Thomas Erex

Posts tagged “vitaminer

Smagfuld spinatsuppe

spicy suppe med et kick af ingefær

“Det er sommer, det er sol, og det er søndag! Alle hjerter er så glade og fri…”

Det kan godt være, det ikke ligefrem er solskin udenfor, men hvis du har solskin indeni, er det hele lidt lettere. Så find dit indre smil frem og glæd dig over årstiderne, mens du spiser en lækker spinatsuppe, der varmer både krop, sind og ånd.

Spinat er grønt, sundt og lækkert (lidt ligesom den her blog, som du i øvrigt bør følge), og så kan du vist stadig nå at finde frisk, dansk spinat i butikkerne. Det er godt med grønne blade, især her om vinteren, fordi de er pakkede med vitaminer. Spinaten spiller den milde rolle i suppen her, og det gør den sammen med kokosmælken, som er dejlig cremet og fed. Den stærke skurkerolle er spillet af især to banditter med ild i røveren: Ingefær og karrypasta. De tænder lige op i pejsen, så den her suppe hjælper dig med at få varmet kroppen igennem, renset ud i afløbene og banket forkølelsen tilbage til der, hvor den kom fra. Du kan selvfølgelig skrue op for varmen i suppen, hvis du er typen, der skal have endnu mere gas på håndtaget.

200 g. porre
250 g. frisk spinat
1 l. grøntsagsbouillon (bouillonterninger kan indeholde mælkepulver, laktose eller andet fra komælk – vælg en uden)
2 cm revet ingefær (en tommelfinger)
2 tsk karrypasta
2 fed revet hvidløg
lidt chili (jeg bruger chilisauce, men du kan også bruge tørret, frisk eller pureret)
1 dåse kokosmælk
3 spsk sojasauce
peber
evt. salt

Rens og hak porrerne groft. Sauter dem i en stor gryde sammen med revet ingefær og karrypasta nogle minutter. Tilsæt så spinaten og rør rundt til det er faldet lidt sammen – det fylder jo nærmest ingenting, når det er blevet tilberedt. Tilsæt grøntsagsbouillon, bring det i kog, og lad det småkoge 10-15 minutter. Blend! Slip en arrig stavblender* løs i gryden og se den forvandle sig fra mormor-style til mudderpøl. Tilsæt kokosmælk, revet hvidløg, chili og sojasauce. Lad det hygge-boble til du skal spise (gerne 15 minutter eller mere), og smag så til før servering.

Server med groft brød (evt. med vegansk smør).

*Stavblender: Det minder mig om dengang, jeg skulle købe min stavblender. Jeg var nede i butikken for at se efter, hvad de havde, men jeg kunne ikke lige finde nogle stavblendere, så jeg fandt i stedet en medarbejder. Jeg fortalte hende, at jeg ledte efter en blender, hvortil hun svarede: “Skal det være en håndblender?” … en HÅNDblender?! Nej da, jeg skal sgu ikke have blendet hænder. Jeg skal for den sags skyld heller ikke have blendet stave (stav-blender), men det lyder da makabert med en HÅNDblender! ^_^ Måske er det bare mit ordkløvende øre og min levende fantasi, det ved jeg ikke. Hvis du er en af dem, der siger “håndblender”, så forklar dig venligt i kommentarfeltet! 😉

Advertisement

Blend! 4 smoothies

flot, farverig, juice, smoothie, sundhed


Jeg er vild med juice og smoothie! Det er så farverigt, lækkert og sundt. Det er fantastisk at holde sig sund og i gang, for det giver masser af overskud at have en sund krop. Men sundt skal ikke være kedeligt og smagløst – så gider jeg i hvert fald ikke lege med. Her får du sundhed i fire koncentrerede former, der sprudler af farve, lækkerhed og energi. Du kan med fordel tilsætte dine smoothier lidt fedtstof i form af knuste hørfrø, valnødder, chiafrø, mandler eller andet. Fedtstofferne er vigtige for at du får alle de gode vitaminer fra din smoothie.

Gul:
1 1/2 nektarin
1/2 frossen banan i stykker
1 1/2 gul kiwi
1/2 rød grapefrugt
appelsinjuice

Rød:
5 frosne jordbær
10 frosne hindbær
10 cm. frossen rabarber
1/2 banan
appelsinjuice

Lilla:
1 dl soja-yoghurt
1/2 dl frosne blåbær
1/2 dl frosne brombær
1/2 tsk flydende vanilje
1 tsk agave
lidt plantemælk (fx havremælk eller rismælk)

Grøn:
1/2 stængel bladselleri
2 kugler frossen grønkål
2 kugler frossen spinat
lidt ingefær (1 tsk)
2 spsk. hørfrø
gulerodsjuice (eller æblejuice)

Hvordan gør man? Blend, blend blend! 😀

Den grønne smager klart bedst med gulerodsjuice, den lilla kan med fordel spises i en skål med fx denne mysli, den røde er også god med æblejuice, og den gule er mindst lige så lækker med frossen mango/papaya. Mums! Kom så i gang med den smoothie.