Thomas Erex

Posts tagged “gryderet

Karryret med sojakylling – vegansk og glutenfri

Karryretter kommer ofte på bordet til aftensmad hos mig, fordi de er enkle at lave i en fart, man kan bruge mange forskellige grøntsager (så hvis man har nogen liggende i køleskabet, der skal bruges, kan de let fyres af her) og så smager en god karryret bare helt fantastisk.

Denne karryret er vegansk (selvfølgelig), glutenfri og med de lækreste sojakylling-stykker fra Hälsans Kök. Det er ikke en betalt reklame, jeg vil bare gerne anbefale det bedste produkt. Du kan sagtens skifte sojakød-stykkerne ud med fx stykker af røget tofu (kan findes billigt og økologisk i Aldi) eller fx “pipfri” fra Naturli’.

Til 4 personer
1-2 spsk rapsolie
1 stort løg
2 fed hvidløg
2 spsk. garam masala-pasta (som denne – kan købes i større supermarkeder)
3 gulerødder
1 bundt radiser (8-12 stk.)
60 g tomatpuré
3 friske tomater (eller en karton/dåse)
1 dåse kokosmælk (køb aldrig light, der er bare mere vand og mindre kokos i til samme pris)
2 dl vand
320 g sojakylling – Hälsans Kök filet-stykker (findes på frost i Rema 1000) (kan evt. erstattes af “Pipfri” eller røgede tofu-tern)
1-2 tsk. karrypulver
1/2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. chilipuré (eller anden chili som fx pulver eller frisk)
2 spsk. sojasauce/tamari (OBS vælg glutenfri, hvis du serverer for en allergiker)
2 tsk. sukker
1 spsk. citronsaft

Hak løgene, knus hvidløgene og hak dem, skær gulerødderne i halve ringe, del radiserne i kvarte og hak tomaterne.

Varm olien i en stor gryde og sauter løg og hvidløg ved middel-høj varme, til løgene bliver klare. Tilsæt garam masala-pastaen sammen med gulerødder og radiser. Sauter videre nogle minutter til grøntsagerne begynder at blive møre. Tilsæt så tomatpuré og hakkede tomater. Vend rundt et par gange. Tilsæt så de resterende ingredienser og lad retten boble ved svag til middel varme i 10-20 minutter.

Smag til med salt, peber og citron.

Server med ris til og pynt med forårsløg.

Husk at følge med på Instagram: @thomaserex

Advertisement

Efterårsgryde med hokkaido og søde kartofler

efterår, gryderet, hokkaido, søde kartofler

gryderet, hokkaido, søde kartofler

“Efterårets blade falder, se de smukke farver kalder.” Jeg er vild med efterår og alle de flotte farver, der er på både træer og grøntsager. Det er tid til rødbeder, pastinakker, græskar, søde kartofler, rødkål, grønkål, svampe, jordskokker … altså noget af det bedste, grøntsagsriget har at byde på. I denne nemme hverdagsret bruger jeg hokkaido sammen med søde kartofler og svampe i en cremet tomat-/kokossauce, og det bliver ikke mere lækkert og varmende. Retten passer perfekt til kolde efterårsdage.

Før du går i gang med at lave retten, skal du lige have en nyhed. Jeg kommer til Bogforum 2017 i Bella Center København den 11. november klokken 15. Her vil jeg tale lidt om og lave mad fra min kogebog “Veganske livretter”. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg håber at se nogle kendte ansigter. Læs mere og køb billet. 

Efterårsgryde til 4 personer
To løg
Tre fed hvidløg

2 spsk kokosolie

400 g sødkartofler
200 g blandede svampe
1/2 hokkaido-græskar

1 tsk paprika
1 spsk agave
1 tsk tørret rosmarin
12 tørrede enebær

1 dåse butterbeans (eller 2)
2 dl urtebouillon
400 g flåede, hakkede tomater (1 dåse)
2 dl fuldfed kokosmælk (1/2 dåse)

Saft af 1/2 citron
Friskkværnet peber
Urtesalt
Persille

Hak løgene fint og mas hvidløgene og hak dem. Kom kokosolie i en stor gryde sammen med løg og hvidløg. Sauter ved middel-høj varme til løgene er klare.

Rens grøntsagerne og skær dem i tern på cirka 1-2 cm. Hak svampene. Tilsæt grøntsagerne til gryden og skru lidt op for varmen. Sauter grøntsagerne under omrøring i 4-5 minutter. Tilsæt så krydderierne og vend det hele godt rundt nogle gange. Tilsæt så butterbeans, urtebouillon, flåede tomater og kokosmælk. Bring det i kog og lad det så boble under låg ved svag til middel varme i mindst 40 minutter. Kog imens tilbehør (fx ris eller kartoffelmos) Tjek at grøntsagerne er møre, og smag på retten. Når grøntsagerne er møre, tilsætter du citronsaft, peber og urtesalt. Rør godt rundt og smag til.

Server med ris, kartoffelmos eller rodfrugtsmos. Pynt med persille.

God appetit!

Husk at følge mig på Instagram: @thomaserex


Dahl med tomatpuré

vegansk, indisk, linser, dahl

“Thomas, al din mad er fuld af tomat!” Jeg ved det godt! 😀 Men det er jo, fordi tomat, og især tomatpuré, gør alting godt. Argh, okay, måske ikke banankage, men du forstår. Der er en del af mine yndlingsretter, der indeholder, eller kan indeholde, tomat i en eller anden form. Jeg foretrækker faktisk tomatpuré i stedet for ketchup – eller i hvert fald en ketchuptype med et højt indhold af tomatkoncentrat. Nogle gange kan man dog blive overrasket over, at flasken med ketchup rent faktisk indeholder mere tomatkoncentrat end flasken på hylden ved siden af, som kalder sig for “Tomatpuré”. Her tænker jeg på Beauvais’ tomatpuré, som indeholder så meget vand, at procentdelen af tomatpuré er lavere, end den er i især de økologiske ketchuptyper. Vidste du i øvrigt godt, at noget ketchup faktisk nærmere er rød æblemos? Billige ketchuptyper indeholder nemlig tit en hel del æble.

Hvis du gerne vil spare penge, når du skal have ketchup, men samtidig ikke vil lave den helt fra bunden, så køb i stedet nogle dåser med tomatpuré og bland noget vand, salt og citronsaft i puréen. Det er det, Beauvais gør. Du kan selvfølgelig også tilføje sukker, krydderier eller endda æblemos, hvis du skulle have lyst til det. Og hvis du er i tvivl, om det kan betale sig, så kig lige efter kiloprisen på hhv. de små dåser og den store flaske, næste gang du står ved hylden i supermarkedet.

Hov, nu kom det vist til at handle om ketchup, det var ikke helt meningen. Men nu forstår du nok, at jeg er ret glad for tomat, og så kan du nok også forstå, hvorfor det her er min yndlingsdahl. Der skal nemlig masser af tomatpuré i! Det her er ægte comfort food. Det er hurtigt lavet, det er lækkert, og så er det perfekt til en regnvejrsdag, hvor du bare gerne vil sidde i sofaen under et tæppe.

Til 4 personer:
(Eller bare en enkelt madblogger, der elsker dahl lidt for meget, og som i øvrigt får ret ondt i mavsen. Av.)

1 finthakket rødløg
3 maste og hakkede fed hvidløg
2 cm revet ingefær
1 fintsnittet, lille, rød chili
2 tsk spidskommen
2 finthakkede gulerødder
1 finthakket, rød peberfrugt
400 g. økologiske, røde splitlinser fra Urtekram
1½ liter grøntsagsbouillon (cirka)
2 dåser tomatpuré
peber
mere spidskommen!

Sauter rødløg, hvidløg, ingefær og chili sammen med spidskommen i lidt olie i en gryde. Når løgene er klare, og der dufter godt af ingefær, hvidløg og spidskommen, så tilsæt gulerødder og peberfrugt, og lad det sautere med et par minutter, indtil det er mørt. Tilsæt så linserne og en liter af bouillonen (den må gerne koge – du kan fx tilsætte bouillonpulver/-terning og så kogt vand fra din el-kedel). Lad det koge til linserne er møre – det vil sige kogt ud (cirka 20 minutter) – og tilsæt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt. Når dahlen er kogt færdig smager du til med peber, mere spidskommen og evt. salt. Tag den så fra varmen, og rør tomatpuréen i. Smag til en sidste gang, og server så din dahl med fx (brune) ris eller, som på billedet, med kogte speltkerner. Drys med hakkede nødder for at få lidt knas. Fx ristede eller røgede mandler, cashewnødder eller pistacienødder.

MmM, så er der hyggelig mad!

urtekram, linser


Satangryde


Da jeg blev veganer, opdagede jeg en helt ny verden af sjove ingredienser, som jeg aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med. Gærflager, silken tofu, røget paprika, seitan, miso og masser af andre spændende produkter fandt vej til mit køkken og inspirerede mig til at skabe nye, spændende retter – og det gør de stadig. Siden jeg hørte om seitan har jeg elsket produktet for dets navn alene. SATAN hedder det i mit hoved, og det vil jeg blive ved med at kalde det, for det er nice! SATAN skal selvsagt bade i helvedessauce, og det gør han i den her lækre ret, som er delvist inspireret af vikingegryde, men som samtidig indeholder en del flere grøntsager. De søde kartofler er satans modspil i den her ret, men de er ikke søde nok til at slukke helvedesilden.

Satangryde – spis den, før den spiser dig!

Opskrift til 4 personer:

1 klump/pakke seitan/satan i  mellemstore tern
(kan erstattes af 260 g. fast tofu eller 3 bagekartofler)

marineres i helvedessauce:

2 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamico-eddike
1 spsk. HP-sauce
1 spsk. ketchup
1 spsk. sojasauce
½ tsk. hvidløgspulver
½ tsk. røget paprika
½ tsk. chiliflager

lad satan trække i helvedessaucen i mindst en time.

– – – – – –

2 spsk. olivenolie
2 rødløg i tern
6 fed hvidløg
½ tsk røget paprika

1 hakket rød peberfrugt
3 hakkede gulerødder
½ hakket rød chili
½ hakket porre (evt. fra frost)

2 dåser hakkede, flåede tomater
½ dåse vand
½ dl røde linser

2 sødekartofler i tern
6 tsk. tomatpuré (140g.)
1 brik havre- eller sojafløde

6 dråber tabasco

VILDE ris
HOT ajvar

2 fintsnittede forårsløg

Varm olien i en stor gryde, og sauter løg og hvidløg på næstvarmeste trin til løgene er klare. Tilsæt røget paprika, rør rundt et minut. Tilsæt så de hakkede, friske grøntsager og sauter videre nogle minutter til peberfrugten er mør. Der er ingen grund til at hakke grønsagerne pænt, for de skal alligevel blendes.

Kom de flåede tomater, vandet og linserne i, og lad det småkoge i nogle minutter. Blend det hele og sæt det til side, mens du steger den marinerede seitan og sødekartoflerne i gryden. Når sødekartoflerne har taget farve (brune kanter fra stegningen) og er møre, laver du plads midt i gryden og steger tomatpuréen af.

Tilsæt derefter de blendede grøntsager, lad det boble nogle minutter, rund af med en brik fløde og dryp tabasco i. Smag til med salt og rigeligt peber. Server med vilde eller brune ris, evt. en klat ajvar og pynt med knasende sprøde ringe af forårsløg.

(Opskriften er godkendt af altspisende så vel som veganere.)