Thomas Erex

Posts tagged “linser

Daal med peberfrugt og mynte

Opskrift med røde linser på en lækker dal/daal/dhal med tomat, peberfrugt og mynte.

Jeg lavede det her forleden, og det var så lækkert, at jeg blev nødt til at lave det igen aftenen efter.

Linsegryderetter er elskede favoritter blandt veganere, og de er en god måde for alle at få sunde bælgfrugter ind i kosten. Og så er det bare lækkert!

Til 4 portioner (aftensmad til 2 personer)
2 løg
3 fed hvidløg
1 grøn peberfrugt
2 spsk olie
1 tsk stødt ingefær
2 tsk karry
1/2 tsk spidskommen
1/2 tsk paprika
1/2 tsk stødt chili
140 g tomatpuré
200 g røde linser
5 dl grøntsagsbouillon
400 ml kokosmælk
2 tsk sojasauce
1/2 citron, saften
1 tsk sukker
1 håndfuld frisk mynte
Friskkværnet peber
Evt 2 dl kogt ris

Rens grøntsagerne og hak dem fint. Sauter dem i 1 spsk olie ved middel til høj varme, til løgene er klare. Tilsæt resten af olien og alle krydderierne. Vend rundt i et minut. Tilsæt så tomatpuréen og vend rundt i to minutter.

Tilsæt linserne og grøntsagsbouillonen og bring det i kog. Lad det småkoge i 8-10 minutter. Tilsæt så kokosmælk, sojasauce, citronsaft og sukker. Lad det småkoge i et par minutter. Tilsæt evt. kogte ris for mere fylde eller server risene som tilbehør.

Smag på det. Tilsæt evt. lidt mere citronsaft, soja eller sukker. Slut af med masser af friskkværnet peber. Kom en god håndfuld hakket, frisk mynte i lige før servering. Drys lidt ekstra på toppen.

Ønsker du en mere flydende ret (suppe), så tilføj ekstra bouillon.

God appetit.

Husk at følge med på Instagram, hvor du også kan se en lille video med denne opskrift. Jeg hedder [@thomaserex].

Advertisement

LUN SALAT MED LINSER & FETA

Lækker linsesalat med bagte rodfrugter og aubergine, frisk grønt og plantebaseret fetaost. Den her lune salat er tilfredsstillende og mættende. Perfekt til frokost og som tilbehør til aftensmaden.

Til cirka fire portioner. Brug den evt. som tilbehør, så rækker den længere.

Ingredienser:
150 g tørrede grønne linser
Tre gulerødder
Fire sødkartofler
1 aubergine
1/2 fennikel
4 stængler bladselleri
1 rødløg

1 vegansk feta
2 spsk græskarkerner
1 bundt kørvel

1 + 1 spsk olivenolie
1 spsk balsamico-eddike
Rosmarin/timian/din favorit
Hvidløgspulver
Salt
Peber

Kog linserne. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.

Skræl gulerødder og sødkartofler. Skær dem i både. Del auberginen på langs og skær skiver på cirka 4 mm. Fordel grøntsagerne på en bageplade med bagepapir og dryp med 1 spsk olie. Drys med dine yndlingskrydderier og lidt salt og peber. Bag dem i cirka 20 minutter.

Rens de øvrige grøntsager. Snit bladselleri og fennikel fint og skær rødløget i halve ringe.

Bland de bagte og friske grøntsager med de kogte linser. Anret en portion på en tallerken. Dryp med lidt eddike og olie. Kværn lidt peber over. Smuldr fetaen over og drys med græskarkerner og kørvel.

God appetit! 😋

Følg med på Instagram, hvis du vil have nyheder, inspiration og opskrifter først. (@thomaserex)


Linse Kesslers bøffer

Linse Kessler, vegetar, bøffer, vegansk

Den her opskrift er en hyldest til dig, der lader dig inspirere, og som spiser mere og mere plantebaseret. Tak fordi du er åben og går i den rigtige retning. Planeten og dyrene har brug for, at vi tør rykke os mod det grønne, selvom det kan være svært, når man kommer fra landet af smør og bacon. Jeg synes, Linse Kessler er et godt eksempel på sådan en person, der tør rykke sig, men som endnu ikke er gået hele vejen. Linse fortæller tit, at hun er en stor dyreven, og at hun derfor ikke kan spise dyrene. Samtidig er hun ikke så glad for grøntsager, så det er en udfordring for hende at være vegetar. Men hun gør det, og hun deler gerne budskabet med andre. Det fortjener ros og opbakning. Linse følger mig endda på Instagram, fordi hun gerne vil inspireres. Kom og vær med: @thomaserex

Min kogebog “Veganske livretter” ligger i øvrigt stadig i top 20 på Saxo.dk her en måned efter udgivelsen. I dag var den helt oppe at røre ved nummer 5, så tusind tak for opbakningen! Jeg håber, I er lige så glade for bogen, som jeg er.

Vil du købe bogen, så klik her. 

Linse Kessler, veganer, bøffer

De her linsebøffer er faste i konsistensen, de er saftige, og så smager de uuh-mami-lækkert! Jeg har serveret dem for en lille håndfuld venner nu, og der har været stor begejstring. Jeg tester altid mine opskrifter flere gange, før jeg lægger dem ud her på bloggen, og derfor går det heller ikke altid så hurtigt med at få lavet nye opskrifter. Jeg håber, jeg kan finde bedre tid i løbet af sommeren til at få gjort nogle ting færdig, så jeg kan dele dem med jer.

Bøfferne her består primært af linser, løg, broccoli og svampe. Det gør dem både proteinrige, rige på jern, fulde af fibre og i det hele taget ret sunde. Det vælger jeg så at kompensere for ved at booste smagen med en spand olie, men du kan selvfølgelig også vælge at lave bøfferne i ovnen. Hvis du vil det, så vil jeg anbefale, at du tilsætter lidt god olie i farsen i stedet. Der er næstet intet fedt i de øvrige ingredienser, og det vil gå ud over smagen, hvis du laver dem helt fedtfattige.

Til cirka 10 bøffer:
200 g (ukogte) grønne linser
190 g brune champignon (renset vægt)
2 løg (cirka 170 g)
Broccoli-stok (cirka 170 g)

½ grøntsagsbouillonterning (uden mælk)
2 tsk stødt spidskommen
1 tsk paprika
½ tsk muskat
1 tsk salt
friskkværnet peber

40 g havregryn
100 g hvedemel (eller glutenfri melblanding)

Raps- eller kokosolie til stegning (eller tilsæt lidt olie i farsen, hvis du bager bøfferne)

Sådan gør du:
Skyl linserne og kog dem i cirka 30 minutter. Imens linserne koger kan du rense champignon og løg. Skær den nederste (hårde) centimeter af broccolistokken og kasser den. Skær resten af stokken i store stykker, del løgene i halve og kom det hele samt de rensede champignon i en foodprocessor. Blend det hele godt, til du har en nogenlunde ensartet fars.

Dræn vandet fra de kogte linser. Smid den halve bouillonterning ned til linserne, mens de damper, og rør rundt så terningen opløses og giver smag til linserne. Når terningen er opløst, tilsætter du linserne til farsen i foodprocessoren. Tilsæt også krydderierne og blend igen, så linserne bliver en del af farsen.

Kom farsen i en skål (eller i den gryde, du har brugt til linserne) og tilsæt havregryn og hvedemel. Rør godt rundt og smag til. Hvis du vil bage bøfferne, så tilsæt lidt olie til farsen. Hvis du vil stege dem, så tilsæt i stedet olien til en pande og varm den.

Form bøfferne i hænderne. Gør evt. dine hænder våde, så bliver det lettere at forme bøffer, uden at de klistrer for meget. Steg bøfferne til de har en god stegeskorpe på begge sider. Bager du bøfferne, så vend dem forsigtigt undervejs. (Rettesnor til bagning: 200 grader alm. ovn i cirka 20 minutter.)

Server Linse Kesslers bøffer i en burger, i pitabrød, med pomfritter og ketchup, med hasselback-kartofler eller lige som du har lyst til.

Variation:
Du kan sagtens tilsætte andre krydderier eller krydderurter, hvis du vil prøve en anden smagsvariant. Prøv fx at tilføje persille. Du kan også bruge andre svampe, som vil give en helt anden smag, og du kan selvfølgelig lave bøfferne glutenfri ved at bruge glutenfrit mel.

Linse Kesslers bøffer


Dahl med tomatpuré

vegansk, indisk, linser, dahl

“Thomas, al din mad er fuld af tomat!” Jeg ved det godt! 😀 Men det er jo, fordi tomat, og især tomatpuré, gør alting godt. Argh, okay, måske ikke banankage, men du forstår. Der er en del af mine yndlingsretter, der indeholder, eller kan indeholde, tomat i en eller anden form. Jeg foretrækker faktisk tomatpuré i stedet for ketchup – eller i hvert fald en ketchuptype med et højt indhold af tomatkoncentrat. Nogle gange kan man dog blive overrasket over, at flasken med ketchup rent faktisk indeholder mere tomatkoncentrat end flasken på hylden ved siden af, som kalder sig for “Tomatpuré”. Her tænker jeg på Beauvais’ tomatpuré, som indeholder så meget vand, at procentdelen af tomatpuré er lavere, end den er i især de økologiske ketchuptyper. Vidste du i øvrigt godt, at noget ketchup faktisk nærmere er rød æblemos? Billige ketchuptyper indeholder nemlig tit en hel del æble.

Hvis du gerne vil spare penge, når du skal have ketchup, men samtidig ikke vil lave den helt fra bunden, så køb i stedet nogle dåser med tomatpuré og bland noget vand, salt og citronsaft i puréen. Det er det, Beauvais gør. Du kan selvfølgelig også tilføje sukker, krydderier eller endda æblemos, hvis du skulle have lyst til det. Og hvis du er i tvivl, om det kan betale sig, så kig lige efter kiloprisen på hhv. de små dåser og den store flaske, næste gang du står ved hylden i supermarkedet.

Hov, nu kom det vist til at handle om ketchup, det var ikke helt meningen. Men nu forstår du nok, at jeg er ret glad for tomat, og så kan du nok også forstå, hvorfor det her er min yndlingsdahl. Der skal nemlig masser af tomatpuré i! Det her er ægte comfort food. Det er hurtigt lavet, det er lækkert, og så er det perfekt til en regnvejrsdag, hvor du bare gerne vil sidde i sofaen under et tæppe.

Til 4 personer:
(Eller bare en enkelt madblogger, der elsker dahl lidt for meget, og som i øvrigt får ret ondt i mavsen. Av.)

1 finthakket rødløg
3 maste og hakkede fed hvidløg
2 cm revet ingefær
1 fintsnittet, lille, rød chili
2 tsk spidskommen
2 finthakkede gulerødder
1 finthakket, rød peberfrugt
400 g. økologiske, røde splitlinser fra Urtekram
1½ liter grøntsagsbouillon (cirka)
2 dåser tomatpuré
peber
mere spidskommen!

Sauter rødløg, hvidløg, ingefær og chili sammen med spidskommen i lidt olie i en gryde. Når løgene er klare, og der dufter godt af ingefær, hvidløg og spidskommen, så tilsæt gulerødder og peberfrugt, og lad det sautere med et par minutter, indtil det er mørt. Tilsæt så linserne og en liter af bouillonen (den må gerne koge – du kan fx tilsætte bouillonpulver/-terning og så kogt vand fra din el-kedel). Lad det koge til linserne er møre – det vil sige kogt ud (cirka 20 minutter) – og tilsæt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt. Når dahlen er kogt færdig smager du til med peber, mere spidskommen og evt. salt. Tag den så fra varmen, og rør tomatpuréen i. Smag til en sidste gang, og server så din dahl med fx (brune) ris eller, som på billedet, med kogte speltkerner. Drys med hakkede nødder for at få lidt knas. Fx ristede eller røgede mandler, cashewnødder eller pistacienødder.

MmM, så er der hyggelig mad!

urtekram, linser


Bønne-/linsedag med Urtekram

urtekram

Urtekram vil gerne invitere dig til at tage en bønne-/linsedag!

Jeg er blevet kontaktet af Urtekram, som gerne vil have dig til at tage en bønne-/linsedag, og det kan jeg selvfølgelig sagtens bakke op om 🙂 At spise bønner og linser er en god, sund, klima- og dyrevenlig måde at få proteiner på, og så er der så mange muligheder for variation, at det aldrig bliver kedeligt! Bønner og linser kommer i alle regnbuens farver, og der er mindst lige så mange smagsvariationer.

Urtekram gør det let for dig at spise de grønne proteiner, for alle disse produkter er lette og hurtige at tilberede. De kræver ingen iblødsætning, men kan koges direkte fra posen eller spises direkte fra dåsen. Se, dét er en fordel, når man har en travl hverdag.

Jeg har fået tilsendt en pakke med bønner og linser fra Urtekram, som indeholder:

Dåser:
Baked beans
Butter beans
Bønne-mix
Kikærter
& Røde kidneybønner

Poser:
Belugalinser
Delikatesselinser
Gule flækærter
& Røde splitlinser

Urtekram vil gerne have mig til at teste deres produkter, men sandheden er, at jeg allerede har gennemtestet en god del af dem, og jeg er vild med dem. Som veganer er jeg jo ikke helt fremmed overfor bønner og linser, og jeg har med en enkelt undtagelse allerede prøvet produkterne. Undtagelsen er dåsen med baked beans, som jeg så skal stifte bekendtskab med nu. Det er godt nok også længe siden, jeg har fået gule flækærter, så det bliver også et gensyn.

Min favorit er på forhånd de røde linser, som jeg bruger flere gange ugentligt. De er så lette at have med at gøre, og så er de bare lækre i en tomatsauce eller en sammenkogt ret, hvor de kan koge ud, hvilket de gør let.

I de kommende indlæg her på bloggen vil jeg lave lækre retter med Urtekrams bønner og linser, som kan inspirere dig til at gøre dine proteiner grønne.

urtekram4 urtekram3

Derudover…

BOBLEPLASTIK! 😀
Bliver man nogensinde for gammel til at synes, at det er fantastisk at poppe de små luftbobler?!

bobleplast, bobleplastik, luftbobler, poppe