LUN SALAT MED LINSER & FETA

Lækker linsesalat med bagte rodfrugter og aubergine, frisk grønt og plantebaseret fetaost. Den her lune salat er tilfredsstillende og mættende. Perfekt til frokost og som tilbehør til aftensmaden.
Til cirka fire portioner. Brug den evt. som tilbehør, så rækker den længere.
Ingredienser:
150 g tørrede grønne linser
Tre gulerødder
Fire sødkartofler
1 aubergine
1/2 fennikel
4 stængler bladselleri
1 rødløg
1 vegansk feta
2 spsk græskarkerner
1 bundt kørvel
1 + 1 spsk olivenolie
1 spsk balsamico-eddike
Rosmarin/timian/din favorit
Hvidløgspulver
Salt
Peber

Kog linserne. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
Skræl gulerødder og sødkartofler. Skær dem i både. Del auberginen på langs og skær skiver på cirka 4 mm. Fordel grøntsagerne på en bageplade med bagepapir og dryp med 1 spsk olie. Drys med dine yndlingskrydderier og lidt salt og peber. Bag dem i cirka 20 minutter.
Rens de øvrige grøntsager. Snit bladselleri og fennikel fint og skær rødløget i halve ringe.
Bland de bagte og friske grøntsager med de kogte linser. Anret en portion på en tallerken. Dryp med lidt eddike og olie. Kværn lidt peber over. Smuldr fetaen over og drys med græskarkerner og kørvel.
God appetit! 😋
Følg med på Instagram, hvis du vil have nyheder, inspiration og opskrifter først. (@thomaserex)

Grønkålssalat med quinoa og yndlingsdressing
Det er så enkelt og alligevel så vidunderligt godt. En salat. Ja, en salat på Kærlighed & Kikærter! Det sker ellers ikke så tit, eftersom jeg hellere vil dele mine kødfulde opskrifter med jer, men her får I altså en salat. Og jeg kan SMOVSE den, siger jeg jer. Smovse dagen lang. Det hænger nok sammen med flødedressingen, som jeg på ingen måde vil gå på kompromis med, men hvis du vil have den i en mere kalorielet tilstand, kan du skifte fløden og vandet ud med tilsvarende mængde sojamælk (usødet). Salaten her er perfekt tilbehør til mine frikadeller eller som fyld i en wrap med veganske kyllingestykker (Astrid og Abernes kyllingestykker kan købes i nogle SuperBrugsen-butikker. Soy4you-bites kan evt. også bruges, de kan købes i fx Rema 1000).
Grønkålssalat:
200 g. fintsnittet grønkål
200 g. quinoa
250 g. San Marzano- eller cherrytomater
100 g. soltørrede tomater i fine strimler
Yndlingsdressing:
2 1/2 dl sojafløde
1 dl koldt vand
4-5 spsk citronsaft
5 spsk gærflager
3-4 tsk hvidløgspulver (ikke hvidløgssalt)
2 tsk karry
lidt røget paprika
2 tsk salt (eller efter smag)
lidt friskkværnet peber
Skyld og hak grønkålen. Skyld og kog quinoaen efter anvisningen på pakken og dræn resten af vandet fra. Hæld den varme quinoa over grønkålen. Skær de små tomter i halve, snit strimler af de soltørrede tomater og bland det så i salaten. Lav dressingen af alle ingredienserne og smag den til. Når du er tilfreds med dressingen, rører du den sammen med salaten og serverer. God appetit.
Find mig på Instagram som @thomaserex og like Kærlighed & Kikærter på Facebook.
Sexet 26-salat
I dag fylder jeg 26! Eller som jeg foretrækker at sige: “sexet-tyve” 😉 Og så tænkte I nok, at vi skulle snakke om kage, fordi det er min fødselsdag, men det skal vi slet ikke. Vi skal derimod have fat i noget så vegansk som en fødselsdagssalat. (Jep, det sagde jeg lige.) Jeg har brugt min fødselsdag på at træne, slikke masser af lækker solskin i mig og spise sexet 26-salat. Jeg får sundere og sundere vaner, og jeg er vild med det. Der skal selvfølgelig også være plads til alt det mindre sunde, og vi skal slet ikke snakke om, hvad der skal ske i aften. Lad os bare sige, at jeg har været sund på min fødselsdag, og så lukker vi den der! 😉
Den her salat er skruet sammen, som jeg bedst kan lide den: Både noget råt og noget tilberedt, ingen icebergsalat(!) og med masser af det, jeg altid synes er det lækreste i salater.
Til 4-6 personers frokost (en stor skål):
1 buket broccoli (uden stammen – brug den til noget andet)
4-5 kogte kartofler i store tern (gerne med skræl på)
2-3 rå gulerødder i tynde skiver
1 dåse røde kidneybønner
1 glas grønne oliven (i god kvalitet – evt. med mandler i)
1 bakke (400 g.) San Marzano-tomater
2 modne avokadoer i store tern
10 soltørrede tomater i strimler
Skær alt i store/mundrette bidder, og damp broccolien. Jeg skærer tomaterne i fire stykker, halverer olivenene og sørger for at gulerodsskiverne ikke bliver for tykke. Husk at skylle kidneybønnerne. Server evt. med en grøn pesto – du kunne jo fx høste nogle ramsløg, som skyder frem mange steder lige nu, og blende dem med ristede nødder/kerner, gærflager, salt og evt olie (eller vand).
26, sund og sexet 😉 og så skal der festes!
Salat med karrykartofler og dilddressing
Når det nu endelig skal være salat, så lad det være salat med lidt gods i. Iceberg, agurk og tomat er simpelthen for kedeligt. Den her salat er meget enkel, men samtidig gør kartoflerne og dressingen, at den både mætter og er lækker. Du kan lave kartoflerne og dressingen til hvilken som helst salat, men her består den af salatblade, tomat, ærter, peberfrugt og græskarkerner. Her er kartofler og dressing til en frokostanretning til 2-3 personer.
Kartoflerne
500 g små kartofler i halve eller kvarte
1 spsk karry
2 spsk sojasauce
Rens kartoflerne (jeg skræller dem kun, når det er strengt nødvendigt) og skær dem i halve eller kvarte, så de er nogenlunde ens i størrelsen. Vend dem i karry og sojasauce, læg dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem ved 200ºC til de er færdige (15-20 minutter).
Dressingen
2 dl vegansk yoghurt (uden sukker)
1 hakket bundt frisk dild
1 presset fed hvidløg
2 spsk frisk citronsaft
lidt salt
Bland alle ingredienserne, og lad gerne dressingen stå en time eller mere på køl, før du serverer den.
Nye kommentarer på bloggen