Grønkålschips – sundt og lækkert
Grønkålschips er fantastiske små, sunde, grønne snacks! Her får du et lille udvalg af mine yndlingsmåder at lave dem på. Jeg håber, du vil lade dig inspirere til at finde din egen måde at lave dem på med de krydderier, du bedst kan lide.
Jeg har lavet grønkålschips liiidt for meget på det sidste, men det er altså bare sundt og godt, så jeg er helt ok med min afhængighed. Når man har ventet flere måneder på, at det ENDELIG igen skulle blive grønkålssæson, så er det vist også tilladt at boltre sig lidt i de sprøde blade. De er i øvrigt rige på calcium, jern, K-vitamin, C-vitamin, fibre og andet godt. Når du varmebehandler dem forsvinder noget af det, men fx jern og calcium bliver næsten ikke påvirket af den varmebehandling, vi udsætter grønkålsbladene for her, så det er stadig en sund snack. Kast dig frådende over grønkål – også som chips!
Asian style:
100 g. grønkålsblade (uden stilke)
1 spsk sojasauce
saften af ½ lime
et lille drys gurkemeje (cirka en kvart teskefuld)
et lille drys stødt ingefær (cirka en kvart teskefuld)
½ tsk chilisauce
evt. sorte sesamfrø
BBQ style:
100 g. grønkålsblade (uden stilke)
1 spsk. olivenolie
1-2 spsk vand
1-2 pressede fed hvidløg (eller evt. 1 tsk hvidløgspulver)
1 tsk paprika
et drys røget paprika
½ tsk chilipulver
1 tsk brun farin (eller mørk agave)
1 tsk salt
Indian style:
100 g. grønkålsblade (uden stilke)
1 spsk olie
1 spsk appelsin- eller citronsaft
2 tsk karry (gerne en stærk karry)
1 tsk garam masala (eller bare stødt spidskommen)
1 tsk finthakket chili (kan også være flager eller pulver, men så brug kun ½ tsk)
1 tsk salt
Gangnam Style:
This is vegan style!
Basic, clean, good:
100 g. grønkålsblade (uden stilke)
Saften af en halv citron
1 spsk sojasauce
et godt drys peber
evt. lidt salt (men sojasauce salter, så ikke for meget)
Fremgangsmåde:
Skyld grønkålen godt, så den er helt ren. Fjern så stilkene (gem dem og brug dem til noget andet – fx i en gryderet, deller eller måske bare dampede/kogte, som de er), og dryp grønkålen godt af. Vandet vil hjælpe dig med at få krydderierne til at sidde fast, hvis du vil undgå at bruge olie og sojasauce, så grønkålen behøver ikke være knastør. Kom så grønkålen i en skål sammen med den marinade/krydderiblanding, du har valgt, og bland det godt sammen (brug hænderne). Fordel så grønkålen på en bageplade med bagepapir, så ingen blade overlapper hinanden for meget. De skal gerne ligge i et jævnt lag uden overlap. Bag så grønkålen i 7-9 minutter ved 175ºC varmluft. Hold godt øje med chipsene, så de ikke brænder på. Du kan sagtens have flere plader i ovnen på samme tid.
Tip: Du kan også bage i længere tid ved lavere temperatur, men den slags tålmodighed har jeg ikke altid.
Husk, at du kan finde mig på Instagram: thomaserex
Knasende kikærter
Du kender det godt… lysten. Trangen. Sulten efter noget, hmm, noget lækkert, bare en lille snack! Du går på opdagelse i køkkenet og finder en pose chips, som du har købt i et svagt øjeblik. Med det samme du ser den, har du lyst til at spise dig tyk i chips med dip, men du ved samtidig, at du ikke vil synes om konsekvenserne af det senere. Du tænker på, om det nu også er så vigtigt for dig at kunne passe de der bukser fra sidste sommer, den der kjole, der fremhæver dine ben, men samtidig kræver, at din mave ikke bliver større. Du kigger rundt i skabene for at se, om der mon ikke var noget andet, der kunne friste. Helst uden alle de der kalorier, der er så onde. Du ser en dåse kikærter, en masse krydderier og ellers bare en gabende tomhed i dine køkkenskabe, så derfor kaster du dig frådende over den der grimme pose chips med dip.
Men næste gang! Næste gang det sker, så tænker du på det her indlæg, og så kaster du dig i stedet frådende over dåsen med kikærter og krydderierne. Det her er nemlig en liiiidt bedre udgave af chipsposen, og så kan du helt selv bestemme, hvordan krydderiblandingen skal være. Jeg har revideret opskriften, så den er ganske oliefri, for jeg laver dem altid uden olie, og det bliver de bestemt ikke mindre gode af!
Det færdige produkt er i øvrigt ikke kun godt som snack. Det fungerer glimrende som det knasende element i en salat eller sammen med frisk grønt i fx tacos eller tortillas.
1 dåse kikærter
1 spsk sojasauce (salter og klistrer krydderierne fast på kikærterne)
2 tsk paprika
½ tsk røget paprika
½ tsk karry
1 tsk spidskommen
½ tsk chilipulver
Dræn kikærterne for vand og skyl dem. Bland så alle ingredienserne godt, og læg de krydrede kikærter i et enkelt lag på en bageplade og bag dem ved 175°C i cirka 40 minutter til de er lækkert sprøde og gyldne. Vend dem ind i mellem, så de bliver gyldne på alle sider.
Når kagen mislykkes: Trøfler!
Det sker aldrig for dig, og det sker bestemt heller aldrig for mig, men vi kender helt sikkert nogen, det sker for, og derfor må vi hellere lige fortælle dem, hvad de skal gøre, når … når kagen mislykkes.
Det er meget svært at angive, hvor meget du skal bruge, for det kommer jo an på, hvor meget mislykket/tør kagerest, du har. Det er jo en restekage, så præcise mål vil ikke gøre dig godt. Trøfler skal heller ikke være fine eller smage helt ens hver gang, de skal være lækre, fedtede, snaskede og fulde af ubestemmelige kagerester af forskellig karakter. Her får du cirkamålene, jeg brugte til at lave 7 mediumstore trøfler. Jeg havde en rest mislykket… ahem, en rest helt fin kakaokage, som der slet ikke var noget galt med.
Trøflen er kagebagerens store legeplads, hvor der er frit slag til at blande diverse kagerester og smagsgivere af forskellig art til en himmelsk klump klæg kage, der så yndefuldt har fået navn efter en af naturens fineste og mest sjældne svampe.
4 store stykker kage, fx chokoladekage, brownie, sandkage eller banankage (vegansk, selvfølgelig)
1 håndfuld blandede nødder
1/2 dl kokosrasp
2 friske figner
1/2 glas jordbærmarmelade
2 spsk. appelsinmarmelade
4 spsk kakaopulver
kokosrasp til at rulle trøflerne i
Blend ingredienserne sammen i en foodprocessor. Start med nødderne, så du er sikker på, at de bliver hakket i småstykker, og fortsæt så med kagen og de øvrige ingredienser. Når massen er klæg og lækker, tager du en klump ud af gangen og ruller i kokosrasp eller måske krymmel. Opbevar dine trøfler i køleskabet.
Hvis du gerne vil have romkugler, kommer du selvfølgelig lidt romessens i. Det er nødvendigt med marmelade, og det kan sagtens være din yndlings, men hvis du ønsker en klassisk-smagende trøffel, vælger du jordbær eller hindbær. Jeg gav den lidt skarphed og kant med lidt appelsinmarmelade, men for meget ville have ødelagt trøflen og gjort den lidt for skarp og kantet, så hold lidt igen med de specielle ingredienser i starten, de kan altid komme i til sidst og sætte deres særlige præg på smagen, hvis du ønsker det. Ellers er den klassiske altså ikke dårlig, tvært imod!
Det er på ingen måde nødvendigt med friske figner, men jeg havde to til at ligge, så de kom i, og det fungerede rigtig godt. På samme måde kan du komme lidt banan i, eller måske tilsætte andre frugter eller krydderier, der tilsammen skal give trøflen lige præcis den smag, du gerne vil have.
Server dine trøfler i en papirspose. Det bliver ikke mere autentisk! 😉
Nachos & guacamole
Mmm.. nachos. Det er mexikansk, det er enkelt, det er lækkert. Det gør sig godt som tilbehør til fx wraps, du kan spise det med en salat til, eller du kan bare fråde det, som det er. Det passer ualmindeligt godt til tømmermænd og tv, men det tilfredsstiller også gæster – både som appetitvækker/snack og som tilbehør.
Nachos:
Tortillachips
1 karton/dåse chilibønner
2-3 hakkede tomater
jalapenos
revet vegansk ost (kan udelades)
Fyld et ovnfast fad med tortillachips, kom bønnerne og derefter de øvrige ingredienser over, krydr evt. med oregano, basilikum, hvidløgspulver eller andet og bag så det hele nogle minutter ved høj varme.
Guacamole:
2 avocadoer
saften af en halv citron
10 dryp tabasco
2 finthakkede fed hvidløg
1 spsk finthakkede jalapenos fra glas
1/2 finthakket tomat
lidt spidskommen
masser af salt og peber
Mos avocadoerne og bland med de øvrige ingredienser.
Butterdej! 3-kanter med kikærtefyld
“Butterdejstrekanter… jamen, butterdej er der da bestemt smør i!”
Næ. Det er der faktisk ikke, de er ganske veganske og altså 100% vegetabilske. Butterdej minder mig om min mors køkken fra da jeg var barn. Hun lavede tit hapsere i forskellige former til at smide i madpakken eller til at tage med på farten. Oftest lavede hun pirogger med spinat/feta eller tun, men hapserne kunne også være trekantssandwicher, pølsehorn, pizzasnegle eller, som her, fyldt butterdej. Mit køkken er helt klart influeret af min mors, og selvom jeg ikke spiser animalsk, kan jeg sagtens genskabe alle retterne fra min mors køkken – på vegansk, selvsagt. Den vigtigste indflydelse hun har haft på mig i forhold til mad, er åbenheden overfor det nye. Hun har aldrig været bange for at smage og prøve nye krydderier, metoder, råvarer eller sammensætninger, og det har smittet af på mig.
Opskriften her giver dig 12 butterdejstrekanter og måske lidt fyld til overs.
1 pakke butterdej med 6 plader
lidt olivenolie
1 dåse kikærter
1 lille, hakket løg
2 hakkede fed hvidløg
1/2 tsk hvidløgspulver
1/2 tsk røget paprika
1 tsk oregano
1/2 dåse tomatpuré
lidt ketchup
1 tsk balsamico-eddike
1 hakket tomat
1/2 rød peberfrugt
1/2 dl hakkede, grønne oliven
1 lille håndfuld hakket grønkål
lidt frisk basilikum
salt og peber
Steg kikærterne på en godt varm pande i olivenolie sammen med løg og hvidløg. Når løgene er klare tilsætter du krydderierne, vender det i et minut eller to og tilsætter så de øvrige ingredienser undtagen basilikum. Skru lidt ned for varmen og lad det stege i nogle minutter. Tilsæt basilikum og smag til med salt og peber.
Butterdejspladerne skæres over to gange, først på midten, så du får to kvadrater, så på skrå, så du laver hvert kvadrat om til to trekanter. Fugt evt. dejen med lidt vand, så de let kan klistre sammen. Kom en spiseskefuld fyld på hver anden trekant, læg en trekant over og luk sammen. Dup trekanterne med lidt vand og bag dem i cirka et kvarter ved 200°C – haps!
Nye kommentarer på bloggen