Vegansk kyllingesuppe lyder umiddelbart som en umulighed. Hvordan kan man lave en kyllingesuppe, der er vegansk? Det har vi heldigvis flere spændende løsninger på.
Da jeg var barn lavede min mor den her dejlige suppe med kylling og ris (nogle gange pasta). Alle i familien elskede den, så den var populær hele efteråret og vinteren.
Den her suppe smager af barndom for mig, og den er bare sluprende lækker! Jeg laver den med filetstykker fra Hälsans Kök eller LikeChicken bites fra LikeMeat. Du kan også vælge svampe i stedet, det bliver den ikke mindre god af. Kombiner gerne med kikærter, så du også får lidt mere mæthed og protein i suppen. Og så bruger jeg gerne en vegansk kyllingebouillon, som kan købes hos grossister, hvis man har adgang til dem. Men det fungerer også fint med en god grøntsagsbouillon. Her får I opskriften. 😊
Til 4 personer: 3 spsk rapsolie 1 hel porre 3 stængler bladselleri 3 gulerødder 1 tsk paprika 2 tsk timian 320 g vegansk kylling (fx filetstykker fra Hälsans Kök købt i Rema) 2 liter grøntsagsbouillon (evt. vegansk kyllingebouillon) 200 g ris eller pasta 2 spsk citronsaft Friskkværnet peber Urtesalt Brød til servering
Rens grøntsagerne godt. Halver dem alle på langs og hak dem i fine stykker.
Varm olien i en stor gryde og sauter grøntsagerne sammen med filetstykkerne, paprika og timian. Det må gerne tage lidt farve, og grøntsagerne skal blive næsten møre. Kom evt lidt mere olie i undervejs.
Tilsæt så bouillonen og herefter ris/pasta når det koger igen. Skru lidt ned og lad det småkoge under låg. Lad det boble til ris/pasta er kogt. Smag så til med urtesalt, peber og citron.
Server med lækkert brød.
Mums! 🙏 Jeg håber, I vil nyde suppen lige så meget, som jeg gør.
Veganer på Kreta? I Grækenland? Kan man det? Chania og området omkring er et velbesøgt ferieparafis for danskere og alle mulige andre turister. Men hvilke veganske muligheder finder der i området? Hvordan ser det ud i supermarkedet, hvilke caféer er der osv. Det skal vi se på her.
Gode råd til din ferie som veganer eller vegetar:
Hent app’en HappyCow – uanset hvor du skal hen, så er HappyCow den perfekte ven i lommen på din rejse. Her kan du finde spisesteder med grønne muligheder i nærheden og dele dine egne erfaringer med andre. Du kan også søge på din destination inden afrejse og planlægge, hvor du vil spise.
Vælg et veganervenligt hotel. Se på deres hjemmeside, om de fx tilbyder vegansk morgenmad eller på anden måde gør opmærksom på, at du kan spise her. Skriv også gerne i forvejen og gør opmærksom på, at du kommer og gerne vil spise morgenmad på hotellet, hvis det er muligt. Her er det en god idé at være meget pædagogisk og forklare, hvilke madvarer du vil og ikke vil spise.
Storbyer er ofte bedre til vegansk end de små byer. Hvis du vælger at rejse til en mindre by, så må du oftest også være indstillet på, at udvalget er meget mere begrænset.
Kan du ikke finde oplysninger om din destination på HappyCow, så kan du måske finde en vegansk Facebookgruppe for byen eller området, hvor du kan spørge andre veganere til råds.
Pak et lille lager med snacks med hjemmefra, så du kan overleve på ture og når hotellet alligevel havde glemt dig til morgenmad. Myslibarer, figenstænger, kiks, nødder mv. mætter fint sammen med lokalt frugt og grønt, så du kan overleve til næste grønne måltid dukker op.
Udvalget i supermarkederne på Kreta:
Supermarkederne byder på meget varierende men generelt ret begrænset udvalg. Man skal nok lige i et par forskellige supermarkeder, hvis man både vil have yoghurt, plantekød og chokolade. Men det kan godt lade sig gøre at finde en masse forskellige produkter. Jeg fandt tilfældigt veganske cookies og et par produkter, som jeg ikke har set i Danmark. Se billederne her.
Gode spisesteder for veganere på Kreta:
1: Pulse (vegansk)
Pulse er et helt vegansk spisested, som serverer virkelig lækker mad hele dagen. Du kan spise morgenmad, frokost, aftensmad eller bare et stykke kage her. Kvaliteten er helt i top. Vi besøgte Pulse hele tre gange på en uge, fordi det var så lækkert. Min absolutte favoritret var deres lækre gulerodslaks, men også deres (veganske) omeletter og samosaer fik toppoint. Se billederne her.
2: To Stachi (vegetarisk)
Da jeg besøgte Kreta for 9 år siden, var To Stachi det eneste grønne spisested. Der var meget få muligheder generelt på Kreta, så To Stachi var en skønt åndehul, hvor man kunne møde forståelse. Her serveres stadig klassiske vegetarretter med masser af grønt. Stedets værdi ligger især i den søde familie, som ejer restauranten og møder dig som både kokke og tjenere. Maden svinger lidt i kvalitet, men der er nogle perler iblandt. Jeg vil fremhæve de fyldte svampe og de fyldte vinblade og squashblomster. Mums! Også salaterne med økologiske og lokale tomater og oliven er virkelig lækre. Se billederne her.
3: Talos (lækker lasagne)
Hvis turen går forbi Golden Beach (som er en virkelig lækker strand), så er der ikke så mange veganske muligheder i nærheden. Men! Talos er en lille perle. Det er både et hotel og en restaurant med en pool lige midt i spiseområdet. På menukortet har de en virkelig lækker vegansk lasagne, som du må prøve! Den var vildt hypet på HappyCow – og med god grund. Den var virkelig smagfuld, selvom det bare er en simpel lasagne med tomatsauce og svampe. Og så laver de gode drinks og er meget søde. Det er hyggeligt at sidde ved poolen om aftenen, men om dagen kan den være fuld af legende børn. Menukortet byder også på andre veganske retter, og det er tydeligt markeret, hvad der er vegansk.
4: Falavela (perfekt falafel)
Har du brug for et hurtig og let måltid på vejen, så er Falavela det perfekte sted at gå forbi. Deres sprøde og friskbagte falafler kombineret med let krydret tahindressing og lokalt grønt skaber noget nær den perfekte falafelrulle!
4: Portes (standardudvalget)
På havnen vil du blive oversvømmet af touristfælder, som jeg vil anbefale, at du holder dig fra. Men havnen er jo et smukt og hyggeligt sted, som man nok gerne vil se. Og måske hænger I en dag ud på stranden og får brug for mad. Så er der muligheder i nærheden, og nogle er bedre end andre. Jeg vil fremhæve Portes, som har rigtig godt styr på, hvad vegansk betyder, og som har et par fine muligheder på kortet. Det er bl.a. den traditionelle “fava”, som er en bønnedip, der kan sammenlignes med hummus. Og selvfølgelig fyldte vinblade og salat.
5: Domenico (rullet is)
Det lyder måske mærkeligt, men rullet is er ret lækkert. Hos Domenico laver de isen, mens du kigger på. Den veganske base er kokos, som smager meget af kokos, men du kan komme alle mulige slags fyld i. Frugt i alle farver og fx Oreos. Der er flere veganske muligheder for at få is i nærheden, så prøv også fx Spoon Me.
Kreta byder på mange flere veganske muligheder. Her har jeg fremhævet nogle af de tips, jeg synes giver bedst mening at dele ud af. Jeg håber, du kan bruge den lille rejseguide og mine tips til at spise vegansk på Kreta.
Husk at følge med på Instagram, hvor jeg deler mine tips og eventyr live: @thomaserex
En glad Thomas Erex fejrer, at Kærlighed & Kikærter er Årets Veganske Blog 2021.
Årets Veganske Blog 2021! Wow, tusind tak til alle jer, der har stemt på mig og Kærlighed & Kikærter som Årets Veganske Blog. Det er en stor ære at vinde sådan en fin titel.
Jeg vandt prisen i fredags, da Danmarks Veganske Forening afholdt Årets Veganske Priser. Peter Steffensen, som er formand i foreningen, og som jeg har kendt i næsten hele min “karriere” som veganer, var vært på showet. Han havde inviteret mig til at være medvært, så jeg var selv med, da vi sendte live på Facebook. Det var virkelig sjovt og hyggeligt at være med til. Du kan se hele showet på Facebook her. (Spol frem til 16 minutter og 50 sekunder for at se kategorien “Årets Veganske Blog”.)
Nu har jeg snart vundet i alle de kategorier, hvor det er relevant at nominere mig! Jeg kan kun sige, at jeg er dybt, dybt taknemmelig for, at der efter de mange år stadig er opbakning til det, jeg laver. I har været så søde at stemme på mig som:
Årets Veganske Meningsdanner (2016)
Årets Veganske Instagrammer (2016)
Årets Veganske Udgivelse for “Veganske Livretter” (2017)
Årets Veganer (2018)
Årets Veganske Blog (2021)
Det er vildt motiverende at mærke jeres opbakning, når I sender søde beskeder og kommentarer på de sociale medier, når vi mødes ude i virkeligheden, og når der er events som Årets Veganske Priser, hvor I sender en masse kærlighed. Kæmpe tak! Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til det og fortsætte med at skabe indhold af alle mulige slags, som kan inspirere til grønnere vaner og tanker.
Rens grøntsagerne og hak dem fint. Sauter dem i 1 spsk olie ved middel til høj varme, til løgene er klare. Tilsæt resten af olien og alle krydderierne. Vend rundt i et minut. Tilsæt så tomatpuréen og vend rundt i to minutter.
Tilsæt linserne og grøntsagsbouillonen og bring det i kog. Lad det småkoge i 8-10 minutter. Tilsæt så kokosmælk, sojasauce, citronsaft og sukker. Lad det småkoge i et par minutter. Tilsæt evt. kogte ris for mere fylde eller server risene som tilbehør.
Smag på det. Tilsæt evt. lidt mere citronsaft, soja eller sukker. Slut af med masser af friskkværnet peber. Kom en god håndfuld hakket, frisk mynte i lige før servering. Drys lidt ekstra på toppen.
Ønsker du en mere flydende ret (suppe), så tilføj ekstra bouillon.
God appetit.
Husk at følge med på Instagram, hvor du også kan se en lille video med denne opskrift. Jeg hedder [@thomaserex].
Lækker linsesalat med bagte rodfrugter og aubergine, frisk grønt og plantebaseret fetaost. Den her lune salat er tilfredsstillende og mættende. Perfekt til frokost og som tilbehør til aftensmaden.
Til cirka fire portioner. Brug den evt. som tilbehør, så rækker den længere.
Ingredienser: 150 g tørrede grønne linser Tre gulerødder Fire sødkartofler 1 aubergine 1/2 fennikel 4 stængler bladselleri 1 rødløg
Kog linserne. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
Skræl gulerødder og sødkartofler. Skær dem i både. Del auberginen på langs og skær skiver på cirka 4 mm. Fordel grøntsagerne på en bageplade med bagepapir og dryp med 1 spsk olie. Drys med dine yndlingskrydderier og lidt salt og peber. Bag dem i cirka 20 minutter.
Rens de øvrige grøntsager. Snit bladselleri og fennikel fint og skær rødløget i halve ringe.
Bland de bagte og friske grøntsager med de kogte linser. Anret en portion på en tallerken. Dryp med lidt eddike og olie. Kværn lidt peber over. Smuldr fetaen over og drys med græskarkerner og kørvel.
God appetit! 😋
Følg med på Instagram, hvis du vil have nyheder, inspiration og opskrifter først. (@thomaserex)
Crab cakes, eller krabbefrikadeller, er sprøde deller fra USA med fisket fyld. Her har jeg lavet en plantebaseret udgave – vegansk og glutenfri. Jeg har tilføjet havsmag ved at bruge Cavi-art. Caviart er et tang-baseret alternativ til caviar. Du kan nemlig sagtens lave dine livretter i mere miljø- og dyrevenlige udgaver uden at gå på kompromis med smagen. De her deller er så lækre. Prøv dem, prøv dem, prøv dem!
Hvis du ikke har nået det endnu, så skynd dig lige at stemme på Kærlighed & Kikærter som Årets Veganske Blog i afstemningen HER.
Til 12-15 crab cakes 100 g løg 300 g kartoffel 200 g jackfruit i saltlage 60 g kikærtemel 1 tsk. tørret dild 1 tsk. sennep 2 tsk. urtesalt 1 tsk. friskkværnet peber ½ tsk. mild røget paprika 2 tsk. sirup 1 spsk. citronsaft 30 g rød Cavi-art + Cavi-art til pynt (kan købes i Netto under Spir-mærket) ½ dl rapsolie + rapsolie til stegning Evt. 50 g pankorasp
Start med at rive løg og kartofler groft, og kom det i en skål. Dræn lagen fra jackfuiten. Pres jackfruiten mellem dine fingre eller riv stykkerne fra hinanden, så de får en trevlet tekstur. Kom dem også i skålen. Tilføj kikærtemel, krydderier, sirup, citronsaft, Cavi-art og olie. Bland det hele godt sammen og lad farsen hvile i mindst 15 minutter på køl.
Form deller på cirka 50-60 g med en ske, og steg dem ved middelhøj varme i olie på en non-stick-pande. Du kan evt. rulle dellerne i pankorasp før stegning. Server dine crab cakes med fx pommes frites, mayonnaise, remoulade, frisk dild, Cavi-art og en skive citron.
I løbet af mine snart 10 år som veganer og blogger, har jeg måttet lægge øre (og øjne) til lidt af hvert. Vi elsker at brokke os! Du får lige et par helt friske eksempler.
Hold da op, laver Nestlé en vegansk chokoladebar? Ja, så skide da være med, at de stjæler vandet fra de fattige borgere og i det hele taget er et firma med tvivlsom etik.
På opslag om vegansk kitkat
Bare ærgerligt at Meny har levende hummere liggende i et akvarie – sådan et sted kan jeg ikke støtte, lige meget hvor meget vegansk de ellers har. Det er ligesom med steder/restauranter, der sælger fois gras. De får mig aldrig som kunde!
På opslag om veganske tilbud i meny
De mest hyppige kommentarer
Kommentarerne handler oftest om de ting, som kommentatoren selv vil undgå i sin kost. Det er især:
Gluten
Hvede
Sukker
Olie
Palmeolie
Soja
E-numre
Men de kan også handle om, hvad personen mener, produktet burde indeholde/være. Det er især:
Økologi
Hele planter
Vegansk virksomhed
Anden indpakning
Billigere
Og nogle gange handler kommentarerne om noget, der for de fleste kan virke ret fjernt fra produktet. Det er fx:
Regnskoven
Grundvandet
Børnearbejde
Klimaforandringer
Sygdomme
Gode intentioner
Selv det mest perfekte produkt vil møde modstand. Hvis produktet fx både er økologisk, glutenfrit, sukkerfrit, sojafrit, oliefrit, uden e-numre, produceret lokalt af en vegansk virksomhed og godt for hele verden, så skal der nok være en brokkende kommentar om, at prisen er for høj. For, ved du hvad, det koster en formue at producere sådan en “perfekt” produkt – med mindre det er et æble eller en kartoffel. Og hvis prisen er god, så er det måske smagen, den er gal med. Eller indpakningen. Eller…
Bag de brokkende kommentarer gemmer der sig uden tvivl gode intentioner. Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle de her negative kommentarer udspringer af et ønske om at skabe en bedre verden. Vi vil gerne vælge mere etiske produkter, og vi vil gerne have andre til at gøre det samme. Så er spørgsmålet bare, om de negative kommentarer har den effekt.
Effekten af negative kommentarer
Når jeg eller andre laver et opslag på sociale medier om et (uperfekt) vegansk produkt eller en vegansk mulighed på et menukort, så tiltrækker det både en masse mennesker, som allerede spiser (overvejende) plantebaseret og en masse, som er helt nye i det grønne. Mit fokus er ofte på de nye. Hvis det første de møder er en hær af brokkende kommentarer, som gør opmærksom på alle verdens ondeste sider, som lige præcis det her produkt bidrager til, så er jeg bange for, at de bliver skræmt væk fra at gå i en grønnere retning. Eller i hvert fald fra at inkludere sig selv i det grønne fælleskab. Og vi vil jo så gerne have flere med på “Team Green”, så vi sammen kan flytte efterspørgslen væk fra animalsk og over til vegetabilsk. Men hvad gør man så?
Hvad kan man gøre i stedet?
“Må man nu heller ikke brokke sig mere?” Kort svar: Nej. Langt svar: Det må du kun, hvis du kan finde ud af at gøre det på en god måde. Tænk over, om du opnår det, du gerne vil. Jeg har et par forslag til, hvordan du kan skrue dine kommentarer sammen, så du kommunikerer dine gode intentioner på en nok lidt mere effektiv måde.
Et par gode råd kan være:
Start med at rose – det er jo altid dejligt, når der kommer flere grønne produkter, så start med at hylde det. Det vil også øge chancen for, at nogen gider at lytte til dig.
Vær venlig – hvis du vil bidrage til en bedre verden, så start med et smil og en venlig tilgang.
Vær saglig – at udskamme produkter eller andre gør intet godt, men måske vil nogen lytte til et godt budskab, hvis du præsenterer det sagligt.
Hold dig på din egen banehalvdel – i stedet for at forholde dig til, hvad andre skal og bør, så fortæl om dine egne overvejelser og grunde til at vælge noget til eller fra for dig selv. Så kan du måske inspirere andre eller få dem til at stille spørgsmål uden at virke fordømmende eller irriterende.
Send din kritik den rigtige vej – overvej lige en gang mere, om det her er det rigtige sted at gøre opmærksom på din kritik. Hvis du faktisk vil have noget ud af at kritisere, så skal det jo frem til den rigtige modtager.
Eksempler på mere konstruktive kommentarer
Hvor dejligt, at Nestlé laver en vegansk chokoladebar. Forhåbentlig kan det inspirere flere til at vælge grønnere. For mig er det vigtigt, at virksomhederne lever op til høje etiske standarder, som rækker ud over det enkelte produkt. Hvis nogen er interesserede i, hvorfor Nestlé ikke lever op til mine standarder, så kan I læse mere her. *link*
Eksempel på en anden tilgang til at levere kritik
Hvor er det dejligt, at Meny sætter fokus på veganske varer. Jeg håber, at mange kan blive inspireret til at vælge grønnere. Tak, fordi du deler. Min lokale Meny har dog opsat et akvarium med levende dyr, så jeg har ikke lyst til at støtte dem lige nu.
Eksempel på en anden tilgang til at levere kritik
Jeg håber, du kan bruge mine tanker. Da jeg kastede mig ud i at kommunikere om at spise og leve grønnere, var jeg helt sikkert et andet sted, hvor jeg kunne have haft gavn af at læse og forholde mig til noget af det her. Jeg håber, at du kan have gavn af det, eller at du kan sende det videre til nogen, som vil have gavn af det.
Inden du går, så minder jeg dig lige om, at du stadig kan nå at stemme på Kærlighed & Kikærter som Årets Veganske Blog. Du kan stemme via linket her.
Eksempel på en vegansk dagskost. Alle næringsstoffer er dækket i min veganske kost. Her kan du se et eksempel på, hvad jeg spiser på en helt almindelig dag. OBS: Jeg er ikke sundhedsfagligt uddannet. Opsøg en fagperson, hvis du er i tvivl.
Jeg bruger app’en Cronometer til at følge mit indtag af næringsstoffer. Mine mål for fordeling af makronæringsstoffer er sat til: 15 % protein 25 % fedt 60 % kulhydrat Det passer med de nordiske næringsstofanbefalinger.
I det her eksempel på en dagskost er der lidt mere kulhydrat og lidt mindre af de andre to. Jeg ligger desuden 474 kcal i underskud, hvilket er perfekt, hvis jeg vil tabe mig lidt eller kompensere for andre dage, hvor jeg indtager for mange kcal. (Og dem er der et par stykker af!) Cronometer har udregnet mit BMR/basalstofskifte til 1885 kcal. Det vil sige, at hvis jeg slet ikke laver noget fysisk, forbrænder jeg 1885 kcal. Jeg har denne dag været meget stillesiddende på hjemme)arbejde, men jeg har også gjort lidt rent, lavet mad og gået tur med hunden. Cronometer mener, jeg har brug for 2691 kcal, og jeg indtager i alt 2216,9 kcal. Dermed er jeg som sagt 474 kcal i underskud… Puh, nu er der altså for mange tal til min humanist-hjerne! Her er et billede:
Morgen/formiddag:
Til morgen plejer jeg at spise sojayoghurt med mysli, nødder og frugt, en grøn smoothie, en smoothie med havregryn og bær, eller måske Cheerios og frugt. Det er vigtigt for mig kun at vælge plantemælk og -yoghurt med calcium, da dette er et af de næringsstoffer, der kan være udfordrende at få dækket på en plantebaseret kost, eller som man i hvert fald med fordel kan holde øje med. Denne dag har jeg spist:
1 banan
1 grapefrugt
1 pære
150 g druer
100 g havregryn/mysli med valnødder, chiafrø og havremælk (køb kun plantemælk tilsat calcium!)
Drik: Ingefærshot og vand
Frokost/eftermiddag:
Til frokost spiser jeg ofte rugbrød, hvis jeg arbejder på kontoret. Det er let for mig at have med og opbevare rugbrød, pålæg og grønt i flere dage i køleskabet. Jeg spiser ofte fx hummus, mørk tahin, bønnepostej, klassisk plantepostej, hjemmelavet kikærtesalat og lignende på brød med grønt til. Ofte spiser jeg også rester fra aftensmaden dagen før. Når jeg arbejder hjemme, kan jeg godt finde på at lave en hurtig ret med nudler eller pasta. Denne dag spiste jeg:
Det er vigtigt at tage et tilskud af B12, når man spiser helt eller overvejende plantebaseret. Du skal tage dit B12-tilskud hver dag. Derudover anbefales ALLE danskere over 4 år at tage et tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret. Da jeg begyndte at tage D-vitamin om vinteren forsvandt det meste af min tendens til at blive vinterdeprimeret, så jeg kan kun bakke op om Fødevarestyrelsens anbefaling her. Jeg tager også omega3, og nogle gange tager jeg mælkesyrebakterier – for bedre tarmflora – og en multivitamin. Denne dag har jeg taget:
B12
D-vitamin
Omega3
Vand
Aftensmad:
Aftensmaden varierer selvsagt en del her i huset, for jeg skal jo blogge om en masse forskellige retter for forhåbentlig at inspirere en masse mennesker. Men det her er en variation af en af mine faste retter på madplanen. En lækker karryret med masser af grønt, tofu og kikærter. Du kan sagtens skrue ned for grøntsagerne og spise mindre varieret i forhold til protein – bønner, tofu og kikærter – og stadig nå i mål med dine behov.
100 g basmatiris
230 g limabønner (butter beans)
500 g karryret med kikærter, tofu, aubergine, sødkartoffel, gulerod, blomkål, løg, hvidløg, chili, ingefær, tomatpassata, kokosmælk, krydderier, olie og persille (i stil med denne opskrift)
1 glas sukkerfri cola
Snack:
Jeg kan godt lide at snacke. Typisk spiser jeg frugt, nødder, chokolade, riskiks med chokolade, banan-is, chips, cookies eller hjemmelavet kage. Denne dag var faktisk ret snack-fattig. Jeg spiste:
De anbefalede 600 g frugt og grønt er hjemme allerede inden aftensmaden, og jeg får masser af fibre, som danskerne ellers får for lidt af. 😇 Der er ret stor variation her, og det er slet ikke nødvendigt, hvis man vælger de rigtige fødevarer. Min blogger-kollega Mia Sommer har lavet et indlæg her med fokus på at nå sine næringsstoffer med lav variation i fødevarer. Mit fokus her er at vise jer en relativt normal dag for mig. Her får I et par billeder fra Cronometer af mit indtag denne dag.
Nogle næringsstoffer kan drille mere end andre i den plantebaserede kost. Du kan med fordel være opmærksom på, om du får nok af fx calcium, selen, D-vitamin og B12. Jeg kan anbefale at læse bogen “Den Plantebaserede Kost” af klinisk diætist Maria Felding og læge Tobias Schmidt Hansen. Den giver en grundig indføring i alt, hvad du skal vide om at spise plantebaseret, hvis du gerne vil leve sundt. Her er hvad jeg fik af mikronæringsstoffer og aminosyrer denne dag.
Jeg kan virkelig anbefale at “tracke” din kost et par tilfældige dage om året for at holde øje med, om du får dækket dine behov. Cronometer er som sagt gratis og en rigtig god hjælp i den her sammenhæng. Du kan indstille app’en lige som du vil med dine mål for højde, vægt, aktivitetsniveau osv.
Find inspiration til dine plantebaserede måltider i min nye kogebog “Kærlighed & kikærter – plantebaserede opskrifter med kikærter og aquafaba”. Du kan læse mere om og købe den her.
Og så skal jeg lige nå at sige TUSIND TAK! I har igen nomineret bloggen her til Årets Veganske Blog! Det er en kæmpe ære, så mange tak for det. I kan stemme her, og der er også andre spændende kategorier, I kan stemme i.
En ny, vegansk kogebog er netop udkommet. “Kærlighed & Kikærter” er ikke kun titlen på min blog, som jeg har delt opskrifter på siden 2012. Det er nu også titlen på min tredje kogebog. Den fulde titel er “Kærlighed & kikærter – plantebaserede opskrifter med kikærter og aquafaba”, og bogen fokuserer på at udforske kikærtens mange muligheder i køkkenet.
Opskrifterne er 100 % plantebaserede og glutenfri. De fleste opskrifter er sunde, men i det sidste kapitel leger jeg med aquafaba og sukker i opskrifterne på bl.a. skumfiduser, flødeboller, marengs og chokolademousse.
Jeg er så stolt af og glad for kogebogen. Det er min tredje kogebog, og jeg lærer en masse, hver gang jeg kaster mig over et bogprojekt. Denne bogs titel overvejede vi (mit forlag og jeg) også til min første udgivelse, fordi det (i al beskedenhed) er en rigtig god titel.
Nå! Nok snak. I skal se nogle billeder fra bogen. De kommer her.
Kikærtepandekager til morgenmad
Proteinvafler med kikærter
Thunbergs kikærtesalat med dild
Ribollita – italiensk suppe med kikærter
Falafelbøffer med sødkartoffel
Hummus i regnbuens farver
Skumfiduser med hhv. vanilje og havtorn
Flødeboller med og uden hindbær
Gin fizz med havtorn og lime
Trøfler/romkugler med kikærter fra kapitlet “sundt & sødt”
Billederne af taget af dygtige Rasmus Bundgaard, og undervejs i processen har jeg haft hjælp af bl.a. Line Tscherning fra Mikuna og Peter Steffensen fra Danmarks Veganske Forening. Et solidt hold!
Jeg håber, du bliver lige så glad for bogen, som jeg er. Den vil uden tvivl se godt ud på din hylde, og den glæææder sig til at bo hjemme hos dig og være din ven i køkkenet.
Lækker mad hører til julefrokost, og en vegansk, plantebaseret, vegetarisk eller bare grønnere julefrokost skal bare være endnu lækrere end den traditionelle!
Søndag inviterede jeg nogle af mine yndlingsbloggere til vegansk julefrokost for at fejre min nye bog “Vegansk julemad“. Vi var syv samlet i København, som spiste den lækre julemad sammen. Cellina Martinna (blogger kendt fra De Unge Mødre), Calina Leonhardt (NeoHippie, blogger), Kristina Hoffmann (blogger), Julia Kobia (youtuber) og Neel Engholm (kok, iværksætter) foruden min søde roomie Carina og mig selv.
Det var SÅ hyggeligt at se de søde damer! Jeg havde forberedt fem af retterne fra julefrokost-kapitlet i “Vegansk julemad” og to desserter. Vi spiste:
– Krigsfisk (panerede pastinakker) med remoulade
– Syltede auberginesild i karrydressing med rødløg
– Juledeller af linser og champignon med rødkål
– Levepostej med rødbeder
– Hønsefrisalat med med asparges og karse
– Havregrynskugler med hhv. hindbærstøv, kokos og hampefrø
– Risalamande med kirsebærsauce
Jeg havde anrettet den første servering til hver af os, og så kunne gæsterne vælge plads efter, hvilken anretning, de helst ville spise. Herefter inviterede jeg dem til at anrette deres egne og tage billeder i mit lille fotostudie, hvor jeg har baggrunde, lys og masser af pynt. De er jo bloggere, så det gav sig selv, at de skulle have lov til at lege lidt med maden. Dagens fineste anretning var nok Neels. Hun er jo også kok og megadygtig! (Tjek hendes kogebog ud.) Neel anrettede to slags pålæg på én skive rugbrød.
Efter en masse madder og snak serverede jeg de søde retter, og der var selvfølgelig mandel i risalamanden. Den fik Julia, og så vandt hun mandelgaven, som var en vegansk blåskimmelost. Og som Calina sagde, “det er kun veganere, der kan finde på at give en ost som mandelgave.” Det er der nok noget om. En vegansk ost af den slags er både dyr og kan ikke købes alle steder, så for os er det stadig et lidt specielt luksusprodukt. Desværre er mange af dem rigtig dårlige, men hos Madenitaly i København kan man købe nogle meget lækre!
Nu er de søde bloggere taget hjem, men den gode stemning hænger i hele lejligheden endnu, og i køleskabet gemmer der sig en masse lækre rester til de næste par dage.
Skal du til grønnere julefrokost? Eller vil du have inspiration til en lækker julemiddag med flere plantebaserede retter på bordet? Så håber jeg, du vil blive glad for “Vegansk julemad”. Du kan købe bogen via linket her.
Nye kommentarer på bloggen