International Veganerdag 2015
Mad med Medfølelse inviterer igen i år til International Veganerdag med masser af smagsprøver, tilbud, information og inspiration. Før jeg fortæller dig lidt mere om det, og om alt det MmM vil dele ud af og give, vil jeg gerne bede om din hjælp. Du kan være med til at gøre opmærksom på veganismens kærlige budskab på International Veganerdag. Der er tre film, der på hver sin måde har inspireret folk til at blive veganere. Forks over Knives sætter fokus på de sundhedsmæssige fordele, Cowspiracy fortæller om miljøfordelene og Earthlings tager sig af det etiske aspekt. Til sammen tager de tre film cirka 276 minutter.
Som fast læser ved du nok, at det var Earthlings, der for alvor skubbede mig hen til den dyrevenlige livsstil. Så lad os få en masse mennesker til at se disse film og samtidig fortælle dem, hvor de kan finde inspiration til at vælge vegansk. Det gør vi sammen på veganerdagen den 1. november ved at dele den samme statusopdatering på de sociale medier. Det hedder et “Thunderclap” og det går ud på, at vi samles om at dele budskabet med én stemme. Vær med i tordenbraget ved at klikke ind på linket og donere fx en Facebook-statusopdatering. Det er ganske gratis. Klik her. Tak for støtten!
Og så lidt mere info om, hvad der skal ske på International Veganerdag. Jeg har været med til at arrangere og koordinere det meste, og jeg synes, der er kommet rigtig meget godt i godteposen til jer. For eksempel:
– Boder på gaden i landets fire største byer med masser af smagsprøver
– De største organisationer for vegetarisme og veganisme deltager
– Naturli’, Soy4you og Aarstiderne sponserer råvarer
– Flere SuperBrugsen-butikker giver 15 % rabat på veganske varer denne dag
– Aarstidernes vegetarkasse vil være vegansk denne uge
– Aarstiderne sender en invitation til veganerdagen ud med deres kasser i de to uger op til
– Efterfest på Café Retro i København med raw food-workshop
– Efterfest på Mikuna i Aarhus med særlig New York-inspireret menu
Derudover vil der være 15 % rabat på det veganske udvalg hos udvalgte SuperBrugsen-butikker i hele landet. Listen inkluderer indtil videre disse butikker:
Vesterbro torv i Aarhus
Færø plads i Ålborg
Vejgård i Ålborg
Østerbordingvej i Silkeborg
Brøndby
Brostykkevej i Hvidovre
Halmtorvet i Kbh.
Matthæusgade i Kbh.
Islands Brygge i Kbh.
Ndr. Frihavnsgade i Kbh.
Nørrebrogade i Kbh.
Alle SuperBrugsen-butikker med veganske varer er inviteret. Er din lokale butik ikke på listen, så prik til chefen og sig, at han bør deltage i International Veganerdag.
Vegan & Snacks giver i øvrigt 15 % rabat på køb på dagen med koden Veganerdag15 – gælder ikke snackbox og gavekort og kan ikke kombineres med andre rabatter.
Følg med i opdateringer om dagen og tilmeld dig begivenheden på Facebook her.
Marts med Medfølelse 2015






Så er det tid igen! For tredje gang i træk inviterer vi i foreningen Mad med Medfølelse til en måned med sprød, saftig, sund, sød, spændende, syndig og frem for alt superlækker mad. Det hedder Marts med Medfølelse, og det er projektet, hvor vi inviterer dig til at udfordre dig selv til at spise plantebaseret i en måned. Sidste år deltog flere end 2400 mennesker, og det ser ud til, at endnu flere vil deltage i år.
Jeg startede Marts med Medfølelse for tre år siden med inspiration fra lignende projekter, jeg havde set i udlandet. Det er det første af sin art i Danmark, hvor der på den måde inviteres til at prøve den veganske kost af i samlet flok. Begge de foregående år har vi fået overvældende positiv feedback på projektet, og vi har fået hjulpet en masse mennesker i gang med en ny livsstil som veganere. Jeg håber, du vil være med i projektet selv og invitere dine venner og din familie med. Det hele foregår hjemme ved dig selv. Du kan hente inspiration via Mad med Medfølelses Facebookside og hjemmeside. På hjemmesiden finder du i øvrigt også madplaner, som du kan følge eller lade dig inspirere af. Du er velkommen til at dele billederne ovenfor med en henvisning og invitation til Marts med Medfølelse.
Smæskesvær
Som trofast læser kender du selvfølgelig allerede min Smæskesteg – måske skal du endda have den til jul sammen med en masse andre lækkerier – nu vil jeg så byde dig på en knasende og fedtet snack, som du kan spise sammen med din julemad. Lad mig præsentere: Smæskesvær!
Smæskesværene skal ikke minde om noget andet. De er helt uafhængige af gængse traditioner og normer – præcis ligesom bloggeren her. De kan i øvrigt også spises til andre lejligheder end jul, så hvis du en dag føler trang til en fedtet og knasende hapser, så lad dig endelig ikke begrænse af årstid og dato. “Uh, jeg har sådan lyst til smæskesvær… men øv, det er den 22. april, så den går sgu ikke.” Du behøver altså ikke være slave af den fastlåste tankegang. (Nu kommer der en masse om mine tanker om jul, traditioner, lidelse og medfølelse. Hvis du ikke er klar på det, så hopper du bare ned til opskriften.)
På samme måde behøver du ikke blindt følge en kultur fuld af fastlåste traditioner og normer, som ikke giver mening eller gør noget godt. Da jeg blev veganer for nu mere end tre år siden, ændrede det for bestandigt mit syn på den verden, jeg lever i. Det at træffe et informeret og på alle måder passioneret valg om min livsstil, om hvad jeg bestemt ikke ville deltage i, fik mig til at undersøge andre dele af min tilværelse og stille nye, store spørgsmål til alt det, vi render rundt og gør – måske uden at tænke nærmere over, om det giver mening.
Noget af det, der var sværest for mig, efter jeg blev veganer, var at holde jul. Jeg mindes tydeligt min første juleaften som veganer. Jeg blev veganer i september, og hverken jeg eller min familie havde derfor fundet helt ud af, hvad det betød. Jeg husker tydeligt situationen omkring julebordet. Den situation gik fra at være noget festligt, hyggeligt og rart til at være noget nær den værste situation, jeg nogensinde har sat mig selv i. Med min egen medbragte nøddepostej og vintersalat, var jeg pludselig ham den mærkelige, der ikke ville spise “det samme som os andre”. Jeg husker, hvordan mine tæer krummede sig hårdere sammen, end de nogensinde har været krummet sammen før eller siden. Jeg husker, hvordan hele min krop vred sig i ubehag indeni, mens jeg stirrede stift ned i bordet for at undgå at kigge på den massakre på uskyldige væsner, som mine allernærmeste havde dækket op til og var direkte medskyldige i. Jeg husker væmmelsen og de uhyggelige billeder, der susede forbi mine øjne, mens min familie glade og feststemte skar i uskyldige dyrs døde kroppe og puttede stykkerne i munden.
Nej, min første jul som veganer var bestemt ikke en behagelig oplevelse. Jeg tror, at når først man inderligt har følt den lidelse, der ligger bag animalske produkter, så vil man aldrig rigtig kunne slippe den igen. Grunden til, at juleaften er så meget værre end alle de andre dage, er nok, at denne aften og dette måltid er så stærkt bundet af traditioner, at den repræsenterer essensen af alt det, man som veganer sætter sig imod. Nemlig det at gøre noget, der gør skade på andre, bare fordi “det er sådan, vi plejer at gøre det”. For det er, som jeg ser det, den eneste grund til, at vi stadig dræber og bruger dyr for vores fornøjelse. Vi sidder fast i en dårlig og meget destruktiv vane.
I år skal jeg for andet år i træk holde vegansk jul. Jeg skal være sammen med gode venner og spise en overdådig julemiddag med medfølelse. Sådan en kan fx bestå af Nøddepostej, smæskesteg, mock duck (and lavet af seitan), kogte kartofler, brunede kartofler, brun sovs, rødvinssauce, rødkål, grønkålsalat, appelsinsalat, rødkålsalat, risalamande kogt på plantemælk og lavet med vegansk piskefløde (som kan købes i SuperBrugsen) og en masse konfekt og godter. Lad dig inspirere af Månebarnets indlæg om vegansk julemad. Den kan selvfølgelig også være utraditionel og bestå af alt fra falafel og lasagne til burger og pizza. Jeg tror dog, vi kommer til at spise en masse “traditionelle” retter – eller, så traditionelle veganske juleretter nu kan være – da det jo også er sjovt og lækkert.
Her kan du se sidste års julemad med medfølelese.
I det her album har jeg samlet veganske godter, du kan købe i butikkerne.
Jeg kommer nok aldrig til at holde traditionel jul med dyr på bordet igen, for det går mig for meget imod. Jeg skal dog ses med min familie op til og omkring jul, for det er jo stadig rart at se familien, men for mig skal det bare være under andre rammer end en traditionel juleaften. Jeg er så heldig, at især min mor (men også andre familiemedlemmer) er rigtig god til “det der vegansk”, så hun, min bror, min mormor og jeg skal spise vegansk julemad fra Mikuna sammen den 23., hvilket jeg glæder mig meget til. Og nu skal du nok få en opskrift på smæskesvær.
Til 20 tykke smæskesvær:
10 plader rispapir (kan fx købes i Rema 1000)
100 gram saltede peanuts
Smagsneutral olie til friturestegning
evt.:
½ tsk løgpulver
et drys røget paprika
et drys stødt muskat
Rispapiret udblødes i lunkent vand et blad af gangen, til det er blødt. Det tager cirka 30 sekunder. Tag så rispapiret op af vandet og bred det ud, så det ligger fladt. Læg peanuts på og rul så rispapiret til en pølse med peanuts indeni. Del rullen i to (eller flere) og steg i en god mængde olie i en gryde eller frituregryde til smæskesværene er gyldne. Hold dem adskilt under stegning, så de ikke klistrer sammen. Du kan evt. krydre dine peanuts, inden du ruller dem i rispapiret, så du får mere umami og smag i smæskesværene.
Du kan selvfølgelig udelade peanuts og stadig få en sprød snack, men jeg synes, peanuts tilføjer lige det, der mangler, for at det er en snack, jeg har lyst til at smæske.
Idéen til smæskesværene har jeg hapset fra Thors blog, Mit Grønne Hjerte. Som han nævner, kan du evt. udnytte det, at de klistrer lidt sammen under stegning til at lave en smæsketegskam – altså en række af smæskesvær, der hænger sammen.
Køb min kogebog “Vegansk julemad” via linket her.
Nu på Facebook!
Så er Kærlighed & Kikærter kommet på Facebook!
Tryk “synes godt om” lige her.
Jeg har længe overvejet, om jeg skulle have en Facebook-side til bloggen, men jeg har ikke før nu følt, at det var nødvendigt eller ønskværdigt. Jeg er i forvejen travlt optaget af at dele inspiration via Mad med Medfølelses Facebook-side, som jeg stadig vil være med til at passe godt på. Der er dog en masse ting, som jeg ikke kan dele via Mad med Medfølelse, simpelthen fordi de ikke passer ind der, som heller ikke rigtig passer ind her på bloggen. Det er det, den nye Facebookside skal fyldes ud med. Jeg har lyst til at dele flere tanker og mere inspiration med alle jer, der har lyst til at følge med, så jeg håber, I vil tage godt imod siden og deltage aktivt, når det er relevant.
Veganismen er i en eksplosiv udvikling overalt i verden, inklusiv i lille Danmark, hvor vi har den uhyggelige verdensrekord i højeste kødforbrug, og jeg synes, der er plads til det, jeg gerne vil dele med jer. Flere og flere får øjnene op for den skræmmende virkelighed i den animalske industri, og flere end nogensinde før tør sige fra og vælge ikke at deltage i det længere. Det er en udvikling, som kun kommer til at tage mere fart i den nærmeste fremtid, og som uden tvivl vil føre en del samfundsændringer med sig. Det kan godt være skræmmende at forholde sig til, når man pludselig konfronteres med en så ucharmerende (for at sige det mildt) del af sin egen virkelighed, som man aldrig før havde bemærket. Jeg vil gerne give mit lille bidrag til, at det bliver lettere for alle at undergå den omstilling, det unægteligt kræver at blive veganer, og det synes jeg en Facebookside er et rigtig godt værktøj til.
Grøn Samvittighed – ny hjemmeside!
GroenSamvittighed.dk er gået i luften!
Min dejlige og smukke veninde, Nadja, har fået skruet en rigtig fin hjemmeside sammen, som jeg vil bede jer alle tage et kig på. Jeg har kendt Nadja hele vejen siden vi i 2004 startede i samme klasse på Aarhus Statsgymnasium, og hun er en af mine allernærmeste venner. Det var ikke ligefrem kærlighed og kikærter ved første blik, da vi mødte hinanden. Eller, det var det måske faktisk for Nadja, som vist syntes, jeg var lidt sød, men jeg fandt hende uendeligt irriterende! Hun var typen, der kunne snakke for evigt uden at stoppe for at trække vejret, og som gerne talte om lige præcis det, der faldt hende ind. Det ændrede sig ikke, men jeg må have lært at elske det, for lige pludselig var jeg klistret fast til “hende den irriterende”, der snakkede hele tiden, og som faktisk slet ikke var så irriterende, og i dag vil jeg på ingen måde undvære hende i mit liv.
Nadja er inspirerende, kærlig, motiverende, ærlig, energisk, sprudlende, passioneret, impulsiv, glædesspredende… Og så er hun selvfølgelig veganer. (Og jeg vil gerne fortælle mig selv, at jeg har været delvist skyld i, at hun er veganer – hvilket jeg er sikker på, hun vil være enig i.) Hun er kort sagt en fantastisk person, som du helt sikkert vil komme til at holde af på afstand, når du fra nu af følger hende på Grøn Samvittighed. Jeg er sikker på, hun vil kunne inspirere mange til at vælge en grønnere vej for sig selv, for planeten og for vores medvæsner.
Jeg kan især godt lide dette citat fra Grøn Samvittighed:
“En dag lå jeg på sofaen, og min store kat kom slentrende ude fra køkkenet, direktion sofa! Han hoppede op til mig og kastede sig dramatisk ned på min mave, for at blive aet. Som vi lå der, begyndte jeg at tænke på, hvad der gav Oliver ret til at ikke at ende på middagsbordet i forhold til f.eks. en gris. Jeg kunne ikke finde nogen logisk forklaring, for efter at have boet flere år på en bondegård, ved jeg at grise er lige så intelligente som f.eks. hunde: De har deres egen personlighed, ligesom alle andre dyr, og kan føle både glæde og smerte – og så elsker de at blive kløet på maven!”
God fornøjelse med Grøn Samvittighed!
Nye kommentarer på bloggen