Thomas Erex

Skribentarkiv

Yassou, Kreta!

Troede du lige, bloggen var død? Nix og nul putte, så let slipper I ikke af med mig 😉 Jeg er netop hjemvendt fra en uges solferie i Chania på Kreta i Grækenland. Det har været en rigtig lækker uge med masser af sol, varme, strand, hygge og selvfølgelig en masse madoplevelser!

Jeg rejste sammen med min gode veninde Nadja og hendes familie. Nadja er vegetar, godt på vej mod at blive veganer, og hun spiste udelukkende vegansk med mig hele ugen på Kreta. Her får I en meget, meget lille brøkdel af alle de billeder, jeg er kommet hjem med. Sig pænt yassou [hej] og velkommen hjem til en solbrun blogger, der har græsk inspiration med i bagagen.

Du kan som altid klikke på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Hvis man holder fingeren over den miderste del af vegetarian, så står der vegan 🙂

Hjemmefra havde jeg googlet lidt efter en veganervenlig restaurant, og jeg havde fundet frem til To Stachi [hvede], som havde fundet rigtig fine anmeldelser af gæsterne, så der skulle vi selvfølgelig hen. Restauranten er vegetarisk med en masse veganske lækkerier på kortet, og så ligger den helt nede ved vandet overfor en lille park på en hyggelig gade.

Nadja er riiimeligt sej på veggie-restaurant, der!

Man skal være pænt sej for at spise på byens, måske hele Kretas, bedste restaurant. Og man skal være endnu sejere for at blive inviteret med i køkkenet, hvilket vi selvfølgelig blev.

Stelios er dygtig til at have lukkede øjne på alle billederne.

Her viser Stelios, ejer og kok på To Stachi, stolt frem i køkkenet. Han lod os smage på alle de veganske retter, før vi valgte, hvad vi gerne ville have at spise. Det var alt sammen rigtig lækkert, så… Vi valgte det hele.

Stelios dækker bord, mens jeg står på den anden side af veje og leger fotograf.

Når der bliver dækket bord på en vegetar- eller veganerrestaurant, er det ikke nødvendigvis til et sundt eller fedtfattigt måltid. Stelios gjorde det vist i lidt af det hele, både det sunde og det knap så kaloriefattige, men hans primære tilgang til maden blev nok afsløret af hans flittigt brugte fif: “Just a liiitle olive oil.” 😀

Bagte auberginer med “just a little olive oil” og rosiner. Mums!

Vi fik serveret en smule af alting, så der var lidt til alle sanseindtryk.

Friskpresset druejuice af druer fra Stelios’ egen have, bønner i tomatsnask med krydderurter, stegte kartofler, grønne bønner i marinade, små, bagte courgetter, grillet tomat med risfyld, fyldte, friterede courgetteblomster, dolmades, spinattærte…

Og der blev spist op.

Vi havde egentlig ikke plads mere, meeen…

Sojamælketærte med “just a little olive oil”.

Sojamælketærten skulle der jo være plads til. Stelios forklarede, at fyldet i “tærten” var lavet af sojamælk kogt med majsstivelse, sukker og orangeblomstvand. Vi fik den serveret med en lækker frisklavet sirup til.

Haps!

Stelios bad os pænt om at skrive i hans gæstebog, hvilket vi glædeligt gjorde. Vi havde fået den bedste service og en rigtig god madoplevelse til få penge, så vi fyldte en ekstra portion ros i bogen. Tak for mad, Stelios! 🙂

Faktisk var vi så glade for vores besøg, at vi kom igen. Denne gang spiste vi frokost på To Stachi. Vi fik serveret en lækker salat med syltet tang (Omega-lækkert!), kapers, små oliven og andet godt. Dertil delte vi en lille spinattærte, lidt aubergine-tatar og noget lækkert brød.  Vi endnu en friskpresset juice af bedste kvalitet, og endelig fik vi en squash/gulerodskage. Lækkerhed!


Nachos & guacamole

nachos med vegansk ost og avocado

Mmm.. nachos. Det er mexikansk, det er enkelt, det er lækkert. Det gør sig godt som tilbehør til fx wraps, du kan spise det med en salat til, eller du kan bare fråde det, som det er. Det passer ualmindeligt godt til tømmermænd og tv, men det tilfredsstiller også gæster – både som appetitvækker/snack og som tilbehør.

Nachos:
Tortillachips
1 karton/dåse chilibønner
2-3 hakkede tomater
jalapenos
revet vegansk ost (kan udelades)

Fyld et ovnfast fad med tortillachips, kom bønnerne og derefter de øvrige ingredienser over, krydr evt. med oregano, basilikum, hvidløgspulver eller andet og bag så det hele nogle minutter ved høj varme.

Guacamole:
2 avocadoer
saften af en halv citron
10 dryp tabasco
2 finthakkede fed hvidløg
1 spsk finthakkede jalapenos fra glas
1/2 finthakket tomat
lidt spidskommen
masser af salt og peber

Mos avocadoerne og bland med de øvrige ingredienser.


Godmorgen!

sojayoghurt frugt morgenmad

Hvordan får man en god morgen?

Punkt 0: Gå i seng i ordentlig tid.
Punkt 1: Smil.
Punkt 2: Find en grund til at smile – der er altid en.
Punkt 3: Spis lækkert, farverigt og sundt.

Man kan ikke overleve på energidrik, og da slet ikke uden søvn. Så sov godt, vågn godt og spis godt!

Her har jeg lavet en frugtsalat af melon, nektarin, blomme, grapefrugt og banan, som jeg har dryppet med sojayoghurt og drysset med hakkede mandler og rosiner.


Butterdej! 3-kanter med kikærtefyld

vegansk fyldt butterdej med kikærter


“Butterdejstrekanter… jamen, butterdej er der da bestemt smør i!”

Næ. Det er der faktisk ikke, de er ganske veganske og altså 100% vegetabilske. Butterdej minder mig om min mors køkken fra da jeg var barn. Hun lavede tit hapsere i forskellige former til at smide i madpakken eller til at tage med på farten. Oftest lavede hun pirogger med spinat/feta eller tun, men hapserne kunne også være trekantssandwicher, pølsehorn, pizzasnegle eller, som her, fyldt butterdej. Mit køkken er helt klart influeret af min mors, og selvom jeg ikke spiser animalsk, kan jeg sagtens genskabe alle retterne fra min mors køkken – på vegansk, selvsagt. Den vigtigste indflydelse hun har haft på mig i forhold til mad, er åbenheden overfor det nye. Hun har aldrig været bange for at smage og prøve nye krydderier, metoder, råvarer eller sammensætninger, og det har smittet af på mig.

Opskriften her giver dig 12 butterdejstrekanter og måske lidt fyld til overs.

1 pakke butterdej med 6 plader

lidt olivenolie
1 dåse kikærter
1 lille, hakket løg
2 hakkede fed hvidløg
1/2 tsk hvidløgspulver
1/2 tsk røget paprika
1 tsk oregano
1/2 dåse tomatpuré
lidt ketchup
1 tsk balsamico-eddike
1 hakket tomat
1/2 rød peberfrugt
1/2 dl hakkede, grønne oliven
1 lille håndfuld hakket grønkål
lidt frisk basilikum
salt og peber

Steg kikærterne på en godt varm pande i olivenolie sammen med løg og hvidløg. Når løgene er klare tilsætter du krydderierne, vender det i et minut eller to og tilsætter så de øvrige ingredienser undtagen basilikum. Skru lidt ned for varmen og lad det stege i nogle minutter. Tilsæt basilikum og smag til med salt og peber.

Butterdejspladerne skæres over to gange, først på midten, så du får to kvadrater, så på skrå, så du laver hvert kvadrat om til to trekanter. Fugt evt. dejen med lidt vand, så de let kan klistre sammen. Kom en spiseskefuld fyld på hver anden trekant, læg en trekant over og luk sammen. Dup trekanterne med lidt vand og bag dem i cirka et kvarter ved 200°C – haps!


Blend! 4 smoothies

flot, farverig, juice, smoothie, sundhed


Jeg er vild med juice og smoothie! Det er så farverigt, lækkert og sundt. Det er fantastisk at holde sig sund og i gang, for det giver masser af overskud at have en sund krop. Men sundt skal ikke være kedeligt og smagløst – så gider jeg i hvert fald ikke lege med. Her får du sundhed i fire koncentrerede former, der sprudler af farve, lækkerhed og energi. Du kan med fordel tilsætte dine smoothier lidt fedtstof i form af knuste hørfrø, valnødder, chiafrø, mandler eller andet. Fedtstofferne er vigtige for at du får alle de gode vitaminer fra din smoothie.

Gul:
1 1/2 nektarin
1/2 frossen banan i stykker
1 1/2 gul kiwi
1/2 rød grapefrugt
appelsinjuice

Rød:
5 frosne jordbær
10 frosne hindbær
10 cm. frossen rabarber
1/2 banan
appelsinjuice

Lilla:
1 dl soja-yoghurt
1/2 dl frosne blåbær
1/2 dl frosne brombær
1/2 tsk flydende vanilje
1 tsk agave
lidt plantemælk (fx havremælk eller rismælk)

Grøn:
1/2 stængel bladselleri
2 kugler frossen grønkål
2 kugler frossen spinat
lidt ingefær (1 tsk)
2 spsk. hørfrø
gulerodsjuice (eller æblejuice)

Hvordan gør man? Blend, blend blend! 😀

Den grønne smager klart bedst med gulerodsjuice, den lilla kan med fordel spises i en skål med fx denne mysli, den røde er også god med æblejuice, og den gule er mindst lige så lækker med frossen mango/papaya. Mums! Kom så i gang med den smoothie.


Banankage med kærlighed

vegansk banankage, uden æg, uden mælk


Banankage er min yndlingskage! En banankage skal være luftig, saftig og frem for alt smage af banan. Den skal præsentere sig flot, og så må der meget gerne være store chokoladestykker i.

Oftest bager jeg min banankage som muffins, men opskriften gør sig mindst lige så godt som kage. På billedet ovenfor har jeg smurt kagen med min hjemmelavede nutella med kokos. På billedet nedenfor har jeg bagt en krans, som jeg har pyntet med frugt i midten og strøet flormelis over. Ligesom kransekagen var den her til min kusines fødselsdag. Jeg bagte desuden min chokoladekage. Den blev lige så flot som den skal, og den fik da også en del opmærksomhed for sit udseende, men jeg fulgte ikke min egen opskrift ordentligt (dumme Thomas), så den blev tør og hård. Så det var heldigt, at jeg havde to andre kager med, som var rigtig gode. Den her opskrift lykkes altid! Så længe du bruger ordentligt modne bananer, vil den her kage være en sikker succes.

4 modne bananer (de skal være bløde og gule, gerne lidt brune også, ellers duer de ikke)
1/2 dl smagsneutral olie (kokosolie kan med fordel anvendes)
1 dl sukker
1 1/2 dl flormelis
1 tsk. flydende vanilje eller vaniljepulver
1 spsk. æblejuice (kan erstattes af anden juice eller alm. eddike – vi skal bruge lidt syre, så vand eller mælk duer ikke)
1 kop kærlighed (kan ikke erstattes)

4 dl hvedemel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 knivspids salt

(evt. chokolade i store stykker – og mængder)

Mos bananerne i en stor skål, så der ingen hele stykker er tilbage, og tilsæt så olie, sukker, flormelis, vanilje og æblejuice. Rør det godt sammen. Bland i en anden skål de øvrige ingredienser, og rør så det hele sammen i den store skål.

Kom dejen i en form/muffinsforme og bag ved 180°C varmluft til de(n) er færdig(e) – cirka 20 minutter for en hel kage, mindre for muffins. Test med en strikkepind i midten af kagen, før du hiver den ud af ovnen.

Note: Hvis du fylder med frugt eller drysser med flormelis, skal de ske umiddelbart før servering, ellers vil kagen suge saften fra fugten og “smelte” flormelis-drysset.

Fin banankage uden æg, mælk og smør med frugt og kærlighed

Foto: Danny Skaade


Vegansk kransekage

Kransekage uden æg og mælk

Foto: Danny Skaade

Da min kusine sidste år skulle giftes, havde hun bedt mig lave en kransekage til dessert, så det gjorde jeg selvfølgelig, og det var en stor succes. Gæsterne var meget imponerede over det fine tårn af lækker kransekage. Forleden fejrede hun så rund fødselsdag, og hun havde derfor bedt mig lave en kransekage igen. Denne gang var det dog med en ny udfordring, for i modsætning til sidste års kage, skulle den jo være vegansk.

Hvad gør man så, når man skal lave en kransekage uden æg, for der skal da æg i sådan en?! Som så ofte før, når jeg har bagt vegansk, er jeg endnu engang blevet (glædeligt) overrasket over, hvor unødvendigt æg er. Der findes opskrifter, hvor æg er erstattet af hhv. tofu og hørfrøslim, men jeg besluttede mig for at lave min kransekage uden “æggeerstatning”. Jeg fandt i stedet en amerikansk opskrift, som jeg twistede til mine egne præferencer, og resultatet blev rigtig godt – og se, hvor fin den er! 🙂

I stedet for at lave 9 ringe, valgte jeg at lave 8 og nogle små hapsere til at stille ved siden af, så kunne jeg også smage 😉 (Jeg bagte en enkelt hapser først, for at sikre mig, dejen var, som den skulle være.) Opskriften rækker til et tårn med 9 ringe.

1 kg marcipan
200 g. fast, vegansk smør (fx Vegan Blok – ikke Smørbar, da den er for blød)
2 dl flormelis
5 dl hvedemel
1 tsk. mandelessens
4 spsk vand

Bland først marcipan og smør rigtig godt i en stor skål. (Du får fedtede fingre, og det føles lækkert!) Tilsæt så flormelis og derefter mel. Når det er rigtig godt blandet er det nok en smule tørt og smuldrende. Tilsæt mandelessensen og vandet og få dejen til at hænge sammen.

Hvis du har forme, er det nu, du hiver dem frem. Hvis ikke må du, som jeg, være ekstra dygtig med fingerfærdighederne. Rul 2 cm. tykke pølser i de her 9 længder:

10 cm. – eller form en pæn top uden at lave en pølse først.
14 cm.
18 cm.
22 cm.
26 cm.
30 cm.
34 cm.
38 cm.
42 cm. – erstat evt. af en masse små hapsere.

Form pølserne til ringe og læg dem på bageplader med bagepapir. Ringene sprækker måske lidt, men så er det, du trykker, klemmer, former og nusser om dine små skabninger til de er pæne, runde og hele. Et godt trick for at få den samme høje på ringene er, at lægge et stykke bagepapir ovenpå dem og forsigtig sætte en bageplade ovenpå og give den et lille tryk med alle ti fingerspidser spredt godt ud over pladen, så trykket er jævnt fordelt. For at tårnet ikke bliver skævt, er det jo vigtigt, at ringene er lige høje hele vejen rundt.

Lad kransekagen tørre i overfladen ved stuetemperatur i mindst en time, før du bager dem. En tør overflade gør, at de bedre holder formen, når de kommer i ovnen.

Bag ringene ved 180ºC i cirka ti minutter til de er let gyldne.

Frygt ej, hvis de sprækker lidt, det lukker sig, mens de køler ned. Du kan evt. lukke sprækkerne FORSIGTIGT ved at klemme lidt på ringene. Det er vigtigt, at du lader dem køle helt ned, før du flytter dem fra pladen eller i øvrigt rører ved dem, ellers knækker de. Når de er kølet ned, kan du lettere flytte rundt på dem, men du skal selvfølgelig være forsigtig.

Når de er kølet ned, skal der glasur på. Lav en tyk glasur af flormelis og vand (det duer ikke med en for tynd glasur, så gør den relativt tyk) eller brug PlantePushernes opskrift med kikærtevand og fyld den på kræmmerhus eller frysepose. Jeg bruger en frysepose, hvor jeg klipper et mikrolille hul i hjørnet. Det er en god idé at fjerne lidt af det ekstra plastic, der sidder nederst på posen, så det ikke forstyrrer glasurpålægningen. Klip hellere hullet lidt for lille end lidt for stort, du kan altid lave det større, hvis der ikke kommer noget ud. Når alle ringe har fået glasur og det er tørt, samler du tårnet ved at lægge lidt glasur på den største ring og lægge den næststørste ovenpå – glasur på den, næste ring osv.

Så handler det bare om at holde tungen lige i munden!
God fornøjelse.


Udbyttet fra Veganz

This slideshow requires JavaScript.

Cæcilie, som følger bloggen, kommenterede på indlægget om min tur til Berlin, at jeg da skulle vise, hvad jeg havde købt i Veganz. Og selvfølgelig skal jeg da det! Tak for påmindelsen, Cæcilie 🙂 Her får du og alle andre et lille slideshow af det, der er tilbage. Der blev desuden shoppet urimelige mængder lys og hvid chokolade, men … ja, det er altså væk nu.

Som I kan se, fik jeg købt lidt ost med hjem. Jeg var lidt bekymret for, om det kunne holde uden køl på hjemturen, så jeg købte ikke så meget, som jeg ellers gerne ville. Det ser dog ud til, at det hele er overlevet turen. Der var smagsprøver på ostene i Veganz, og den ene ost var fantastisk god. Det er den fra No-Muh med krydderurter. Desuden var jeg ret vild med smøreosten, som er lavet på mandler – ikke soja – og er med agurk.

Klistermærkerne og de vakuumpakkede pølser kunne købes ved kassen, så de var impulskøb. Hvis jeg havde haft tid til at håndplukke klistermærker inde i butikken, havde jeg nok købt nogle flere, for de er lidt seje, og jeg vil gerne klistre dem op overalt!

Listen over indkøb:

Vingummier med colasmag
Flødestivelse til flødeskum
4 slags oste
Spacebarer/pølser
2 dåser paté med hhv. champignon og tofu
3 klistermærker
2 vaffelblandinger
1 Tea-Rex-krus

Tea-Rex-kruset er dog ikke fra Veganz, det er fra en tøjbutik. Men nøøøj, hvor det sejt! Jeg mener, “Tea-Rex” – det er jo genialt! Og så passer det godt til mig, eftersom mit veganerkælenavn er T-rex 🙂


Grillspyd med marineret tofu

Veganske grillspyd med italiensk-marineret tofu

Lad mig sige det med det samme: Jeg er dårlig til tofu.

Jeg er dårlig til at få det til at smage godt, og jeg er ingen kæmpefan af den hvide sojabønne-masse. Andre har dog med stor succes serveret lækker tofu for mig, så den kan sagtens lade sig gøre at gøre det lækkert, men i sig selv er det altså ikke videre interessant. Hvis du som jeg ikke føler at dine tofu-evner er overmenneskelige, klan du jo tage samme genvej som jeg har taget her. Jeg har købt en færdigmarineret tofu. Desværre var jeg dog ikke helt tilfreds med smagen, så jeg valgte at marinere den yderligere, efter jeg havde skåret den i tern.

Disse grillspyd er en smule italiensk inspirerede med hvidløgsfyldte oliven, soltørrede tomater og tofu marineret i italienske krydderier. Du kan gøre spyddene ekstra lækre med vegansk grillost i tern, cherrytomater, sojapølser eller måske et dryp pesto eller to.

Marinade til en halv pakke tofu:

1 spsk. ketchup
1 tsk. HP-sauce
1 tsk. tomatpuré
1/2 tsk. tørret oregano
1/2 tsk. tørret basilikum
1 knivspids røget paprika
evt. lidt olivenolie

Lad dine tofutern trække i marinaden en halv times tid eller længere og sæt dem så på spyddene med stykker af grønt. Her er det champignon, broccoli, squash, peberfrugt i tre farver soltørrede tomater og oliven fyldt med hvidløg. Kunsten er at få dem til at være cirka samme størrelse, så de alle kan nå grillen. Samtidig skal grønt der bliver hurtigere færdigt være større end det, der skal have længere tid, så det bliver færdigt på samme tid. Endvidere kan du jo tænke lidt i farve, så du skifter mellem grøn, rød, gul osv. og ikke har et spyd, hvor den ene halvdel er grøn, mens den anden er rød.

Server dine grillspyd med en klat vegansk mayo og ristet brød med avocado.


Berlin på vegansk

Jeg har netop tilbragt en lille uge i det veganske Berlin med min gode ven Simon. Vi har besøgt et par veganske højborge og i øvrigt udforsket Berlins madunivers. Her får du nogle stemningsbilleder fra turen.

En glinsende grøn flue bad om at få taget et portrætbillede.

Sushi til frokost. Selvsagt uden fisk; men MED wasabi 🙂

En lidt kedelig tofu-sandwich med frisk korender, hvilket jeg ikke kan udstå. Men med lidt chilisauce gled den ned.

Den lette aftensmad på hotelværelset. Rugbrød med smørepålæg, pølser og grønt.

Veganz er et helt vegansk supermarked med masser af lækkerier. Fordi jeg kom på besøg havde de pyntet op med balloner 😉

Alt er vegansk, så ingen grund til at læse på deklarationen.

Jeg købte en masse ting, men ingen brownies, dem klarer jeg selv.

Champagne? Til miiig? Jamen, jeg siger da mange tak og shopper videre.

Uden for Veganz blev der solgt veganske steaks og pølser med brød, ketchup, sennep og remoulade. Jeg spiste en steaksandwich med remoulade.

Til den snaskede sandwich drak jeg en grøn smoothie, så jeg kunne lege, at jeg var sund.

Fast food som er så snasket, som det skal være. Halvdelen af menukortet er vegansk, den anden halvdel kun vegetarisk.

En vegansk burger med steak, som min ven og rejsekammerat spiste på Yellow Sunshine.

Burgeren jeg spiste på Yellow Sunshine var med bøf, tortillachips og ost. Den var rigtig lækker og især bøffen og dressingen gjorde, at den smagte som en rigtig burger skal smage.

Og der blev spist rigelige mængder fast food på vegansk. Haps!


Kirsebærcrumble

smuldrekage med kirsebær

Smuldrekage med kirsebær – den sundere version af en dessert eller en lækker morgenmadsanretning. Her er til en portion, der kan deles af to, grovædes af en grådig og tyk ung mand (ja, jeg indrømmer det) eller fungere som morgenmad for en.

200 g. kirsebær i halve uden sten

50 g. blandede nødder (her er det mandler, valnødder og paranødder)
1 skive rugbrød (det må gerne være tørt rugbrød)
2 spsk. hvedemel
2 spsk. knuste hørfrø
5 dadler uden sten
2 spsk. smeltet vegansk smør
evt. 1 tsk. agavenektar

Blend først nødder, rugbrød og hvedemel til en grov rasp i en foodprocessor. Tilsæt så hørfrø, dadler og det smeltede smør, og blend igen til den grove rasp klistrer sammen i små klumper. Hvis du, som jeg, godt kan lide det ekstra sødt, så tilsæt en tsk. agavenektar.

Læg halvdelen af smuldredejen i bunden af en ovnfast skål, læg kirsebærrene i og smuldr så den anden halvdel af dejen over, så den danner låg. Drys evt. med lidt vaniljesukker på toppen, og bag så smuldretærten ved 200ºC i cirka 15 min.

Når smuldretærten er færdig, tager du den ud af ovnen og spiser et hul i den, som du derpå fylder med vegansk yoghurt. Server med en håndfuld friske kirsebær. Mums!


Enkelt 1: Løg

bagt løg

Står du lige og mangler inspiration til et lækkert vegansk aftenmåltid? Kommer der gæster og kan du ikke finde ud af, hvad du skal servere? Har du tid til at tilbringe en hel dag i køkkenet til at skabe verdens mest dekadente måltid, men kan ikke beslutte dig for, hvad du dog skal bruge al den køkkentid på? Her er svaret: Løg!

Nej? Okay, måske er et løg i sig selv ikke det mest inspirerende måltid, men et bagt løg er en fantastisk tilføjelse til et aftensmåltid. Det gør sig godt ved siden af kogte grøntsager, bagte kartofler, frikadeller, postejer og rodfrugter i varierende afskygninger.

Sådan et lille løg gemmer på masser af gode næringsstoffer, bland andet kalcium, c-vitamin, betacaroten, fibre og antioxidanter. Et løg er starten på næsten enhver ret, og det er derfor ikke kun for sjov, jeg sætter fokus på løget på den her måde. Løget skaber udgangspunktet og rygraden i det salte køkken. De mest enkle retter med løg, hvor løget virkelig får lov at fylde smagsindtrykket er monsterlækre og beviser, at hvis råvaren er i orden, behøver det ikke kræve så meget at gøre det lækkert. Løgsuppe, løgtærte, løgbrød og bagte løg – enkelt, godt og løg-erligt.

Bagt løg: Du behøver ikke skære roden af, før du bager løget, men hvis du gør, kommer der en fin løg-snegl ud af sit hus og siger goddag. Bag løget ved 200ºC. Løget bør bages til der flyder gylden, boblende karamel ud af det. God fordøjelse!


Spisekammeret – guide til veganske produkter

Collage over veganske produkter i guiden.

———————
GUIDEN ER FLYTTET TIL SIN EGEN SIDE
KLIK PÅ “GUIDE TIL VEGANSKE PRODUKTER” ØVERST TIL HØJRE

———————————

Collage over veganske produkter i guiden.


———————
GUIDEN ER FLYTTET TIL SIN EGEN SIDE
KLIK PÅ “GUIDE TIL VEGANSKE PRODUKTER” ØVERST TIL HØJRE

———————————

Gærflager er vegansk ostesmaggærflager ude af pakken

Gærflager

Hvad er det?
Små flager af inaktiv gær (dvs. det hæver ikke). Det ligner fiskefoder og lugter ikke af noget specielt – hverken godt eller dårligt. Gærflager er rige på b-vitamin og er et såkaldt ”komplet protein”, fordi de indeholder en tilpas mængde af hver af de ni essentielle aminosyrer.

Hvad kan det bruges til?
Gærflager er veganerens ostesmag. Du kan lave en lækker ostesauce med gærflager, som du kan bruge til både pizza og lasagne, og du kan lave vegansk parmesan med valnødder, gærflager og salt. Du kan også drysse gærflager direkte på din pastaret, som du ville gøre med parmesan. Gærflager indgår desuden i masser af veganske opskrifter som et krydderi, der giver et ekstra pift.

Min erfaring:
Jeg købte min første pakke gærflager ret kort tid efter jeg var blevet veganer, fordi jeg ville lave Månebarnets ostesauce til pizza. Jeg kunne, og kan, godt lide ostesaucen, men fik ikke rigtig brugt gærflagerne til andet i starten, så de fik lov at stå nogle måneder. Men så fik de også ben at gå på. Jeg opdagede, at de faktisk var ret lækre i forskellige ting, selvom man ikke skal bruge kæmpe mængder. Jeg er efter et år snart nået igennem den første pakke, og jeg køber en til, når den er tom.

Hvor kan jeg købe det?
I din lokale helsekost har de det helt sikkert, men Matas kan vist også levere.

Urtekrams veganske pesto

Pesto fra Urtekram

Hvad er det?
Pesto.

Hvad kan det bruges til?
Alt.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg har købt mig fattig flere gange. Grunden til at jeg fremhæver netop den fra Urtekram, er, at den i modsætning til de fleste pestoer på hylderne i supermarkederne er vegansk. Og så har den vundet flere smagstests i de store aviser.

Hvor kan jeg købe det?
Alle de store supermarkedskæder.

mørk tyktflydende tahin

Tahin

Hvad er det?
Sesampasta. Du kan få både en tyndtflydende, lys udgave og en mørk og tyktflydende udgave.

Hvad kan det bruges til?
Kom det i hummus eller dressinger, brug det som smørepålæg på rugbrød eller brug det som dip til gnavegrønt.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg er helt vild med den mørke udgave på rugbrød med (ristede) kerner ovenpå. Det er også godt i sig selv eller med skiver af agurk på. Den lyse udgave bruger jeg nogle gange i hummus, men den er ikke min favorit.

Hvor kan jeg købe det?
Den mørke udgave kan du finde i dit lokale supermarked (alle de store kæder), og den lyse finder du hos grønthandleren og helsekosten byder selvfølgelig også på tahin i økologiske udgaver.

peberfrugtpuré med aubergine - ajvar

Ajvar

Hvad er det?
Peberfrugtpuré med aubergine, chili og hvidløg.

Hvad kan det bruges til?
Brug det som tilbehør til dellerne, ’toflerne eller gullerne. Spis det som pålæg på brød. Brug det i en sandwich. Du kan også bare spise det, som det er. Ajvar er en lækker tilføjelse til middagstallerkenen og især, hvis der er grillede eller stegte lækkerier på tallerkenen kommer ajvar til sin ret.

Hvad er din erfaring med produktet?  
Min lokale Kvickly fik for nogle år siden en eksotisk gang med fødevarer fra hele verden. Den blev jeg selvfølgelig hurtigt forelsket i, og jeg prøvede nogle af de spændende ting af. Blandt dem var ajvar, som jeg aldrig tidligere var stødt på. Siden den gang er der røget en del glas ned fra hylden, men nu køber jeg min ajvar hos den lokale grønthandler i stedet.

Hvor kan jeg købe det?
Store supermarkeder og alle grønthandlerne. Prislejet er mellem 20 og 40 kroner.

relish til remoulade - picadilly

Picadilly

Hvad er det?
En relish af forskellige grøntsager.

Hvad kan det bruges til?
Remulade! Bland det med mayo og straks er der hjemmerørt remu. Det er praktisk for en veganer, eftersom der ikke er veganske remulader på hvert et gadehjørne. Mayo er der til gengæld masser af.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg har brugt det i flere år til at blande min egen remulade. Det er lækkert at kunne røre den friskt og selv bestemme forholdet mellem relish og mayo.

Hvor kan jeg købe det?
Alle de store supermarkeder. Prisen er cirka 25 kroner for et glas.

sirup fra agavetræet - nektar uden tilsat sukker

Agave-nektar

Hvad er det?
En sød nektar fra agave-planter, der minder om honning, men er sødere og tyndere i konsistensen.

Hvad kan det bruges til?
Brug det som sødemiddel i din aften-te, din kage eller som erstatning for sukker på dine jordbær.

Hvad er din erfaring med produktet?
Begrænset. Jeg har ikke brugt agave-nektar så meget, men det er rigtig fint at bruge i te, og der hvor man gerne vil undgå sukker. Præcis ligesom mange bruger honning.

Hvor kan jeg købe det?
Jeg købte min i Netto, men det er sikkert at finde i de fleste større supermarkeder.

veganske kosttilskud

Vitmainer

Hvad er det?
D-vitamin og B12 i vegetabilsk pilleform.

Hvad kan det bruges til?
At supplere kosten. D-vitamin er nødvendigt for de fleste danskere, fordi her simpelthen ikke er nok sol til at vores hud kan nå at producere d-vitamin nok. B12 er udelukkende at finde i skidt, lort og dyr, så med mindre du spiser kød fra døde dyr (eller en masse frugt og grønt med jord og møg på), skal du have et B12 tilskud.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg havde svært ved at finde B12 i piller med små doser, så jeg købte nogen med en alt for høj dosis og hakkede dem over, så jeg kun spiser en halv eller en tredjedel af pillen per dag. Der er ingen grund til at spise mere end kroppen kan optage, og på den her måde holder glasset længere: Det er billigere.

Hvor kan jeg købe det?
Helsekosten. Hos Matas, på apoteket osv. har kun D3-vitamin, som i langt de fleste tilfælde stammer fra får. D2 er til gengæld af ikke-animalsk oprindelse og dermed vegansk. Vær i øvrigt opmærksom på, om der er fx gelatine i kapslerne. Ofte vil produkter uden animalske stoffer være mærket med et lille ”suitable for vegetarians and vegans” eller noget lignende.

vegansk smør - plantemargarine fra nutana

Nutana plantemargarine

Hvad er det?
Smør på vegansk.

Hvad kan det bruges til?
På brødet under pålæg, i kager og som smørklat i grød.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg bruger det ikke så tit på brød, for jeg spiser mest smørepålæg, og ligesom smør er det jo ikke så sundt. Jeg har oftest brugt det til småkager og til at stege pandekager i.

Hvor kan jeg købe det?
Der forhandles vegansk plantemargarine i de store supermarkeder. Ikke alle plantemargariner er veganske, da der er mælk i en del af dem. Nutana, Ama økologisk og FRI er veganske. Min favorit er klart Ama økologisk, som kan købes i Føtex.

kokosmælk på dåse

Kokosmælk

Hvad er det?
Den kender du nok godt, men vidste du at…

Hvad kan det bruges til?
…kokosmælk kan bruges til at lave den lækreste flødeskum. Hvis du tager det tykke (altså fløden) fra en dåse nedkølet kokosmælk, der ikke er light, og blander lidt flormelis og vanilje i, pisker det og stiller det på køl, så har du en lækker flødeskum, der smager lidt af kokos! Det er rigtig lækkert til frugtsalat, og hvis du er rigtig fræk, så drysser du lidt lakridsrodspulver på toppen. Det er en rigtig lækker smagskombination. Prøv!

Hvad er din erfaring med produktet?
Min erfaring udvidede sig, da jeg lærte, at man kunne lave flødeskum af det. Det begejstrede. Men jeg bruger selvfølgelig også kokosmælk til wokretter, karryretter osv.

Hvor kan jeg købe det?
Alle steder. Discount, supermarked, specialitetsshop – alle steder.

karton med flødeskum af havre

Havreflødeskum

Hvad er det?
Lækkert.

Hvad kan det bruges til?
Alt! …ej, okay, men i hvert fald alt det lækre.

Hvad er din erfaring med produktet?
Der findes forskellige typer vegansk flødeskum og de fås både på dåse og som ”pisk-selv” i karton. Helt ærligt, så smager sojaflødeskum helt forfærdeligt. Ris er mindre slemt, men stadig ikke godt. Kokosflødeskum kan noget helt særlig, men samtidig smager det lidt af kokos, så hvis man ikke lige vil have det, så er havreflødeskum vinderen! Det er mildt og lækkert og helt uden den irriterende bismag som sojaflødeskummen har.

Hvor kan jeg købe det?
Helsekosten.

Vegansk flødeis af soja med blåbær

Lovice

Hvad er det?
Vegansk flødeis lavet på soja. Det er freaking lækkerhedsagtigt! Der er mange varianter, men i DK har vi endnu kun fået lov at snuse til blåbær og chokolade.

Hvad kan det bruges til?
Festmiddage, hyggeaftner, hedebølger, trøstespisning…

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg har et meget passioneret forhold til den med chokolade. Det er nærmest erotisk.

Hvor kan jeg købe det?
Jamen, det kan du sgu nok slet ikke. Beklager. Netto havde dem som spotvare, og får dem måske igen, men det er alt, vi har set til dette fantastiske produkt. I Sverige må de gerne have det hele tiden, men vi må ikke, så med mindre du er svensker, må du nøjes med Tofuline. Den med vanilje er rigtig god, men chokoladeversionen smager lidt af soja. Tofuline kan købes i Kvickly, Løvbjerg og Super Best.

Tofutti creamy smooth smøreost af soja

Tofutti Creamy Smooth

Hvad er det?
Smøreost.

Hvad kan det bruges til?
På brød, i madsnegle/rullebrød og den neutrale udgave kan bruges til cheesecake.

Hvad er din erfaring med produktet?
Det er min trofaste ”tag med til familiefest”-ven, som sørger for, at jeg har mere at smøre på brød og boller end syltetøj og mørk pålægschokolade. Jeg er rigtig glad for dem med urter tilsat. Den neutrale er ikke lige mig, men jeg kunne godt finde på at bruge den til fx cheesecake.

Hvor kan jeg købe det?
Helsekosten. Prislejet er mellem 30 og 40 kroner.

vegansk oksekødssmulder af soja

Sojagranulat

Hvad er det?
Oksekødssmulder på vegansk.

Hvad kan det bruges til?
Spagetti med kødsovs, pizza bolognese, fyldte pandekager…

Hvad er din erfaring med produktet?
”Erstatningsprodukter” af den her type er sjove at lege med, når fx man vil veganisere en traditionel ret, eller når man vil overraske en middagsgæst ved at servere noget, de bestemt ikke forventede. Dog er de ikke noget, jeg bruger til hverdag.

Hvor kan jeg købe det?
Helsekosten. Prisen ligner til forveksling prisen på en pakke oksekød.

vegansk yoghurt af soja fra Alpro

Alpro soja-yoghurt

Hvad er det?
Yoghurt af sojabønner.

Hvad kan det bruges til?
Som cremefraiche i dressing og dip, som klatten i suppen, som det milde, der komplimenterer det stærke eller som yoghurt til morgenmaden.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg kan godt lide, at den her udgave er uden sukker og kan bruges præcis som cremefraiche. Mange andre sojayoghurter indeholder meget sukker og kan derfor ikke så let bruges som cremefraiche.

Hvor kan jeg købe det?
Den her udgave mister desværre terræn til de sukkerholdige, så den er svær at finde for mig, men Føtex kan vist levere. Jeg er dog gået forgæves en gang eller to. Tidligere kunne den findes i Føtex, Løvbjerg, Rema og mange andre steder.

vegansk fløde af soja fra Naturli'

Naturli’ Soya Cuisine

Hvad er det?
Fløde på vegansk.

Hvad kan det bruges til?
Hvad kan det ikke bruges til?! Det er fløde for pokker. Det skal over kartoflerne og i ovnen, det skal runde saucen og suppen af, det skal give den creme fornemmelse i gryderetten, og det skal over dine jordbær. Det kan til gengæld IKKE piskes til flødeskum. Hvis du vil have flødeskum, skal du have fat i en fløde, der er målrettet det formål.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg bruger den som jeg altid har brugt fløde. Havrefløde er i øvrigt også godt.

Hvor kan jeg købe det?
Rema, Løvbjerg, Føtex og sikkert andre store supermarkeder, der fører Naturli’-produkter.

paprika med røgsmag

Røget paprika

Hvad er det?
Det siger vist sig selv. Paprika, der er blevet røget, så det smager af røg og bål.

Hvad kan det bruges til?
Det giver en fantastisk lækker karakter til rigtig mange ting. Alle steder, hvor du bruger paparika, kan du bruge en smule røget paprika også.

Hvad er din erfaring med produktet?
Røget paprika kommer i varierende styrker. Jeg bruger gerne den middelkraftige variant. Hos grønthandleren kan man købe en variant, der er ret mild, den her fra Santa Maria er middelkraftig, og så kan man være heldig at finde en delikatesse røget paprika, som er kraftigt røget i smagen. Sidstnævnte skal man kun bruge i meget små mængder, ellers kan det ødelægge de lækreste retter.

Hvor kan jeg købe det?
Overalt, hvor du finde krydderier, men nok ikke i alle discountmarkederne.

pulver af lakridsrod

Lakridsrodspulver

Hvad er det?
Pulver af lakridsrod.

Hvad kan det bruges til?
Som jeg skriver ved kokosflødeskummet, er de to ting rigtig gode sammen, men du kan bruge lakridsrodspulver flere steder. Bland lidt i en pose med mandler og rosiner, ryst posen og du har en lækker snack (du kan gøre det samme med kanel). Lakridsrodspulver går godt sammen med en del frugt, så prøv dig frem, når du spiser frugt og har lyst til at gøre det ekstra spændende. Du kan også bruge det i det salte køkken, hvis du tør.

Hvad er din erfaring med produktet?
Det er ikke den mest brugte vare i mit køkken, men jeg kan godt lide at prøve mig frem med den, og når man leger, finder man gode ting – som fx kombinationen med kokosflødeskum.

Hvor kan jeg købe det?
Netto og alle de store supermarkeder.

vegansk æg - smag af æg i sort salt

Sort salt

Hvad er det?
Salt med andre mineraler i, som giver det en mørk farve og smag og duft af æg.

Hvad kan det bruges til?
Scrambled tofu, tærtefyld, tofu-omelet… alle steder, hvor du vil have smag af æg.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg har fået en lille bøtte af Luna Månebarn, men jeg har endnu ikke brugt det.

Hvor kan jeg købe det?
Internettet.

flydende vaniljekorn på glas

Flydende vanilje

Hvad er det?
Udtræk af vaniljestænger, der ikke kan sælges hele, fordi de er for små, for skæve eller på anden måde grimme, men som altså stadig indeholder en masse lækre vaniljekorn. 1-2 tsk. svarer til en stang.

Hvad kan det bruges til?
Man kan bruge vanilje til et utal af ting. Den flydende udgave er ikke anderledes, men lettere og faktisk billigere.

Hvad er din erfaring med produktet?
IIII loove iiit, ligesom Ole Henriksen.

Hvor kan jeg købe det?
I Fødevare- og textil-markedet – også kendt som Føtex.

pulver af løg - krydderi

Løgpulver

Hvad er det?
Pulver af løg!

Hvad kan det bruges til?
Løgpulver er uundværligt i dip, især hvis du gerne vil have det til at smage som dem, du kan købe. Derudover er det godt til diverse sammenkogte retter, deller, postejer… hvad kan det ikke bruges til?

Hvad er din erfaring med produktet?
Det bedste løgpulver finder du i Tiger af alle steder. Det er billigt, og det er bedre end alle de andre typer, jeg har smagt. Jeg fylder fra Tigers poser over i et mindre glas.

Hvor kan jeg købe det?
Tiger, grønthandleren, supermarkederne.

æggeerstatning fra No Egg

No Egg

Hvad er det?
Æggeerstatning. Et pulver af forskellige slags stivelse, blandt andet kartoffelstivelse og gummi.

Hvad kan det bruges til?
Som bindemiddel i fx deller og kager eller til marengs.

Hvad er din erfaring med produktet?
No Egg er bestemt ikke nødvendig for at få hverken deller eller kager til at hænge sammen eller blive luftige, men det kan give en lidt anden tekstur og en sprødere skorpe. Jeg tilsætter nogle gange en smule til kager og muffins, men det kan sagtens undværes.

Hvor kan jeg købe det?
Helsekosten.

vegansk mayonnaise - mayonnaise uden æg

Mayonnaise uden æg

Hvad er det?
Mayonnaise lavet uden æg.

Hvad kan det bruges til?
Mayo er godt tilbehør, især til fritter. Og så kan det bruges til at lave remoulade med picadilly.

Hvad er din erfaring med produktet?
Det er præcis lige så lækkert som mayo med æg, og det er ikke dyrere. Jeg bruger ikke mayo så tit, men det er lækkert at have på lager, når lysten (eller trangen) melder sig.

Hvor kan jeg købe det?
Helsekosten. Løvbjerg har haft en variant i deres faste sortiment, i lang tid var den dog ikke at finde på hylden, men jeg har for nyligt set den der igen.

fedt fra kokos - kokosolie

Kokosolie

Hvad er det?
Fedt fra en kokosnød. Fedtet er fast ved lave temperaturer, men bliver flydende ved let opvarmning. Man kan få kokosolie med og uden smag. (Det er markeret på glasset, hvis det er uden smag.)

Hvad kan det bruges til?
Det indeholder meget mættet fedt og næsten intet umættet, hvilket gør at det holder til høje temperaturer. Ud over at bruge det til opvarmning, kan den med smag bruges som en lækker smagsgiver i kager, fx rå kager.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg synes, det er lidt for dyrt i forhold til, hvad jeg får ud af det, så jeg bruger det sjældent. Den med smag kunne jeg dog godt finde på at lege lidt med i nogle kager.

Hvor kan jeg købe det?
Helsekosten. De fleste store supermarkeder har en variant.

proteinrigt mel af kikærter

Kikærtemel

Hvad er det?
Mel lavet af kikærter med højt proteinindhold.

Hvad kan det bruges til?
Til brød og som bindemiddel i deller mm. i stedet for hvedemel eller andet.

Hvad er din erfaring med produktet?
Kikærtemel er at finde i en del veganske opskrifter. I langt de fleste tilfælde kan det erstattes af hvedemel, havregryn eller andet, men med dets høje proteinindhold og gode smag kan det godt betale sig at have på hylden. Jeg bruger det altid i små mængder.

Hvor kan jeg købe det?
Helsekosten.

psyllium-frøskaller til vegansk æg

Husk

Hvad er det?
Psyllium-frøskaller.

Hvad kan det bruges til?
Maveproblemer. Som HUSK skriver på deres hjemmeside: ”HUSK Psyllium-frøskaller indeholder 85% fibre og er som andre plantefibre vanskeligt fordøjelige. Undervejs gennem mave og tarm opsuger frøskallerne væske og svulmer hermed op, samtidig med at de afgiver vegetabilsk slim, som smører og beskytter tarmvæggene.” Mmm.. lækkert. I vegansk sammenhæng er det en slimet erstatning for æg.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg bruger det nærmest aldrig, men i en dellefars, der er blevet alt for våd, kan jeg godt finde på at smide et par skefulde i og lade det stå et stykke tid, så HUSK-fibrene absorberer væsken og gør konsistensen blød og gummiagtig.

Hvor kan jeg købe det?
Kiwi, Matas og alle de store supermarkeder.

fint, hvidt hvedemel med fibre

Hvidhvedemel

Hvad er det?
Lyst hvedemel lavet af hele kornet. Mildt og fint, men sundere end almindeligt hvedemel.

Hvad kan det bruges til?
Brød, boller, pizzabunde… brug det i stedet for almindeligt hvedemel i alt andet end kager, hvis du vil have samme gode bageevne i en sundere indpakning.

Hvad er din erfaring med produktet?
For nogle år siden så jeg det omtalt i et tv-program, hvor det blev anbefalet som erstatning for almindeligt hvedemel, og så måtte jeg jo prøve det af. Jeg har siden brugt det en del og synes godt om det. Bageevnen er god, og selvom det er en type fuldkornsmel bliver brødet lyst og luftigt – om end lidt mere bastant end med almindeligt hvedemel (hvorfor jeg ikke synes, det holder til kager). Det er især godt til pizzabunde med lidt durummel blandet i.

Hvor kan jeg købe det?
De fleste store supermarkeder.

smørepålæg med figen og dadel

Frugtpålæg

Hvad er det?
Smørepålæg af bl.a. dadler og figner.

Hvad kan det bruges til?
At smøre på brød og spise det. Man kan også bruge det i brød og kager – der følger endda en opskrift med på etiketten.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg kan godt lide at spise det på rugbrød med kokos drysset på.

Hvor kan jeg købe det?
Føtex, Løvbjerg, Kvickly.

Vegansk bouillon

Bouillon

Hvad er det?
Smagsstærke terninger. Ikke alle grønsagsbouillonterninger er veganske, eftersom der i en del af dem er mælkepulver eller det der ligner. De to her er veganske og let tilgængelige. Derudover har helsekostbutikkerne andre versioner.

Hvad kan det bruges til?
Hvad kan det ikke bruges til?!

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg bruger bouillon i saucen til min lasagne, i fyldet til min tærte, i mine deller og en masse andre steder. Bouillonterninger giver ofte et godt udgangspunkt for smagen, som man kan bygge videre på med krydderier.

Hvor kan jeg købe det?
I alle dagligvareforretninger.
mørk chokolade uden mælk

Chokolade

Hvad er det?
Kærlighed.

Hvad kan det bruges til?
At gøre verden et bedre sted.

Hvad er din erfaring med produktet?
Når du skal finde vegansk chokolade, skal du kigge efter den mørke chokolade. Lys og hvid betyder modermælk fra en ko – med mindre du går i helsekosten og kigger efter rismælkechokolade, som både findes i lyse og hvide udgaver. Ikke al mørk chokolade er dog vegansk, eftersom en del af det indeholder smørfedt, mælkepulver, valle og andre ting fra køer, men langt det meste mørke chokolade er faktisk fri for komælk.

Du ved, en chokolade er vegansk, hvis der på ingredienslisten intet står om mælk, valle, smør og det, der minder om. Kakaosmør er dog ganske vegansk, da det er lavet udelukkende af kakaobønner. Af veganske chokoladevarianter kan nævnes: Rittersport Marcipan, de billige, mørke fra Netto og Rema, Urtekrams mørke, den kogechokolade, der har noget rødt på sin indpakning, men ikke er den med dannebrogsflag.

“Spor af mælk” betyder, at chokoladen er lavet et sted, hvor der bliver brugt mælk i andre produkter. Det er altså ikke en del af opskriften på netop dette produkt, og det er derfor vegansk. Oplysningen om spor af mælk er til allergikere, der reagerer på selv de mindste spor af mælk i fødevarer.

Hvor kan jeg købe det?
Overalt. Vegansk mælkechokolade kan købes i helsekosten og på nettet.

vegansk kogebog med sunde opskrifter og madplaner

Det Helbredende Køkken

Hvad er det?
En kogebog og sundhedsguide med masser af veganske opskrifter, fakta om sund kost og forslag til sammensætning af kosten.

Hvad kan det bruges til?
Inspiration, oplysning og helbredelse. Måske det var en gaveidé til en person, der trænger til at lægge sin livsstil om på grund af (forestående) sygdom?

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg har prøvet flere af opskrifterne af med stor succes, de er både lækre, lette og sunde.

Hvor kan jeg købe det?
I en boghandel nær dig. Hold desuden øje med tilbud på bogen i fx Netto, Kvickly og Føtex. Man kunne få den til 50 kroner i Netto på et tidspunkt. Jeg købte min for 100 kroner i Føtex.

omega3-fedtsyrer fra planter

Hørfrø

Hvad er det?
Et frø fra en plante. Det kan en masse gode ting.

Hvad kan det bruges til?
Hørfrø er gode kilder til omega3-fedtsyrer, så på den måde kan de bruges til at være sund. Spis 2 spsk. knuste hørfrø om dagen for at få dækket dit behov. Derudover kan hørfrø bruges til at lave hørfrøslim, som er en slimet masse, der kan erstatte æg i traditionelle opskrifter, hvor æg giver en svampet konsistens. Se mere her.

Hvad er din erfaring med produktet?
Jeg kommer 2 spsk. i mine smoothies, så jeg får nogle sunde fedtsyrer med der. De hjælper også med optaget af flere af de gode stoffer fra frugterne. Hørfrøslim har jeg brugt et par gange og det fungerer godt, men jeg foretrækker at bruge banan som bindemiddel, når jeg bager kager, og i deller er det sjældent nødvendigt med klisterstads. Når det er nødvendigt, er hørfrøslim ganske glimrende.

Hvor kan jeg købe det?
Hørfrø kan du købe overalt, hørfrøslim må du selv lave.
rød rismælk fra Naturli'

Rismælk

Hvad er det?
Plantemælk lavet af ris med tilsat calcium.

Hvad kan det bruges til?
Til morgenmaden, til at drikke, til smoothie…

Hvad er din erfaring med produktet?
Den røde rismælk fra Naturli’ er min favorit til morgenmaden. Den smager klart bedre end sojamælk, som jeg ikke er fan af. Havremælk er også rigtig godt, især i smoothies og til hjemmelavet koldskål.

Hvor kan jeg købe det?
Den røde er kun fast sortiment i de store supermarkeder, men den kan til tider findes på tilbud i Netto, Rema osv.
sojakakaomælk fra Naturli'

Sojakakaomælk

Hvad er det?
Kakaomælk uden ko.

Hvad kan det bruges til?
Drik det som det er, brug det til chokoladekage, server det koldt om sommeren, server det varmt om vinteren, drik det til boller, lagkage, pebernødder, småkager…

Hvad er din erfaring med produktet?
Første gang jeg smagte det, kunne jeg ikke smage, at det var lavet på sojamælk. Siden fandt mine smagsløg frem til en lillebitte bismag af soja, som er i sojamælk uden kakao, men den er ganske lille. Jeg vil påstå, at de fleste ikke vil kunne smage forskel på den her og den, der er lavet på modermælk fra en ko, hvis de ikke ved, at det er sojakakaomælk, de drikker.

Hvor kan jeg købe det?
Alle de steder, hvor de fører de øvrige Naturli’-produkter, hvilket er langt de fleste supermarkeder.
vegansk pålæg til rugbrød og sandwich

Nuttolene

Hvad er det?
Jordnødder, vand og havsalt, intet andet.

Hvad kan det bruges til?
Nuttolene kan bruges direkte fra dåsen som pålæg, du kan skære det i skiver og stege det, du kan varme det i ovnen, bruge det i sandwicher og meget mere.

Hvad er din erfaring med produktet?
Begrænset men god. Det er let pålæg til rugbrød.

Hvor kan jeg købe det?
De fleste større supermarkeder og helsekostbutikker.

butterdejsplader, færdiglavet

Butterdej

Hvad er det?
Plader af færdiglavet dej. Butter-delen af ”butterdej” er velsagtens beslægtet med det engelske ”butter”, altså smør. På trods af det, er der ikke ko-smør i butterdej, det er 100% vegetabilsk.

Hvad kan det bruges til?
Indbagt X og indbagt Y. Du kan lave lækker fyld og komme i, du kan vikle det om sojapølser eller du kan lave ruller med fx peanutbutter eller kakaosmørepålæg.

Hvad er din erfaring med produktet?
Butterdej er dejligt let at have med at gøre, og så er det bekvemt at have i fryseren, til når der skal laves en hurtig snack.

Hvor kan jeg købe det?
De fleste supermarkeder.

Veganske dolmades med ris

Dolmades

Hvad er det?
Vinblade fyldt med ris.

Hvad kan det bruges til?
Som tilbehør, som frokost, i madpakken.

Hvad er din erfaring med produktet?
Det er let og lækkert tilbehør til en salat eller en rugbrødsmad.

Hvor kan jeg købe det?
De fleste store supermarkeder.

flyden vegansk håndsæbe fra neutral

Håndsæbe fra Neutral

Hvad er det?
Flydende sæbe.

Hvad kan det bruges til?
At vaske hænder i, kære ven. Det kaldes hygiejne.

Hvad er din erfaring med produktet?
Noget af det første jeg gjorde, da jeg blev veganer, var at begynde at undersøge alle de ting jeg havde i forvejen, for at finde ud af, om de var veganske eller ej. Jeg ringede i den forbindelse til Neutral for at finde ud af, om den glycerin de bruger i deres flydende sæbe stammer fra dyr eller planter. Heldigvis bruger neutral glycerin fra planter, og sæben her indeholder heller ingen andre animalske produkter, så den er vegansk.

Hvor kan jeg købe det?
Overalt, hvor der sælges sæbe.

Vegansk bodylotion, creme fra Urtekram

Bodylotion fra Urtekram

Hvad er det?
Creme til din krop.

Hvad kan det bruges til?
At smøre på din hud, så den bliver blød og lækker.

Hvad er din erfaring med produktet?
Serien Nordisk Birk fra Urtekram er vegansk og reklamerer endda med det. Se det lille logo med blomsten nederst på beholderen. Cremen dufter dejligt og føles blød og lækker.

Hvor kan jeg købe det?
Jeg har købt min på tilbud i Løvbjerg, men serien findes vidt omkring.


Spinat-/grønkålstærte

Tofu-fyld, vegansk, tærte

Den her opskrift jeg lige have på bloggen. Den er velafprøvet og yderst vellidt! Cremefyldet er lavet af silken tofu, og det er ubetinget det lækreste fyld til en tærte, jeg nogensinde har smagt. Læg spinat-/grønkålsfyldet til, og så er den her tærte både lækker og sund. Lav den, spis den, elsk den. (Det kan være en god idé at lave to med det samme, da risikoen for at tærten forsvinder hurtigt er ret stor.)

Tærteform-diameter: 24 cm

Tærtebund (kan også købes vegansk i diverse supermarkeder, fx Rema 1000):
100 g. mel
4 spsk olie
2 spsk koldt vand eller plantemælk

Fyld:
Olie
1 stort løg
10 kugler frossen grønkål (150 g)
20 kugler frossen spinat (300 g)
½ bouillonterning (grøntsagsbouillon uden mælk)
paprika
muskat

Cremetopping:
300 g. silken tofu (blød tofu)
½ bouillonterning
1 spsk sennep
3 spsk ketchup
2 tsk løgpulver
½ tsk røget paprika (jeg bruger en mild udgave – brug mindre, hvis din er meget stærk)
1 tsk muskat
salt
peber
Evt. tomater til at pynte med

Trin 1: Tærtebund. Den letteste!
Bland alle ingredienser godt og ælt til en fast dej. Form til en kugle og pak den ind i folie. Stil i køleren en halv times tid mens du laver spinatfyldet. Rul derefter dejen ud på et bord med en smule mel på, så den passer til din form. (Dejen klistrer ikke så meget, så spar bare på melet. Til gengæld skal du passe på, at den ikke går i stykker, når du lægger den over i tærteformen.) Kom i form, prik huller over det hele med en gaffel, læg bagepapir over og fyld tørrede kikærter i. Forbag ved 180 grader i 15 minutter. Kikærterne kan sagtens bruges bagefter, så smid dem ikke ud!

Trin 2: Løg-, spinat- og grønkålsfyld.

Hak et stort løg og sauter det i olie i en gryde til det er klart. Tilsæt grønkål og sauter med i to minutter. Tilsæt frossen spinat og lad dem tø ved jævn varme og hyppig omrøring. Tilsæt en halv grøntsagsbouillonterning, lidt paprika og lidt muskat når spinatkuglerne er tøet op og massen er varm. Slut for blusset og stil til side mens du laver cremetopping.

Trin 3: Cremetopping lavet af silken tofu.

Blend en pakke silken tofu med den anden halvdel af bouillonterningen fra spinatfyldet, sennep, ketchup, løgpulver, røget paprika, muskat, masser af salt og peber.

Spred ud over spinatfyldet, pynt evt. med overskårne tomater, og bag ved 200ºC (almindelig ovn) til den er færdig (cirka 20 min.).

vegansk tærte, kærlighed & kikærter

This slideshow requires JavaScript.


Chokoladekage med kokosfyld og jordbær

Vegansk chokoladekage med kokosfyld og jordbær

”Wow, den kage er flot – den tør jeg ikke lave, det er sikkert svært.”

For det første: Tak, jeg er helt enig, den er rigtig fin 😉 For det andet: Det er på ingen måde svært. Hvis jeg kan, så kan du også!

Til chokoladekagen skal du bruge:

6 dl. hvedemel
4 dl. sukker

1 spsk. vaniljesukker
1 dl. kakaopulver
1 spsk. bagepulver

100 g. hakket mørk chokolade eller kogechokoladeknapper

Revet skal af en halv øko-appelsin (du skal bruge resten af skallen til pynt)
½ dl rapsolie
6 dl. sojakakaomælk

Bland først de tørre ingredienser, og kom så de våde i. Rør det godt sammen, og hæld så dejen i en rund springform (non-stick eller fedtet godt til). Bag kagen ved 200° i 30-40 min. Test med din altid trofaste strikkepind om kagen er gennembagt, før du tager den ud, så er der ingen flydende overraskelser i midten.

Når kagen er kølet ned, skærer du den hævede del af toppen af, så kagen er flad. Der må godt være en smule rundet kant på, så længe toppen bliver flad nok til at du kan vende den om og bruge den som bund. Den bedste måde at gøre det på, er ved at køre en (god, stor, skarp) kniv rundt i kanten og skære et lille stykke ind. Når du er nået hele vejen rundt – og kniven har ramt udgangspunktet, fordi du har været dygtig til at skære lige hele vejen rundt – tager du en omgang til, hvor du skærer dybere ind i kagen. Brug så meget af knivens skær som muligt, så er chancen for at du skærer lige størst. Du skal altså ikke prikke spidsen af kniven ind midt i kagen med det samme, men hele tiden lade spidsen være i kanten, hvor du skærer. Når låget er helt løsnet, tager du det af og æder det frådende med det samme, så det krummer ud over det hele, for så ynkelig er du. (Sørg for at være alene.)

Nu deler du kagen i to lige store dele ved at bruge præcis samme metode, som da du fjernede låget. Læg så toppen, som nu skal være din bund, på et fad. (Grunden til at toppen og bunden bytter plads er, at bunden har den flotteste form fra springformen, så den vil vi gerne have øverst, hvor den skal ses.) Så skal der fyld i!

Til fyldet skal du bruge:

3-4 spsk jordbærsyltetøj

1 dåse kokosmælk (ikke light), der har stået på køl
1 dl kokosmel
1 spsk vaniljesukker
3 spsk formelis

Start med at lægge et tyndt lag jordbærsyltetøj på bunden. Se, det var jo ganske let. Så finder du en dåseåbner frem og åbner dåsen med kokosmælk. Det kunne du jo også godt. Du er dygtig. Du skal kun bruge den faste, hvide masse, så den tager du ud af dåsen og kommer den i en skål – uden at få noget af kokosvandet med. (Vandet kan du bruge til en wokret, en karryret eller andet.) Pisk kokosfløden med de øvrige ingredienser ”et voilà” du har skabt kokosflødeskum med kokosmel! Læg et ikke alt for tykt lag ovenpå syltetøjet. Der er muligvis noget til overs – spis det med det samme (du vil jo gerne).

(Hvis du lige nu står med en skål i hånden med en meget flydende omgang sjap, så er det fordi du ikke har været opmærksom nok. Der skulle ikke vand fra den dåse med, du! Nå. Din fejl, om igen. … Hvis du ikke fik vand med, men stadig synes, der er et stykke vej til flødeskumskonsistens, så har du muligvis gjort det rigtigt nok alligevel. Prøv at stille massen i køleren en time, så skulle den gerne blive fast, som den jo var i dåsen.)

Tag så din bund, som nu bliver forfremmet til top, og placer den forsigtigt øverst på værket med den pæne side opad (det vil sige den side, der var nederst i springformen, som derfor er helt fin og glat). Du har nu skabt en kage med fyld. Tillykke! Herfra er der uanede muligheder for dekoration: Fondant, glasur, marcipan, flødeskum, marengs… men vi vælger chokoladeovertræk.

Til overtræk og pynt skal du bruge:

150 g mørk kogechokolade
1 brik havreflødeskum (skal i øvrigt varmt anbefales!)
En håndfuld jordbær eller to
Revet skal af ½ appelsin

Smelt chokoladen, overtræk kagen med det, lad det stivne, pisk flødeskum, læg det på kagen, læg jordbær på, drys med appelsinskal  – FÆRDIG!

Dine venner vil elske dig for den her kage, som mine elskede mig. Det er en kort fornøjelse, for når de har spist, efterlader de dig med opvasken og et stykke kage, de lod stå af høflighed, som helt sikkert vil gøre dig tyk. Ej, det’ gas! Spis kage, det er sundt for sjælen.

Tip:
-Overtræk evt. nogle få af pyntejordbærerne halvt med chokolade.
-Kom evt. et tyndt lag friske jordbær ind i kagen.
-Lav kagen i god tid i forvejen og sæt den på køl. Vent med at pynte til lige før servering.

Chokoladekage med kokosfyld og jordbær


Grove spinatmuffins

Muffins, muffins, muffins! De kan være morgenmad, snack, kage, centrum i en dessert, det lækre i madpakken, picnickurvens perle, eller, som her, tilbehør til aftensmaden. Alt efter, hvad du vælger at krydre din muffin med, vil den kunne passe til stort set alt. Denne variation er grovbrødet ved siden af din aftensmadtallerken, som bare er gjort lidt mere spændende.

250 g groft mel (fx grahamsmel eller fuldkornshvedemel)
150 g hvedemel
50 g durummel
1 tsk salt
1 tsk garam masala
(evt. et dryp sirup eller lidt sukker)

10 g gær eller ½ pakke tørgær

100 g frisk spinat (godt skyllet!)
2 revne gulerødder
(evt. solsikkekerner)

1 dl rapsolie
2 dl vand

Bland de tørre ingredienser i en stor skål. (Bruger du tørgær, blander du det med her, ellers skal gæren røres ud i vandet.) Tilsæt de våde ingredienser, spinat og gulerod, og rør, bland og ælt. Dejen skal være så fugtig, at den klistrer lidt uden at hænge fast i bordet. Når du har æltet dejen igennem, deler du den i 12 stykker og former boller, som du lægger i muffinsforme. Lad dejen hæve en halv time, og bag så ved 200° C til de er flot gyldne (15-20 min.).

 

Karryret med masser af grønt og kikærter

Spis fx dine friskbagte muffins til en lækker karryret med masser af grønt og kikærter.



Satangryde


Da jeg blev veganer, opdagede jeg en helt ny verden af sjove ingredienser, som jeg aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med. Gærflager, silken tofu, røget paprika, seitan, miso og masser af andre spændende produkter fandt vej til mit køkken og inspirerede mig til at skabe nye, spændende retter – og det gør de stadig. Siden jeg hørte om seitan har jeg elsket produktet for dets navn alene. SATAN hedder det i mit hoved, og det vil jeg blive ved med at kalde det, for det er nice! SATAN skal selvsagt bade i helvedessauce, og det gør han i den her lækre ret, som er delvist inspireret af vikingegryde, men som samtidig indeholder en del flere grøntsager. De søde kartofler er satans modspil i den her ret, men de er ikke søde nok til at slukke helvedesilden.

Satangryde – spis den, før den spiser dig!

Opskrift til 4 personer:

1 klump/pakke seitan/satan i  mellemstore tern
(kan erstattes af 260 g. fast tofu eller 3 bagekartofler)

marineres i helvedessauce:

2 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamico-eddike
1 spsk. HP-sauce
1 spsk. ketchup
1 spsk. sojasauce
½ tsk. hvidløgspulver
½ tsk. røget paprika
½ tsk. chiliflager

lad satan trække i helvedessaucen i mindst en time.

– – – – – –

2 spsk. olivenolie
2 rødløg i tern
6 fed hvidløg
½ tsk røget paprika

1 hakket rød peberfrugt
3 hakkede gulerødder
½ hakket rød chili
½ hakket porre (evt. fra frost)

2 dåser hakkede, flåede tomater
½ dåse vand
½ dl røde linser

2 sødekartofler i tern
6 tsk. tomatpuré (140g.)
1 brik havre- eller sojafløde

6 dråber tabasco

VILDE ris
HOT ajvar

2 fintsnittede forårsløg

Varm olien i en stor gryde, og sauter løg og hvidløg på næstvarmeste trin til løgene er klare. Tilsæt røget paprika, rør rundt et minut. Tilsæt så de hakkede, friske grøntsager og sauter videre nogle minutter til peberfrugten er mør. Der er ingen grund til at hakke grønsagerne pænt, for de skal alligevel blendes.

Kom de flåede tomater, vandet og linserne i, og lad det småkoge i nogle minutter. Blend det hele og sæt det til side, mens du steger den marinerede seitan og sødekartoflerne i gryden. Når sødekartoflerne har taget farve (brune kanter fra stegningen) og er møre, laver du plads midt i gryden og steger tomatpuréen af.

Tilsæt derefter de blendede grøntsager, lad det boble nogle minutter, rund af med en brik fløde og dryp tabasco i. Smag til med salt og rigeligt peber. Server med vilde eller brune ris, evt. en klat ajvar og pynt med knasende sprøde ringe af forårsløg.

(Opskriften er godkendt af altspisende så vel som veganere.)


Vegansk koldskål – den bedste!

koldskål

Hvert år omkring 1. juni rammes jeg af en feber. Den er voldsom, ustyrlig og næsten grotesk. Den kan dominere mit liv i flere uger, før den forsvinder igen, og det kan da godt være lidt overvældende, men jeg er nu ikke spor ked af det. Feberen er nemlig relativt godartet og medicinen, der fjerner den igen er yderst velsmagende. Jeg rammes af koldskålsfeber.

Siden jeg blev veganer har jeg selvsagt ikke nydt min yndlingskoldskål, så jeg satte mig for at genskabe den på vegansk. Første forsøg var med soja, og det var langt bedre end den færdiglavede version fra Naturli’, men efter en nat i køleskabet udviklede den en bitter eftersmag, som gjorde at jeg måtte smide resten ud. Jeg forsøgte mig så med rismælk, og det blev en del bedre, men endestationen blev havremælk. Den søde havremælk passer klart bedst til koldskål, om end havremælk ikke tykner som sojamælk. Løsningen? At tilføje soja-yoghurt!

Den her opskrift rammer smagen fra min yndlingskoldskål med citron uden æg, og så er den ikke for tyk – hvis du bedre kan lide den tykkere, kommer du selvfølgelig mere soja-yoghurt i.

Kammerjunkere kan du se her.

Vegansk koldskål med havremælk
1 liter havremælk
Saften af 2 store citroner
3 dl Alpro soja-yoghurt naturel
6 spsk lys sirup
1 spsk vaniljesukker
kornene af en stang vanilje (eller 1 spsk flydende vanilje)

Pisk alle ingredienser godt sammen – færdig!
Server koldskålen iskold og med friske bær, bananstykker eller kammerjunkere. Du kan også drikke den iskold i et glas pyntet med citron.

image1


Smørepålæg med solsikkekerner og tomatpuré

This slideshow requires JavaScript.

Urtekram laver et fantastisk lækkert smørepålæg, som jeg flere gange har købt og grovædt alt for hurtigt. Den er dog lidt dyr, og det fik  mig selvfølgelig til at tænke, at det kunne jeg sagtens lave selv – og selvfølgelig kunne jeg det 🙂 Ser man på ingredienslisten er det slet ikke så kompliceret, for smørepålægget består af cirka en tredjedel solsikkekerner, cirka en tredjedel tomatpuré og den sidste tredjedel er, udover krydderier, olie og vand. Lav det selv, spar penge og krydr den som du vil. Her kommer basisopskriften:

Smørepålæg til et glas som dem man køber:

1 dl solsikkekerner
1/2 dl solsikkeolie (eller anden smagsneutral olie)
70 g. tomatpuré (en halv dåse)
1 spsk sojasauce
1 tsk citronsaft
1 tsk lys sirup, sukker eller ketchup
lidt vand
1 tsk løgpulver
1/2 tsk paprika
peber og evt. salt

Blend solsikkekernerne i en foodprocessor til de er blevet til pulver. Kom de øvrige ingredienser i og blend, blend, blend! Juster konsistensen med olie eller vand og smag til, så den bliver helt som du vil have den. Krydr evt. med andet. Jeg kan godt lide at komme en lille håndfuld hakket persille i.

Spis den på rugbrød, i en sandwich med salat, brug den som dip til grønt eller æd den som den er.*

*Grovædning er helt på eget ansvar.


Muffins med gulerod og citron

Server de letsyrlige muffins med en lækker tallerken frugt.

Muffins… jeg er vild med dem! For et par dage siden kom jeg til at tænke på mine yndlingsmuffins fra da jeg var barn. Eller rettere, jeg kom til at savle af madsavn, da tanken om de lækre muffins rullede ind i mit hoved og ned på mine smagsløg. Det var appelsinmuffins med hvid glasur, som ville sprede en duft af himmelsk appelsinaroma i hele huset. Der var ingen tvivl om, at jeg skulle bage dem med det samme, så jeg fandt øko-appelsinerne frem og fik skabt muffins, der var lige præcis lige så lækre, som jeg havde forestillet mig. Næste dag kom min mor på besøg, og hun fik selvfølgelig lov at smage.

Da hun havde taget den første bid, så hun beundrende på mig og sagde, at det var de lækreste muffins hun nogensinde havde smagt. Nu var de jo også inspireret af de muffins hun lærte mig at lave, da jeg var barn, så hvis hun ikke brød sig om dem, ville det delvist være hendes egen fejl. Desværre var de så gode, at hun krævede at få resten med hjem – og så måtte jeg jo lave nogle flere! Jeg havde dog ikke lyst til at lave de samme, men derimod være lidt mere kreativ, nu hvor jeg havde fået stillet min trang til barndommens appelsinmuffins. Det blev til gulerod/citronmuffins og de er rigtig lækre. Du får opskriften her, og så må tiden vise, om jeg vil dele opskriften på verdens bedste appelsinmuffins 😉

10 store muffins

3 dl hvedemel
1 dl havregryn
1 dl sukker
2 tsk bagepulver
lidt salt

blandes i en skål. I en anden skål blandes

Saft og skal af 1/2 øko-citron
1/2 dl appelsinsaft/juice (eller gulerodssaft)
1/2 dl rapsolie
150 g. revne gulerødder
3 spsk mørk sirup

Bland vådt og tørt godt sammen, og fyld dejen i muffinsforme.
Bag dem ved 200° C til de er flot gyldne (15-20 min.). Test med en strikkepind om de er gennembagt.