Oreo milkshake muffins – Mad med Medfølelse
Den bløde, fyldige chokolademuffin med små stykker af Oreos, den cremede, citronfriske, vaniljeprikkede frosting og den knasende sprøde Oreo på toppen… Jeg behøver vist ikke sige meget mere. Hvis din mund ikke løber lidt i vand ved synet af den her muffin – eller cupcake, om du vil – så er du på den helt forkerte blog! Her er nemlig masser af kærlighed, kikærter & kage 😉
Hvem sagde, det var kedeligt at være veganer? … De tog i hvert fald fejl! De her muffins er lavet med medfølelse og består derfor 100% af planter. Ingen dyr er kommet til skade, og det gør den kun endnu lækrere. Nyd dem med god samvittighed, men husk, at de er særlige, og særlige ting skal man gemme til særlige lejligheder. God appetit 🙂
Til 10-12 muffins:
2 dl sojamælk
1 tsk. eddike
1½ dl sukker
½ dl smagsneutral olie
lidt vanilje (gerne flydende vanilje eller vaniljepulver)
2 dl hvedemel
½ dl kakao
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
et drys salt
1 pakke Oreos med chokoladefyld (tjek, at de er veganske) eller lignende
Pisk sojamælken sammen med eddiken i en stor skål og lad det stå nogle minutter. Tilsæt så sukker, olie og vanilje, og pisk til det skummer. Bland, i en anden skål, mel, kakao, hævemidler og salt. Rør så det tørre i det våde. Bræk dine Oreos med chokoladefyld i stykker og bland dem i. Fyld dejen i forme, så 3/4 af formen er fyldt (sæt dem gerne i en muffinsbakke, så de holder formen), og bag kagerne i 15-20 minutter ved 180ºC. Test med en strikkepind (eller en lille “kødnål”, som en veganer selvfølgelig også kan gøre brug af) om kagerne er gennembagt, før du tager dem ud. Lad dem køle af, før du pynter dem med frosting.
Til frosting:
1 dl vegansk plantemargarine (Fx Fri, Ama Økologisk eller Nutana)
4 dl flormelis
½ tsk vaniljepulver (eller anden vanilje)
Revet skal af 1 citron – og ja, den skal selvfølgelig være ØKO
2-4 spsk sojamælk eller -fløde
Pisk margarinen til den er luftig. Tilsæt så flormelis og pisk igen i cirka 3 minutter. (Pas nu på, at du ikke laver en kæmpe sky af flormelis, ik’?) Tilsæt så vanilje, citronskal og sojamælk, og pisk igen i 4-5 minutter, så din frosting bliver godt luftig. Opbevar den på køl, hvis du ikke skal bruge den med det samme.
Brug en sprøjtepose, eller en frysepose, hvor du klipper verdens mindste hul i hjørnet, til at sprøjte frostingen på dine muffins.
Til pynt:
Fine sugerør – det er jo en Oreo milkshake muffin
1 pakke Oreo Original (tjek at de er veganske, ikke alle Oreos i Danmark er uden mælkepulver, desværre)
Knæk Oreo-kiksene i halve og sæt dem ned i frostingen. Klip et sugerør i en passende størrelse og sæt det ned igennem både frosting og kage.
Haps!
Disse Oreo milkshake muffins blev til i samarbejde med Luna og Henriette, og foreningen Mad med Medfølelse, da vi var til optagelserne på Danmarks Bedste Livret på TV2 Fri. Læs mere her.
Codegaen – Stephanie på YouTube
Hvis du er vild med skønhedsprodukter og savner veganske udgaver, så er Stephanies YouTube-kanal lige noget for dig.
Lad mig indrømme det med det samme: Skønhedsprodukter er ikke det, jeg går mest op i 😉 Men derfor vil jeg alligevel gerne opfordre dig til at tage et kig på Stephanies videoer. Både hvis du leder efter skønhedsprodukter, og hvis du vil have andre veganske tips og tricks. Stephanie laver nemlig ikke kun videoer om skønhedsprodukter, hun viser dig også andre glimt af sin hverdag og giver dig idéer til fx cupcakes, påskeæg, let aftensmad og meget andet.
Selv kan jeg godt lide hendes Vegan Cuts-videoer, hvor hun præsenterer veganske godter. Hver måned får hun nemlig en kasse med veganske produkter, som hun viser frem for os og smager på. Det er altid underholdende at se med, og man får helt lyst til at få sig sådan en ordning, så der kommer en kasse lækkerier ind ad døren hver måned.
I videoen ovenfor starter Stephanie med at fortælle os, at hun har mistet sin mor, hvilket hun også har lavet videoer om. Hun er ikke bange for at åbne op og fortælle om ting, der kan være svære at snakke om, hvilket jeg synes er rigtig dejligt. Hos Stephanie får du altså både ydre skønhed, en rørende, personlig fortælling og masser af veganske tips. Og så er hun sød!
Du finder hendes YouTube-kanal her.
Tag et kig og efterlad en hilsen 🙂
Grønt på grillen – gratis kogebog
Anima giver os GRATIS denne veganske kogebog med lækre grillopskrifter. Vi siger mange tak til Anima og downloader selvfølgelig kogebogen med det samme 🙂 Men gør mere end det. Send linket til dine venner, del det på Facebook og fortæl din familie om det. Bogen er en hjælp til alle, der kender en vegetar eller veganer og kan få brug for en opskrift (og til den veganer, der kommer på besøg), og så kan den jo inspirere andre til selv at leve grønnere.
Mmm, de der kejserhatte med aubergine, de ser godt nok gode ud! Og så med en iskold mojito til og grillet ananas til dessert – ja tak! 😀
Mange tak, Anima.
1 ÅR!
Kærlighed & Kikærter fylder 1 år i dag!
Det hele startede med et madalbum på Facebook… Da jeg for et år siden startede bloggen med et indlæg om muffins, var det efter presset udefra var blevet for stort til, at jeg kunne stå imod længere. Mine Facebook-venner var trætte af at savle over madbilleder, og bad mig flere gange om at oprette en blog. Både de, der var trætte af madporno i deres news feed, og de, der ville have mere! Og jeg kunne da godt se, at det ville være meget praktisk at samle mine madbilleder et sted og samtidig dele opskrifter, så andre kunne få glæde af retterne, men jeg var vist ikke helt klar til at dedikere mig til det ansvar, jeg syntes, der fulgte med en madblog. Og hvem gad også følge den? Ville det ikke bare blive et par af mine savlende venner?
Det der blog-halløj var i øvrigt heller ikke noget for mig, det var kun selvfede hipstertyper med trang til at udstille sig selv, der bloggede, så det skulle jeg da bestemt ikke være en del af. Men jeg fik på en eller anden måde alligevel vovet mig ud i bloggeriet, og jeg er faktisk gået hen og blevet helt glad for at have en blog. Og jeg føler mig ikke specielt selvfed eller hipsteragtig bare fordi jeg blogger. Det er faktisk lidt hyggeligt, især når I, kære læsere, stiller spørgsmål, kommer med kommentarer og i det hele taget er en del af bloggen. Uden jer ville der slet ikke være nogen Kærlighed & Kikærter. Der ville bare være en madglad veganer, en masse madbilleder og alt for mange opskrifter, der vandrede forvirrede og fortvivlede rundt i gaderne uden at kunne finde hjem. Eller, ja, måske ikke helt så dramatisk, men det ville i hvert fald være trist. Så tusind tak for jer! 😀
At blogge kan også føre til en hel del spændende ting, og det har det bestemt gjort for mig. Blandt andet blev jeg for et par uger siden kontaktet af en caster, der gerne ville have mig med i et nyt madprogram på TV2 Fri – en konkurrence, hvor man skal dyste mod andre med sin livret – så på lørdag tager jeg til Ebeltoft for at vinde! Jeg har inviteret Luna fra Månebarnet og Henriette fra Grøn, Sund & Lækker med, og sammen vil vi byde dommerne på en uimodståelig, vegansk burger. I skal i øvrigt være mere end velkomne til at komme til Ebeltoft og heppe på os! Læs mere her.
Noget, der er sjovt ved at blogge er, at man kan se, hvad folk søger på (på Google og andre søgemaskiner), for at finde bloggen. I går blev der fx søgt på “Kan man forære blomster til en veganer?” (Lad mig lige afsløre svaret: Det kan man godt. Og vi bliver endda glade for dem!) Og til tider er det nogle rigtig spændende søgninger, der bringer folk til bloggen. Her har jeg samlet et par af de sjoveste søgninger, der har ført folk til bloggen gennem det sidste år:
“Kød?” (Jeg er ikke sikker på, jeg forstår spørgsmålet, men umiddelbart er mit svar nej.)
“Våd chokoladekage” (1: Bag chokoladekage. 2: Dyp i væske. 3: Server.)
“Kage med kikærter” (Ikke endnu, men måske. Hmm…)
“Kød i mørke” (Stadig ikke rigtig vegansk, selvom du ikke kan se det.)
“Chokoladekage med kikærter” (Ja, ja, rolig nu! Jeg sagde måske.)
“Fræk kok med tærte” (Jep, det må være mig. Du ringer bare.)
“Usund madpyramide” (Tak for tilliden?)
“Mayonnaise olé” (Jamen, okay, hvis du siger det: OLÉ!)
“Kan man leve af tofu” (Tjoo, men det bliver nok en lidt usund madpyramide.)
“Hvordan redder man en kage, der ikke er gennembagt” (Bager den færdig? Åh, stakkel.)
“Hvordan følges de 8 kostråd” (Bare spis fra hele madpyramiden: Tofu, tofu, tofu!)
“Remoulade og ristet løg smoothie” (Nej, vel? Hvor er det dog trist, at den søgning førte dig til mig.)
Tilgengæld er der også en hel del søgninger på “kærlighed“, som fører direkte herind, og det kan jeg godt lide! 🙂
Men hvad kan I godt lide? Det er jo en ret væsentlig del af den her samtale, som jeg ser bloggen som. Jeres kommentarer og bedømmelser af indlæggene og opskrifterne fortæller mig, hvad I godt kan lide og gerne vil se mere af. Det hjælper mig til at gøre bloggen bedre, og det holder mig inspireret til at lave flere nye indlæg. En måde at aflæse, hvad I godt kan lide er, at se på bloggens statistik. Der kan jeg se, hvilke opskrifter, der er blevet set flest gange. Ud fra det har jeg lavet jeres top 3 favoritindlæg, og de kommer herunder. Jeg har lavet to: En top 3 for sødt og en top 3 for salt.
TOP 3 – SØDT:
1: Søde & bløde bananmuffins – uden sukker og gluten
2: Når kagen mislykkes: Trøfler!
3: Sandhedskage – svampet vegansk sandkage
TOP 3 – SALT:
1: Smæskesteg
2: Spaghetti veganese
3: Kartoffelfrikadeller med karry
Det er de indlæg I har set flest gange. Sådan en statistik er selvfølgelig ikke helt rimelig overfor nye indlæg, men der har I jeres favoritter som det ser ud nu. Jeg er en smule overrasket over at min egen absolutte favorit – som også er den opskrift, jeg har fået mest ros for – ikke er med. Det er (selvfølgelig) min Banankage med kærlighed, jeg savner i jeres top 3. Men jeg er glad for at Smæskestegen har fået en fin førsteplads, for den er jeg da også glad for! Derudover er jeg også lidt glad for at have inspireret både min mor og nogle af mine bedste venner til at prøve at spise vegansk, og med rigtig positive tilbagemeldinger fra dem alle. Hvordan ser din personlige top 3 ud, og hvad kunne du godt tænke dig at se mere af på bloggen?
Tusind tak til alle jer, der læser med! Jeg håber, I også er med, når bloggen fylder 2 år 🙂
Kærlighed & Kikærter,
Thomas
P.S. Her er et billede af, hvordan det ser ud fra madens perspektiv, når jeg leger i køkkenet.
Dahl med tomatpuré
“Thomas, al din mad er fuld af tomat!” Jeg ved det godt! 😀 Men det er jo, fordi tomat, og især tomatpuré, gør alting godt. Argh, okay, måske ikke banankage, men du forstår. Der er en del af mine yndlingsretter, der indeholder, eller kan indeholde, tomat i en eller anden form. Jeg foretrækker faktisk tomatpuré i stedet for ketchup – eller i hvert fald en ketchuptype med et højt indhold af tomatkoncentrat. Nogle gange kan man dog blive overrasket over, at flasken med ketchup rent faktisk indeholder mere tomatkoncentrat end flasken på hylden ved siden af, som kalder sig for “Tomatpuré”. Her tænker jeg på Beauvais’ tomatpuré, som indeholder så meget vand, at procentdelen af tomatpuré er lavere, end den er i især de økologiske ketchuptyper. Vidste du i øvrigt godt, at noget ketchup faktisk nærmere er rød æblemos? Billige ketchuptyper indeholder nemlig tit en hel del æble.
Hvis du gerne vil spare penge, når du skal have ketchup, men samtidig ikke vil lave den helt fra bunden, så køb i stedet nogle dåser med tomatpuré og bland noget vand, salt og citronsaft i puréen. Det er det, Beauvais gør. Du kan selvfølgelig også tilføje sukker, krydderier eller endda æblemos, hvis du skulle have lyst til det. Og hvis du er i tvivl, om det kan betale sig, så kig lige efter kiloprisen på hhv. de små dåser og den store flaske, næste gang du står ved hylden i supermarkedet.
Hov, nu kom det vist til at handle om ketchup, det var ikke helt meningen. Men nu forstår du nok, at jeg er ret glad for tomat, og så kan du nok også forstå, hvorfor det her er min yndlingsdahl. Der skal nemlig masser af tomatpuré i! Det her er ægte comfort food. Det er hurtigt lavet, det er lækkert, og så er det perfekt til en regnvejrsdag, hvor du bare gerne vil sidde i sofaen under et tæppe.
Til 4 personer:
(Eller bare en enkelt madblogger, der elsker dahl lidt for meget, og som i øvrigt får ret ondt i mavsen. Av.)
1 finthakket rødløg
3 maste og hakkede fed hvidløg
2 cm revet ingefær
1 fintsnittet, lille, rød chili
2 tsk spidskommen
2 finthakkede gulerødder
1 finthakket, rød peberfrugt
400 g. økologiske, røde splitlinser fra Urtekram
1½ liter grøntsagsbouillon (cirka)
2 dåser tomatpuré
peber
mere spidskommen!
Sauter rødløg, hvidløg, ingefær og chili sammen med spidskommen i lidt olie i en gryde. Når løgene er klare, og der dufter godt af ingefær, hvidløg og spidskommen, så tilsæt gulerødder og peberfrugt, og lad det sautere med et par minutter, indtil det er mørt. Tilsæt så linserne og en liter af bouillonen (den må gerne koge – du kan fx tilsætte bouillonpulver/-terning og så kogt vand fra din el-kedel). Lad det koge til linserne er møre – det vil sige kogt ud (cirka 20 minutter) – og tilsæt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt. Når dahlen er kogt færdig smager du til med peber, mere spidskommen og evt. salt. Tag den så fra varmen, og rør tomatpuréen i. Smag til en sidste gang, og server så din dahl med fx (brune) ris eller, som på billedet, med kogte speltkerner. Drys med hakkede nødder for at få lidt knas. Fx ristede eller røgede mandler, cashewnødder eller pistacienødder.
MmM, så er der hyggelig mad!
Bønnebøffer
Mmm… bøffer! Siden Urtekram gav mig en pakke med bønner og linser at arbejde med, har jeg tænkt, at nogle af bønnerne skulle blive til bøffer. Og så valgte jeg de to typer bønner, hvis navne er ganske uveganske, nemlig kidneybønner (altså nyrebønner) og butter beans (smørbønner). Men det var nu ikke så meget på grund af navnet, men mere fordi de er rigtig gode til netop dette formål. Bøfferne får en lækker stegeskorpe, uden at de bliver tørre og kedelige. Perfekt til grillsæsonen, hvor der er masser af bøffer på menuen. De kan dog ikke tilberedes direkte på grillen, men du kan godt lave dem i forvejen og varme dem på grillen, eller stege dem i en foliebakke på grillen.
Fordelene ved at lave dine bøffer af bønner eller linser er mange. Udover, at der er masser af variationsmuligheder, så får du en sund bøf, der er rig på protein, har en lav fedtprocent og indeholder fibre. Det er både godt for dine smagsløg og resten af din krop. Derudover er bønnebøffer meget miljøvenlige, men den største bonus er, at de er dyrevenlige. Når du vælger grønne proteiner, gør du altså ikke kun noget godt for dig selv, men også for miljøet og vores venner, dyrene.
Til cirka 8 bøffer:
1 dåse økologiske, røde kidneybønner fra Urtekram
1 dåse økologiske butter beans fra Urtekram
1 løg
4 fed hvidløg
En lille håndfuld persille
4 spsk havregryn
4 spsk mel
2 spsk grillkrydderi*
salt og peber
1 spsk HP-sauce
2 spsk ketchup
Smid løg, hvidløg og persille i en foodprocessor og blend. (Hvis du ikke har en foodprocessor kan du rive løg og hvidløg, og hakke persillen.) Tilsæt så de to dåser med bønner (drænet for væske) og blend til en fars. (Ingen foodprocessor? Brug en stavblender eller måske endda en kødhakker?) Tilsæt så resten af ingredienserne, og rør godt rundt. Lad nu farsen hvile en halv time, så havregrynene og melet kan trække væske til sig og give farsen den rette konsistens.
Husk at smage til! En lækker fordel (af rigtig mange) ved at spise vegansk er, at man trygt kan spise rå fars uden at bekymre sig om diverse farer, der er forbundet med at spise råt kød eller rå æg. Så grib en ske og smag på din fars, så du kan sørge for, at den er lige præcis som den skal være.
Når farsen har hvilet og samlet sig, former du bøfferne og steger dem i lidt olie på en pande. (Du kan også forme dem på et stykke bagepapir og bage dem ved 200ºC i 10-15 min., men de bliver ikke helt lige så gode. Varm pladen op først, så du sætter bøfferne direkte på den varme plade.) Farsen vil klistre sig fast til dine hænder, men hvis du fugter dine hænder med lidt vand, kan du let forme bøfferne uden for meget klister. Alternativt kan du forme bøfferne med to store skeer og sætte dem på panden, eller du kan forme dem på et stykke bagepapir drysset med lidt mel, hvorfra du tager dem med en palet og sætter dem på panden.
Steg dem ved jævn varme til de har flot stegeskorpe, og lad dem så hvile lidt på en tallerken, før du spiser dem fx med en god portion kartofler og salat (eller måske en kartoffelsalat), i en burger med pomfritter til eller i en pita.
*Du kan selvfølgelig sagtens blande dit eget, fx med paprika, røget paprika, løg- og hvidløgspulver, chilipulver eller cayennepeber, og måske timian, oregano og/eller basilikum.
Junkfood
Kærlighed & Kikærter præsenterer: Et slemt, slemt indlæg! Hvis du leder efter en sund opskrift, så bladrer du lige videre og finder den et andet sted på bloggen, for lige her får du hverken sundhed eller opskrift. Du får derimod inspiration til svinske svinerier på vegansk. Altså junkfood/fastfood/tømmermandsmad til når du trænger til at få salt på tungen og fedtede fingre efter en bytur med alt for meget druk og dans.
Efter en nat på dansegulvet er man træt i bentøjet, svedig, ildelugtende og frem for alt SULTEN! Men hvad gør man så som veganer, når man bare gerne vil have hurtig mad i mavsen, og klokken er kvart over solopgang? Man kan selvfølgelig gå ind i den nærmeste kiosk og købe en banan, men altså, det er jo ikke det, du har lyst til. Du vil have salt, fedt og junk, og det kan du også sagtens få som veganer.
Falafel er næsten altid en mulighed. “Men er der ikke kød i?” Tro det eller ej, jeg er flere gange blevet spurgt, om falafel ikke er lavet af kød. Oftest af folk, som aldrig har været så modige rent faktisk at bestille og smage falafel. Jeg har så fortalt dem, at falafel er lavet af kikærter, hvorefter jeg har lokket dem til at skifte kebabben ud med falafel, så de kunne smage, hvor godt det er. Og de har elsket det hver gang. Der findes jo nærmest ingen mennesker, som ikke kan lide falafel – og med god grund! Min yndlingssnack på vej hjem fra bytur er en rulle med falafel og ketchup og/eller chili-/hvidløgsdressing.
Pizza er også en mulighed, hvis du er ok med en lidt mindre spændende udgave end den, du selv kan trylle frem derhjemme. En vegansk pizza ude i byen er jo oftest en vegetarpizza uden ost, hvilket i sig selv er lidt kedeligt. Du kan gøre det lidt mere snasket og (u)lækkert ved at få chili-/hvidløgsdressing eller ketchup på, men hvis du er så heldig at bo i Aarhus, så kan du også få pizza med vegansk ost. Hos Venus Pizzaria i Vester Allé har de nemlig en vegansk pizza med ost på menuen. Jeg har spist den to gange, og den er ganske udemærket. I går delte jeg en familieudgave med min altspisende ven, som også syntes, den var rigtig lækker. Nu kan du også få vegansk peperoni og skinke på!
Pomfritter kan du få overalt med ketchup og sennep til. Det er salt, det er enkelt, og det er nogle gange lige præcis det, du har brug for.
Hotdog med tofupølser kan du få, hvis du bor i København. DØP, Den Økologiske Pølsemand, har nemlig veganske hottere. Fra i morgen kan du også nyde en vegansk hotdog i Trøjborgs Pølsevogn i Aarhus!
Sandwich er der rig mulighed for at få fingrene i overalt, og der er næsten altid en vegetarisk sandwich på menuen, som meget let kan gøres vegansk. Det er oftest ost, mayo og pesto, der skal erstattes af andre ingredienser for at gøre en vegetarsandwich vegansk. I stedet kan du så få oliventapenade, puré af soltørrede tomater, hummus, vinaigrette eller andet i. Sandwichbarerne tilbyder mange forskellige slags vegansk fyld – ud over bare salat. Du kan fx få grillede peberfrugter, squash eller aubergine, artiskokhjerter, artiskokpuré, grillede svampe, bagte rodfrugter, avocado, guacamole… hvis dit sandwichsted ikke selv har noget af dette på menuen, så har de måske ingredienserne, og så kan du jo spørge dem, om de ikke kunne trylle noget lækkert frem til dig.
Derudover er der alle de asiatiske fastoodsteder, inklusiv sushistederne, som er rigtig gode til grøntsager og endda tofu.
På billedet ovenfor har jeg leget med hjemmelavet fastfood. Pølserne kan du få i helsekostbutikkerne, smørret kan du få i de store supermarkeder (se evt. inde på Guiden) og facon (fake bacon) kan du lave selv af (røget) tofu, som du marinerer og bager til det er sprødt. Du kan fx lade dig inspirere af Lunas opskrift. Bønnerne var Urtekrams lækre baked beans, som jeg helt sikkert skal have fat i igen, hvis der skal engelsk morgenmad på bordet en dag.
Så får du ikke mere snask i denne omgang 😛 Har du et godt tip til snasket junkfood på vegansk?
Grov hummus med persille
Det er vist tid til, at der kommer en god hummus på Kærlighed & Kikærter. Man kan jo ikke have en vegansk madblog, der hedder noget med kikærter uden at have kikærteopskriften over dem alle, veganerens yndlingstilbehør, araberens leverpostej, fremtidens tunmousse: Hummus!
Hummus er det arabiske ord for kikærter, og derfor hedder retten selvsagt ikke hummus på arabisk, den hedder “hummus bi tahina”, hvilket betyder kikærter med tahin. Traditionelt laves hummus nemlig med tahin (sesampasta), foruden olivenolie, citronsaft, hvidløg og salt. Hvis råvarerne er gode og blandingsforholdet rigtigt, er den klassiske hummus intet mindre end fantastisk, men kikærtepuréen bliver ikke mindre god af at få andre indspark og variationer.
Denne hummus er uden tahin (hvilket vel teknisk set gør, at den ikke er en hummus, men hvad pokker), og så er den grov og krydret. Spidskommen er efter min mening uundværligt i hummus! Og persille gør at den også er frisk, samtidig med, at den er fyldig og rund. Jeg serverede sammen med Mad med Medfølelse denne hummus til ØKOweekend i Vestergade i weekenden, hvor den var meget populær blandt gæsterne. Der var endda et par stykker, der var så vilde med den, at de måtte have en portion med hjem. Her får I opskriften 🙂
500 g kikærter – 2 dåser økologiske kikærter fra Urtekram
5 spsk. god olie (kan erstattes med vand for en sundere udgave)
cirka 3 spsk. vand
En god håndfuld persille
5 fed hvidløg
3 spsk. citronsaft
1½ spsk. spidskommen
1 tsk. chilipulver
1 tsk. karry
½ tsk. paprika
1 tsk. salt
friskkværnet peber
Kom alle ingredienser med undtagelse af den ene dåse kikærter i en foodprocessor eller blender og blend det godt sammen. Smag så til og tilsæt den anden dåse kikærter. Blend på “puls”-funktionen nogle gange, til der ikke er flere hele kikærter, men du har en grov hummus med stykker af de lækre kikærter.
Så er der hummus! Server den med et dryp olie, en skive citron og en lille håndfuld persille.
Bønne-/linsedag med Urtekram
Urtekram vil gerne invitere dig til at tage en bønne-/linsedag!
Jeg er blevet kontaktet af Urtekram, som gerne vil have dig til at tage en bønne-/linsedag, og det kan jeg selvfølgelig sagtens bakke op om 🙂 At spise bønner og linser er en god, sund, klima- og dyrevenlig måde at få proteiner på, og så er der så mange muligheder for variation, at det aldrig bliver kedeligt! Bønner og linser kommer i alle regnbuens farver, og der er mindst lige så mange smagsvariationer.
Urtekram gør det let for dig at spise de grønne proteiner, for alle disse produkter er lette og hurtige at tilberede. De kræver ingen iblødsætning, men kan koges direkte fra posen eller spises direkte fra dåsen. Se, dét er en fordel, når man har en travl hverdag.
Jeg har fået tilsendt en pakke med bønner og linser fra Urtekram, som indeholder:
Dåser:
Baked beans
Butter beans
Bønne-mix
Kikærter
& Røde kidneybønner
Poser:
Belugalinser
Delikatesselinser
Gule flækærter
& Røde splitlinser
Urtekram vil gerne have mig til at teste deres produkter, men sandheden er, at jeg allerede har gennemtestet en god del af dem, og jeg er vild med dem. Som veganer er jeg jo ikke helt fremmed overfor bønner og linser, og jeg har med en enkelt undtagelse allerede prøvet produkterne. Undtagelsen er dåsen med baked beans, som jeg så skal stifte bekendtskab med nu. Det er godt nok også længe siden, jeg har fået gule flækærter, så det bliver også et gensyn.
Min favorit er på forhånd de røde linser, som jeg bruger flere gange ugentligt. De er så lette at have med at gøre, og så er de bare lækre i en tomatsauce eller en sammenkogt ret, hvor de kan koge ud, hvilket de gør let.
I de kommende indlæg her på bloggen vil jeg lave lækre retter med Urtekrams bønner og linser, som kan inspirere dig til at gøre dine proteiner grønne.
Derudover…
BOBLEPLASTIK! 😀
Bliver man nogensinde for gammel til at synes, at det er fantastisk at poppe de små luftbobler?!
Lasagne med cashewcreme
La-la-la-la-la-lasagne!
Det her er den hurtige, lækre, sunde og veganske udgave af den klassiske italienske ret. Jeg er vild med lasagne i forskellige afskygninger, men til hverdag må den gerne være både sund, lækker og hurtig at lave, så det her vil jeg kalde en hverdagslasagne.
Til 1 stor lasagne (4 personer):
En portion Nem & hurtig tomatsauce, kogt med røde linser
En portion Cashewcreme (eller en dobbeltportion, hvis du er fræk)
Fuldkornslasagneplader
Og så handler det om lag. Det du skal gøre er sådan set bare at lægge skiftevis sauce og lasagneplader med et lag cashewcreme i midten og resten på toppen. Hvis du laver en dobbeltportion cashewcreme kan du selvfølgelig lave flere lag med den. Din lasagne skal gerne have mange lag, så to eller tre lag med lasagneplader er slet ikke godt nok. Hvis det ender med det, så er dine lag med sauce alt for grådige! 😉 Lasagnepladerne skal kun lige dækkes af saucen, de skal ikke forsvinde under et tykt lag af den. Sørg for at fordele cashewcremen godt på toppen, og krydr gerne toppen med peber og måske lidt basilikum. Bag den ved 200 grader i 30 min.
Lidt mere om lag:
SHREK: Bare til din orientering er der meget mere i os trolde, end folk går og tror!
ÆSEL: Som for eksempel?
SHREK: For eksempel? Okay, øhm, trolde er som løg!
ÆSEL: De stinker?
SHREK: Ja! Nej!
ÆSEL: Og de får en til at græde?
SHREK: Nej!
ÆSEL: Åh, hvis man lægger dem ud i solen, så bli’r de helt brune og begynder at få små, hvide hår?
SHREK: Nej! Lag! Løg har flere lag! Trolde har flere lag! Løg har flere lag! Er du med? Vi har begge to flere lag!
ÆSEL: Åh, I har begge to flere lag, nåh ja. Ah! Nu er det jo ik’ alle, der bryder sig om løg. Lagkager! Alle ka’ li’ lagkager! Lagkager har flere lag!
SHREK: Jeg er ligeglad med hvad alle kan li’! Trolde er ikke lagkager!
ÆSEL: Ved du hvad folk ellers ka’ li’? Lasagne! Har du nogensinde mødt nogen, hvor du sagde, ”Hey, jeg gi’r en gang lasagne”, som så sagde, ”Fy for den, jeg kan ik’ li’ lasagne”? Lasagne er lækkert.
Og I skal også lige have et godt, grønt tip:
Renser du din peberfrugt ved at skære hele vejen rundt i toppen? …så ryger der måske også en del peberfrugtkød i skraldespanden sammen med stilken og frøstolen. Hvis du vil undgå det, så skær i stedet din peberfrugt over på langs, så kan du nemt fjerne frøstol og stilk uden at spilde noget af peberfrugtkødet.
Cashewcreme – vegansk ostesauce
Der er mange måder at lave en vegansk “ostesauce” på. Man kan selvfølgelig bruge vegansk ost, som kan købes i helsekostbutikkerne, men kvaliteten af de oste, vi har i Danmark, er ikke den bedste, når det kommer til smelte-egenskaber (smagen og konsistensen i øvrigt kan sagtens være god, men det er meget forskelligt). Heldigvis har vi en masse lækre nødder til rådighed, og de kan sagtens blive til en lækker ostet sauce med hjælp fra vores bedste ven Hr. Gærflage.
Denne ostesauce er perfekt til lasagne, men den kan også bruges til fx fyldte pandekager eller andre retter, der skal gratineres med ost, som dip til dine chips (den er nemlig også rigtig god, måske endda bedre, når den er rå) eller på pizza.
2 dl cashewnødder
3-5 spsk citronsaft
5 gavmilde spsk gærflager
1 tsk revet muskat
et drys cayennepeber
godt med peber
1 tsk salt
cirka 2 dl vand
(+vand til at lægge nødderne i blød)
Start med at lægge nødderne i blød. Gerne natten over, men mindst en time. Hæld så vandet fra og tilsæt de øvrige ingredienser. Start med 1 dl af vandet. Blend så det hele med en stavblender eller i en foodprocessor. Tilsat mere vand og blend igen, til du er tilfreds med konsistensen. Hvis du skal bruge cashewcremen til dip, må den gerne være tyk. Hvis du skal bruge den til lasagne, skal den være lidt tyndere. Husk at smage til 🙂
Kikærtepandekager med squash
Da jeg var på weekend i Buddhahytten, var jeg så heldig at møde søde Anni (og hendes datter, Marie – og en masse andre!), som læser med her på bloggen. Hun havde taget dej med til de lækreste pandekager af kikærtemel med revet squash i. Pandekagerne var vildt gode, og meget populære, så jeg spurgte Annie, om jeg måtte hapse idéen og lægge en opskrift på bloggen. Det måtte jeg heldigvis, så nu får i min udgave af Annis lækre kikærtepandekager. Jeg har gjort dem lidt tykkere, men de er stadig lækre sprøde i kanten, og så er der masser af spidskommen i! Det er Anni og jeg meget enige om er et af de bedste krydderier, der findes. Hvis du også er helt vild med spidskommen, så går du bare amok og tilsætter mere, end jeg skriver i opskriften 😉
Kikærtemel er så smart, at det kan bruges til at lave vegansk “æggekage”, så hvis du laver dejen tykkere, kan du bruge den til det i stedet for pandekager. Det er i øvrigt også på Guiden, som jeg løbende opdatere. Den er dog ved at være så omfattende, at der er brug for at omstrukturere lidt, så det er lettere at finde ting, så det skal jeg nok få set på, når der er tid til det. Pandekagerne serverer jeg her med enkelt fyld, en salat med belugalinser og tomatpesto, så det er pandekagerne, der er i fokus. Pestoen af soltørrede tomater købte jeg hos min lokale frugt- og grøntpusher, Ana Frugt & Grønt på Trøjborg, hvor de er rigtig flinke ved veganerbloggeren 🙂 (De har i øvrigt et billede fra bloggen til at hænge derinde… se, om du kan finde det, hvis du alligevel er i nærheden.)
I mit forsøg på at undgå olie, så vidt muligt, prøvede jeg at tørstege pandekagerne, men det var bestemt ingen succes. Hvis du har tips til, hvordan jeg kan gøre, vil jeg gerne høre fra dig.
Til 4 store pandekager :
(Du kan selvfølgelig også lave små pandekager, de er lettere at styre på panden.)
100 g. kikærtemel
3 dl vand
200 g. squash
2 fed revet hvidløg
2 tsk. garam masala (består af spidskommen, kardemomme, kanel, peber, koriander, cayennepeber mm.)
1 spsk spidskommen
½ tsk gurkemeje
friskkværnet peber
1-2 tsk salt
Start med at blande kikærtemel og vand til dej – gerne i en kande eller skål, som du kan hælde fra. Riv så squashen og tilsæt den til pandekagedejen med hvidløg og krydderier. Lad dejen stå i mindst en halv time, før du begynder at stege pandekagerne, så kikærtemelet, squashen og vandet kan samle sig til en dej.
Steg pandekagerne i olie på en non-stickpande. (Jo mindre de er, jo lettere er de at styre.) Rør godt i dejen før hver pandekage hældes over i panden, så du får squash med i dem alle og ikke kun den sidste. Hjælp evt. med at fordele squashen i pandekagen, lige når du har hældt dejen på panden, så der ikke er en tyk samling squash i midten. Pandekagen skal vendes, når den er gylden i kanten og dejen er stivnet.
Haps! Tak til Anni for inspiration 🙂
Holy guacamole!
Det er helt enkelt og meget let at finde ud af. Og det gør det kun bedre! Tag en pose majschips med hjem fra supermarkedet, lav en guacamole og opdag dit eget fråder-gen, når du savlende tømmer posen og skålen på alt for kort tid 😉 Du kan selvfølgelig også bruge guacamolen som tilbehør, til tortillas eller måske endda på rugbrød.
3 avokadoer
saft af en citron (skær en skive fra til pynt)
1 lille, fintsnittet rødløg
3 fed fintsnittet/revet hvidløg
1 spsk ketchup
1 tsk chilipulver
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk (hav)salt
friskkværnet peber
Mos avokadoerne og tilsæt de øvrige ingredienser. Smag til, så den er lige i skabet, og så er det bare at gå om bord i skålen. Et godt tip er et gemme en avokado-sten, som du kan lægge i skålen med guac’ for at forhindre, at guac’en bliver brun, hvis du altså ikke spiser det hele med det samme 😉
PS ketchuppen, det søde element, kan erstattes af fintsnittet tomat, men så vil jeg anbefale, at du lader guac’en stå i køleskabet et par timer, før du fråder.
Buddhahyttehygge
Det sker fra tid til anden, at diverse af de værste pakker deres soveposer og drager mod et stykke herlighed i Vestjylland, hvor græsset er grønnere, nætterne længere, maden lækrere, samtalerne sjovere, menneskene gladere… Et sted, hvor man kan komme som man er, glad eller ked (men helst det første), dum eller sød (men helst det sidste), grøn eller rød (men gerne begge dele), og hvor man helt sikkert går glad derfra igen. De kalder denne skønne herlighed for Buddhahytten!
I går kom jeg hjem fra min anden tur i Buddhahytten i Vestjylland. Buddhahytten er Pers hyggelige hus, hvor han et par gange om året åbner dørene for alle, der måtte have lyst til at komme på besøg et par dage. Det er efterhånden blevet en eftertragtet begivenhed, så det går altid hurtigt med at få fyldt pladserne op, når Per inviterer. Han sender sin invitation ud via Vegetarkontakt, og alle opfordres til at melde sig på listen, hvis de har lyst. Du skal bare have dit sovegrej og et par gode portioner vegansk mad til deling med.
Der er en meget enkel regel i Buddhahytten: Du må ikke spørge om noget. Altså skal du bare føle dig hjemme og tage, hvad du har lyst til. Det er en ualmindelig mængde gæstfrihed, man mødes med hos Per, og så er der endda chauffør på, for når man kommer med tog, bliver man hentet på stationen. Som det ikke var nok i sig selv, så har Per altid en lille deltagergave til de heldige, der når at skrive sig på deltagerlisten, inden den er fuld. Denne gang fik vi lækker chokolade med lakrids og en chokoladebar med kokos- eller frugtfyld. Haps! 😉
Det blev til et par gode dage og nætter i Buddhahytten. Vi har gået tur ved vandet, spillet spil, snakket, lyttet til musik, snakket, danset til musik, smagt på hinandens retter, snakket noget mere og lavet en hulens masse mad! Der blev blandt andet lavet og spist:
Kikærtepandekager med squash
Stegte bønner og chorizopølse
Karryret med svampe
Hjemmebagte boller
Pers svampepostej
Kærlighedskugler
Kartoffelsalat
Kikærtegryde
Drømmekage
Deller
Pastasalat med spinat
Ramsløgspesto
Guacamole
Frugt
De fire sidste på listen var, hvad jeg havde med/lavede. Der mangler ofte noget grønt og sundt til sådanne fællesspisninger, for der er ingen, der gider være “veganeren, der tog salat med”, så det job tog jeg 😉 …nu skal I vist se billeder.
- Hippier i Vestjylland. Det passer meget godt 😉
- Johan er havets hersker!
- Kat tør ikke gå ud på badebroen, fordi hun er bange for vand.
- Johan slår smut som en konge.
- Muslingehjerte.
- Guacamole i hjerteform.
- Ramsløgspesto.
- Pastasalat.
- Og så bliver der kokkereret.
- Karryret med svampe.
- Anders’ kikærtegryde.
- Kartoffelsalat.
- Johans stegte bønner – nu med vegansk chorizopølse.
- Risret.
- Brød.
- Pers svampepostej.
- Annies kikærtepandekager med squash.
- Drømmekage efter Mia Sommers opskrift.
- Mig midt om natten med det tredje (store!) stykke drømmekage.
Instagram med #inspiration
Når bloggeren har travlt, så bliver bloggen ikke opdateret så tit, og hvad gør man så?! Så finder man ham på Instagram og får en masse #inspiration til lækker #madmedmedfølelse den vej 😉
http://instagram.com/thomaserex#
Lige nu er der masser at lave for Mad med Medfølelse, og derudover har jeg travlt med uni og arbejde, men der bliver da stadig plads til lidt Kærlighed & Kikærter ind imellem. Hvis du gerne vil have mere end det, så kig endelig med på Instagram, hvor jeg deler masser af madbilleder – og alt muligt andet, men mest madbilleder (man er vel madnørd ;)).
Jeg deler sjældent opskrifter på Instagram, men hvis du spørger efter en, så vil jeg helt sikkert gerne dele den.
Nem & hurtigt tomatsauce
I går lagde jeg en video på 1 minut ud på Mad med Medfølelses Facebookside, hvor jeg fortæller, hvordan du på bare 15 minutter kan lave en lækker og sund tomatsauce med masser af grønt. Det er jo nødvendigt med noget, der går hurtigt engang imellem, når man har travlt eller kommer sent hjem. Tricket til den her sauce er at bruge en foodprocessor. Du gør simpelthen bare dine grønsager klar, renser dem, og så smider du alle ingredienserne i en foodprocessor og blender det hele til en sauce, som du så varmer og smager til med krydderier. På den måde får du lavet en lækker og sund tomatsauce inden din pasta når at koge færdig. Lettere bliver det vist ikke.
Ved at gøre det på denne måde sparer du også olien, som du måske normalt ville starte med at sautere løgene i. Og så kan du jo sagtens tage en portion mere 😉
Til 4 personer:
2 løg
5 fed hvidløg
½ gul chili
5 soltørrede tomater
1 rød snackpeber
1 gul eller orange peberfrugt
4-5 gulerødder
1 pose frisk spinat
2 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatpuré
2-3 dl vand eller bouillon
Paprika, basilikum, timian, peber
evt. røde linser eller en dåse bønner
Klargør alle grønsager, og smid dem i en foodprocessor. Blend! Varm saucen (eller spis de kold og rå, hvis du hellere vil det) og tilsæt evt. røde linser (de er kogt møre ret hurtigt) eller en dåse bønner/kikærter. Server med grovpasta og pynt med forårsløg eller gærflager. God appetit!
Aarhus Sustainability Festival
For nylig kom antallet af “likes” på Mad med Medfølelses Facebookside op over 1000! Det er skønt med al den interesse for vores grønne forening, så mange tak til de af jer, der støtter vores initiativ. Vi elsker at komme ud og dele god mad ud, og i weekenden er vi med på Aarhus Sustainability Festival på Godsbanen i Aarhus, hvor vi serverer Mad med Medfølelse til festivallens besøgende.
Vi er der lørdag og søndag fra 11.00 til 14.00 🙂 (Rettelse: Søndag fra 12 til 15.)
Vores hapsere er ganske gratis, men det koster lidt at komme ind til festivallen. Du får dog helt sikkert noget for pengene, for der er en masse spændende ting at se på og deltage i. Det handler om bæredygtighed på alle mulige måder, så festivallen byder på alt fra cykelauktion og modeshow til debatter og dokumentarfilm.
Kom endelig og besøg os, hvis du er i Aarhus, og tag børnene med!
Du kan læse mere om festivallen på deres hjemmeside og på Facebook.
Marts med Medfølelse: Simons oplevelse
I Marts har foreningen Mad med Medfølelse opfordret dig til at udfordre dig selv. Her på bloggen har jeg skrevet lidt om mine tre venner, der har deltaget i projektet Marts med Medfølelse (læs mere her og her), og nu er tiden så kommet til at runde måneden af og evaluere på oplevelsen. Jeg har sendt et par spørgsmål til mine tre venner, som de har svaret på, som de havde lyst – hvis de havde lyst. Her kan du læse om (jurastuderende) Simons oplevelse med at spise vegansk.
I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?
Helt generelt og overordnet set har Marts Med Medfølelse været en god oplevelse. Der har været rigtig mange udfordringer, og ens viljestyrke er blevet sat på prøve nogle gange efterhånden. Udfordringen har i høj grad været med til, at man skal lære at være mere kreativ i køkkenet, hvilket kun er godt. Og så har en stor del af den veganske mad imponeret andre altspisende.
Synes du, måneden har været fattig på smagsoplevelser?
Absolut ikke. Den eneste dårlige smagsoplevelse, jeg har haft, var en omgang linsefrikadeller, som bare ikke fungerede. Men så fandt jeg en anden. Ellers har jeg på ingen måde savnet smag i min mad. Jeg har fundet ud af, at det ikke kræver alverden at lave f.eks. lækre supper, som oven i købet begejstrer andre.
Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
Min krop har været igennem en forandring, som jeg bestemt ikke havde regnet med.
Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Ikke den, men de! Der har været en del gange, hvor jeg har haft cravings efter lækre sager, som indeholdt animalske produkter, og som jeg er vant til at spise. Jeg har overvundet det til dels ved at finde veganske alternativer, men en stor del af det har været ren og skær viljestyrke baseret på et ønske om at klare udfordringen på bedst mulig vis. Og måske har det faktum, at man sparer en del kalorier også spillet lidt ind.
Har du savnet inspiration? (Til hvad?)
Jeg har haft stor gavn at Mad Med Medfølelses daglige posts på deres facebook-side, så jeg har ikke manglet inspiration til madlavningen.
Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret dig?
Min krop har helt klart forandret sig på den positive måde. Jeg startede med at smide et kilo i første uge, tog det på igen i anden uge (lidt for meget banankage vel sagtens), og i skrivende stund har jeg nok smidt et kilo i alt. Men det er mindre vigtigt. Den største forandring ligger i, at jeg kan se, at min krop har forandret sig. Og jeg er ikke den eneste – jeg har fået flere kommentarer med på vejen. Kroppen ser langt mindre oppustet ud, og det ser lidt ud som om, at der er røget et ydre fedtlag. Og truth be told, så er min krop pænere at se på end nogensinde.
Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Veganer ved jeg ikke, om jeg bliver. Men når det er sagt, er det helt sikkert, at min kost kommer til at bestå af masser af vegansk mad fremadrettet, men ikke udelukkende. Det har været et inspirerende forløb, og jeg har lært at kokkerere en masse nye ting. Jeg er også begyndt at eksperimentere meget mere i køkkenet, hvilket jo kun er sjovt. Og når den veganske kost har haft positive indvirkninger på min krop, kan jeg kun se det som en ekstra motivation til at fortsætte på overvejende vegansk mad. Så konklusionen må være, uden at blinke, at jeg kommer til at spise meget mere vegansk, end jeg gjorde før marts måned.
Marts med Medfølelse: Heidis oplevelse
I Marts har foreningen Mad med Medfølelse opfordret dig til at udfordre dig selv. Her på bloggen har jeg skrevet lidt om mine tre venner, der har deltaget i projektet Marts med Medfølelse (læs mere her og her), og nu er tiden så kommet til at runde måneden af og evaluere på oplevelsen. Jeg har sendt et par spørgsmål til mine tre venner, som de har svaret på, som de havde lyst – hvis de havde lyst. Her kan du læse om (religionstuderende) Heidis oplevelse med at spise vegansk.
I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?
Der var en del udfordringer i starten, men efter den første uge blev det lettere at finde på ting at spise. Man startede desuden med nogle fordomme om at veganere kun levede af grøntsager og bønner, men de blev selvfølgelig hurtig skudt ned. Den største udfordring har været når man besøgte familie og venner. Selvom de fleste er åbne for at man skal have special-kost, er det ikke alle, der ser andet end iceberg, tomat og agurk, når de tænker salat. Sådan har jeg selv været engang, men man finder hurtigt ud af, hvor meget spændende man kan lave, når man ikke behøver kød.
Synes du, måneden har været fattig på smagsoplevelser?
Måneden har langt fra været fattig på smagsoplevelser. Jeg har fået smagt en masse nye ting og har fået øjnene op for nye krydderier og nye måder at sammensætte ingredienserne på.
Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på én ud af de mange positive oplevelser, så jeg nævner nogle i stedet. Jeg føler at jeg har fået mere energi, føler mig mere sund og ikke så tung i kroppen; tror endda at jeg har tabt et par kg… Desuden er det både billigere og lettere at handle ind.
Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Jeg har før sagt, at det ikke har været så svært for mig at finde på og lave mad, da det er Randi (min rumbo), der laver maden. Hvis jeg skulle nævne noget, er det måske de laster, som man har skullet styre udenom. Ved godt, at der for det meste er veganske alternativer, men det er stadig ikke helt det samme. Det er dog småting som jeg har skullet undvære.
Har du savnet inspiration? (Til hvad?)
Igen er det ikke mig, der laver mad. Dog har jeg været medbestemmende, og i denne process har jeg kigget den veganske kogebog ‘Grøn glæde’ og selvfølgelig de lækre opskrifter på denne blog.
Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret dig?
Som sagt har jeg mærket en lettere følelse i kroppen og har følt mig sundere. Jeg har ikke vejet mig, men mine bukser er begyndt at glide ned Desuden føler jeg, at min hud er blevet mindre uren, og jeg har færre tilfælde af migræne-anfald, som jeg før har døjet meget med.
Er du begyndt at tænke anderledes på, hvordan du spiser?
Jeg savner ikke de animalske produkter i min hverdag, så det er bestemt noget jeg tager med efter Marts med Medfølelse også. Desuden er jeg begyndt at spise mere frugt, da snack-time før denne måned indeholdt ting som var animalske, og da frugt jo er et sundt og lækkert alternativ
Vores forbrug har direkte indflydelse på resten af samfundet. Har denne måned gjort, at du tænker mere på konsekvenserne af dit kostvalg (sundhedsmæssige, miljømæssige og etiske)?
Jeg vil tænke over de sundhedsmæssige konsekvenser, da jeg kan se en forskel. På de andre områder kommer det jo automatisk…
Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Jeg vil helt sikkert beholde nogle vaner efter denne måned, men tror ikke helt at jeg vil overgive mig til veganismen. Det har været en spændende og lærerig oplevelse med mange nye indtryk, men der er alligevel en del som jeg glæder mig til at spise igen. Dog har jeg tænkt mig at mindske indtaget af kød og evt kun spise kød et par dage om ugen.
Marts med Medfølelse: Randis oplevelse
I Marts har foreningen Mad med Medfølelse opfordret dig til at udfordre dig selv. Her på bloggen har jeg skrevet lidt om mine tre venner, der har deltaget i projektet Marts med Medfølelse (læs mere her og her), og nu er tiden så kommet til at runde måneden af og evaluere på oplevelsen. Jeg har sendt et par spørgsmål til mine tre venner, som de har svaret på, som de havde lyst – hvis de havde lyst. Her kan du læse om (slagterdatteren) Randis oplevelse med at spise vegansk.
I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?
Det har været sjovt, spændende… Og det er jo ikke sværere at spise vegansk end at være altædende, når først ens køkken er blevet “bygget” til det. Jeg er lige nu taget hjem til min mor, og jeg er da glad for at jeg tog marmelade med hjemmefra, for hendes køleskab består af følgende: Æg, bacon, smør, rødkål, ost, mælk, sovs, æbler, honning… Haha – SÅ bliver det besværligt.
Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
Det har åbnet op for nye smagsoplevelser og nye muligheder.
Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Den største udfordring er at skulle overleve/spise i et ikke-vegansk hjem… Men så må man jo tage lækkerier med hjemmefra.
Har du savnet inspiration? (Til hvad?)
Næh… Jeg kender sådan en sød dreng, der hedder Thomas.
Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret dig?
Der er ikke de store ændringer. Min elevatorvægt svinger lidt, men det endelige resultat er vist minus 1,5kg. Men synes ikke jeg kan mærke, at jeg er blevet friskere eller sådan noget.
Er du begyndt at tænke anderledes på, hvordan du spiser?
Før var et måltid ikke et rigtigt måltid uden kød. Sådan tænker jeg ikke mere. Min nye favoritmadvare er KIKÆRTER. Det er kommet så vidt som, at jeg en dag sagde til Heidi, at hvis jeg kunne frede en madvare, hvis nu der var risiko for udslettelse, så skulle det være de kære små kikærter. Derudover kigger jeg også på ingredienser nu, og jeg er da blevet både overrasket og forfærdet over, hvad der kan være i ting man gladeligt spiser. Ved ikke om det dog vil gøre, at jeg lader være med at spise en bestemt ting.
Vores forbrug har direkte indflydelse på resten af samfundet. Har denne måned gjort, at du tænker mere på konsekvenserne af dit kostvalg (sundhedsmæssige, miljømæssige og etiske)?
Jeg tænker sundhed, og også på miljøet. Kød er dyrt og belastende at producere, så jeg vil prøve at spise godt kød/fisk kun 1-2 gange om ugen i stedet for kødklister hver dag.
Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Jeg regner ikke med at fortsætte 100%, jeg kan godt lide både det veganske og det animalske, men vil forsøge at sammensætte det mere fornuftigt, både for min egen skyld, men også for miljøet.
Salat med karrykartofler og dilddressing
Når det nu endelig skal være salat, så lad det være salat med lidt gods i. Iceberg, agurk og tomat er simpelthen for kedeligt. Den her salat er meget enkel, men samtidig gør kartoflerne og dressingen, at den både mætter og er lækker. Du kan lave kartoflerne og dressingen til hvilken som helst salat, men her består den af salatblade, tomat, ærter, peberfrugt og græskarkerner. Her er kartofler og dressing til en frokostanretning til 2-3 personer.
Kartoflerne
500 g små kartofler i halve eller kvarte
1 spsk karry
2 spsk sojasauce
Rens kartoflerne (jeg skræller dem kun, når det er strengt nødvendigt) og skær dem i halve eller kvarte, så de er nogenlunde ens i størrelsen. Vend dem i karry og sojasauce, læg dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem ved 200ºC til de er færdige (15-20 minutter).
Dressingen
2 dl vegansk yoghurt (uden sukker)
1 hakket bundt frisk dild
1 presset fed hvidløg
2 spsk frisk citronsaft
lidt salt
Bland alle ingredienserne, og lad gerne dressingen stå en time eller mere på køl, før du serverer den.


































































Nye kommentarer på bloggen