Flødekarameller
Til en lille portion (passer til mængden, der skal bruges i en dobbeltportion af mine cookies), hvis du vil lave karameller for karamellernes skyld (som altså ikke skal bruges i cookies), så lav en dobbeltportion.
50 g. vegansk smør (plantemargarine uden mælk)
125 g. (rør)sukker
½ dl lys sirup
½ tsk salt
125 ml. soja- eller havrefløde (en halv brik)
evt. lidt kaffe-essens (eller du kan bruge lidt knust instant-kaffe!), hvis du vil have lidt kaffesmag i karamellerne.
Smelt smørret i en tykbundet gryde, og tilsæt så de øvrige ingredienser. Kog det hele og rør rundt ind i mellem. Du må endelig ikke forlade gryden med kogende sukker! Brug et termometer til at holde øje med temperaturen. Når massen når 124ºC er den færdig, og du kan hælde den over på et stykke bagepapir på en plade eller i et fad (bred massen ud i et relativt tyndt lag, hvis du vil lave små karamelstykker til cookies). Lad så massen køle af og skær karamellerne ud. Et godt tip, hvis kniven hænger fast, når du prøver at skære, er at smøre kniven med lidt smagsneutral olie.
Karamellerne bliver faste, men så de kan tygges. Hvis du vil have dem blødere, skal de koge mindre og nå en lidt lavere temperatur (115-118ºC). Opbevar dine karameller på køl.
25!
I skrivende stund sidder jeg midt i en meget kold byggeplads, der for under en time siden var min rare og varme lejlighed. I går var den fuld af søde mennesker, der var kommet forbi for at kramme mig og sige tillykke med, at jeg nu har overlevet i hele 25 år… og det er jo en sejr i sig selv!
Byggepladsen og kulden skyldes, at mine vinduer skal undergå et eftersyn. Så her er to flinke håndværkere, som er i gang med at tage vinduer af, smøre hængsler, skifte små skruer, justere, rette til og genmontere. Behøver jeg nævne, at det sner udenfor, og det dermed (eftersom vinduerne er taget af) også sner herinde?
Fødselsdagsfejringen skyldes… hmm, ja, at det er tradition? Men jeg inviterede også på fødselsdag, fordi det er rart at have søde mennesker på besøg, og der kom heldigvis en masse søde mennesker forbi. Jeg havde lavet en åben invitation, så folk kunne komme og gå, som de havde lyst, hvilket jeg synes var en rigtig god måde at gøre det på. Derudover er en fødselsdagsfejring jo også den perfekte anledning til at hoppe i køkkenet og lege lidt.
Jeg bød mine gæster på to lækkerier: K&K-Cookies (som der kommer en opskrift på) og snasket lagkage med kagecreme og kokosflødeskum. Ingen frugt og fuldkorn, bare sukker, fedt og kalorier! 😀 (Av, jeg skal spise sundt den kommende uge!)
Udover at dele nogle få billeder fra min fødselsdag med jer, vil jeg også gerne lige fortælle kort om, hvordan man kan lave lagkage på vegansk. Nu er håndværkerne vist også ved at være færdige, så jeg kan ikke behøver skrive på livet løs for at holde varmen.
Lagkage:
Lagkagen lavede jeg med min Sandhedskage som bunde. Ind i kagen kom jeg blandet frugt og kagecreme. Kagecremen lavede jeg af pulver fra Dr. Oetker og sojamælk. Jeg lavede en hel pose, men brugte kun den halve, så nu står der 3dl kagecreme i køleskabet og truer med at gøre mig tyk. Men jeg tror nu alligevel, jeg smider det ud, for det er godt nok ikke lige min yndlingsspise – selvom det går an i lagkage, men jeg skal altså ikke have lagkage til aftensmad (igen)!
Kokosflødeskummen lavede jeg ganske enkelt af det tykke (og kun det tykke!) indhold fra to dåser kokosmælk (ikke light), som havde stået på køl natten over. (De skal være helt kolde, så det tykke i dåsen er fast.) Jeg piskede det tykke luftigt med et koldt piskeris i en kold skål, og derefter smagte jeg det til med flormelis og vaniljesukker. Vandet, der er til overs fra kokosmælken, har jeg gemt, så jeg kan bruge det i en wok- eller gryderet.
En god tilføjelse: Udover at kokosflødeskum er vildt lækkert, så er fedtprocenten kun det halve af fedtprocenten i koflødeskum … så kan man vist godt tage et ekstra stykke 😉
Hjemmelavet yoghurt

At man fravælger komælk, og alle produkter heraf, betyder ikke, at man nødvendigvis også fravælger at spise yoghurt, smør, ost eller endda at drikke mælk. Man kan sagtens få mælkeprodukter lavet af plantemælk, og man kan endda lave en del af dem selv ganske enkelt. Her viser jeg, hvordan du helt enkelt kan få din købeyoghurt til at holde længere og derved spare penge. Det er altså ikke yoghurtkultivering fra bunden, men et lille snydetrick, der gør prisen på din yoghurt en del lavere.
Der er god grund til at spise lidt syrnede fødevarer som fx yoghurt. (Andre syrnede fødevarer er fx sauerkraut, kimchi og kefir.) De probiotiske bakterier som findes i yoghurt er nemlig med til at holde kulturen i din mave sund og velfungerende. Ja, og så smager det godt! Der er derimod ingen god grund til at det skal være ko-yoghurt. Der er mange gode grunde til, at det ikke bør være lavet på modermælk fra en ko. For det er jo netop, hvad det er. Modermælk. Altså mad til en kalv, ikke til et menneske. Når du vælger at drikke ko-mælk, vælger du også, at en kalv ikke skal. At en kalv ikke skal være sammen med sin mor, og at han/hun i øvrigt skal enten dø med det samme, han er født, eller ende i samme situation som sin mor. Det er klart, at vi ikke skal drikke mælk fra køer, præcis ligesom vi ikke skal drikke mælk fra katte, kameler, grise eller giraffer. Vi har brug for menneskemælk, og vi har kun brug for den, mens vi er spædbørn.
Til en liter yoghurt skal du bruge:
1 liter sojamælk (enten med eller uden sukker)
2 spsk købt sojayoghurt
Derudover kan du tilsætte smag, som du ønsker. Lidt sukker eller agave vil gøre din yoghurt lækkert sød og rund, og frugt er jo altid godt i yoghurt. Hvis du vil have en sød frugtyoghurt, som dem man køber, skal du koge en tyk frugtsirup (sukker, frugt, kog) og tilføje. Men det kan sagtens gøres lækkert med frugt uden sukker! Tilføj din(e) yndlingsfrugt(er) i små tern og lad det stå i køleskabet nogle timer, så får din yoghurt en dejlig frugtsmag. Du skal dog være opmærksom på, at din yoghurt bliver meget tynd, hvis du tilsætter meget vandholdige frugter, som citrusfrugter eller bær, uden at koge en sirup på dem først.
Det er selvfølgelig også en mulighed at tilsætte frugten ved servering, hvilket nok er, hvad jeg foretrækker. På den måde holder yoghurten sin farve og konsistens bedre, og man risikerer ikke, at frugten ligger og bliver udvandet og kedelig i yoghurten. Undtagelsen må være banan, som rigtig fint kan blandes med yoghurten og stå på køl. På billedet har jeg valgt at servere yoghurten med clementin og granatæble, hvilket er en frisk og syrlig kombination, der gør sig godt med den cremede yoghurt.
Her er, hvordan du gør:
Start med at koge en liter sojamælk op til kogepunktet. Rør godt undervejs, så mælken ikke brænder fast i bunden. Mens mælken varmes op, forbereder du en tætsluttende skål, som du kan hælde den over i, når den er kølet ned. (Jeg bruger en fryse-/kogepose, da min skål ikke slutter helt tæt.) Så snart der kommer bobler tager du mælken fra varmen og lader den køle ned. Når termometret viser 50ºC kan du komme 2 spsk yoghurt i. Du kan dog også vente til temperaturen kommer ned på 40ºC.
Tilsætter du yoghurten ved 45ºC eller højere vil det give en syrlig yoghurt.
Tilsætter du yoghurten ved 45ºC eller lavere vil det give en mildere yoghurt.
Prøv dig frem og find din yndlingsyoghurt. Du kan også starte med at koge mælken lidt ind, hvilket vil give en tykkere yoghurt. Du kan også vælge at tilsætte mere yoghurt til den kogte mælk, men det er ikke nødvendigt.
Når du har tilsat købeyoghurten og rørt godt rundt, hælder du den lune mælke over i din klargjorte skål, og så er dit arbejde færdigt. Nu er det bakteriekulturernes tur til at arbejde! Sæt skålen et lunt sted (evt. i nærheden af en varmekilde (radiator, brændeovn)), og lad den stå der et døgn.
Sådan. Du har skabt yoghurt, og nu skal den bare på køl, hvor den kan holde sig en lille uge (5 dage). Den vil blive en smule mere sur for hver dag, der går.
Marts med Medfølelse: De 10 første dage
Marts med Medfølelse ruller, og der er voldsom interesse for projektet. På Facebook har Mad med Medfølelses side fået dobbelt så mange “følgere”, siden projektet startede, og det summer af aktivitet på siden hver dag med kommentarer og spørgsmål til vegansk mad. Det er dejligt, at så mange har taget udfordringen op, og at der er en overvældende positiv respons.
I min egen lille lejr er det de tre flotte, unge mennesker på billedet ovenfor, der har valgt at udfordre sig selv (ham den grønne deltager ikke, han er vist overbevist), og det resulterer indtil videre i øget overskud, ny inspiration, et vægttab og masser af madglæde, men også i nye udfordringer, der skal overvindes. Mine tre seje og søde venner fortæller her lidt om deres oplevelser indtil videre.
– – –
Randi (det øverste billede) er den største madnørd af de tre venner, jeg blogger om her. Ligesom mig kan hun godt lide at stå i køkkenet og lege med ingredienser, så vi har haft lidt nørdet sms-korrespondance om linsedeller, falafler og et bananbrød, der bare ikke virkede. (Beklager, Randi, der ER rettet!) Og så er hun dygtig til at tænke over selv de mindste ting, så hun blev lige nødt til at spørge mig: “Er der noget, jeg vælger ikke at spise i tyggegummi?” – det var lige en formulering for mig, for det der med “må”, det klinger så religiøst. “Må du spise det her?” siger folk tit, og jeg svarer altid, at jeg må spise, hvad jeg vil, men jeg vil ikke spise noget, der kommer fra dyr. (Og man kan godt få vegansk tyggegummi, men hold især øje med gelatine, E481 og E482.) Randi er oftest den, der laver mad hjemme hos hende og Heidi (de er bofæller), og hun fortæller om sin oplevelse med vegansk madlavning:
“Jeg synes det er sjovt og spændende at leve på vegansk! Jeg har “fået lov til” at lave nogle retter som jeg har drømt om, men ikke har kunnet tage mig sammen til.. Fordi det traditionelle bare var nemmere. Blandt andet falafel! – som jo btw på ingen måde er sværere/mere besværligt at lave end frikadeller!”
Randi fortæller også, at hun synes, det er spændende at prøve nye spreads og postejer, men den nye tilgang til maden er også en udfordring, der kræver lidt:
“Det sværeste, hvis der har været noget, er TID! På vegansk er det ikke kun aftensmad der er lidt tidskrævende, men også morgenmad, og ISÆR frokost.”
Og så savner hun at spise ost. Men mon ikke det der med at det kræver mere tid bliver lettere hen ad vejen, som hun lærer de nye rutiner at kende, og det med osten bliver lettere, når det kommer længere på afstand. Sådan husker jeg det i hvert fald selv fra min første tid som veganer. Alting bliver gradvist lettere, som man vænner sig til sin nye livsstil. Man finder nye frokostløsninger, der måske bevæger sig lidt væk fra det traditionelle, og ostetrangen ender med at blive til en væmmelse ved lugten af ost, når man ikke har spist det i et stykke tid.
Som en bonus ved at lægge osten og de øvrige animalier på hylden, kan Randi fortælle, at hun tabte sig 3 overflødige kg den første uge! Sådan! 😀
– – –
Heidi er ikke den store madnørd, der med glæde står i køkkenet en hel dag. Ligesom mig kommer hun fra et hjem med meget traditionel mad. Hun har det ganske fint med kød, kartofler og sovs, hvilket jeg husker som en stor udfordring, da jeg var altspisende og skulle lave mad til hende og vores fælles veninde, der er vegetar. (Hvordan laver man lige mad til en, der helst kun spiser kød, og en, der slet ikke spiser kød?!) Det problem kom vi dog udover, da jeg blev veganer, for så var der ligesom ikke så meget at diskutere. Det er (næsten altid) mig, der laver maden, når vi tre er samlet, og nu havde jeg så valgt det animalske fra, så sådan blev det. Heidi er blevet meget bedre til at spise grønt siden dengang, hvor jeg var altspisende, og hun er langt mindre kræsen. (Jo, Heidi, du var vildt kræsen! :D)
Heidi fortæller om sine første 10 dage, at hun føler sig sundere, og hun kan mærke en lettere fornemmelse i kroppen. Derudover har hendes oplevelse nok været lidt lettere end Randis, eftersom det mest er Randi, der laver mad. Så hun har altså ikke mærket det store til, at der skal planlægges anderledes eller forberedes mere. Hun udtrykker sin begejstring for den veganske udfordring sådan:
“Der er kun positive ting at sige om maden. Og det er mere spændende mad at få i madpakken end en leverpostejmad.”
– – –
Simon repræsenterer Marts med Medfølelse i København. Han er min gode ven, som jeg kender fra gymnasiet, og så er han rigtig god til at lege veganer, når vi er sammen. Han får lige lov til selv at fortælle, hvordan det går med at spise vegansk:
“Først og fremmest: Det er slet ikke så hårdt, som jeg troede, det ville være. Jeg har faktisk vistnok haft udelukkende positive oplevelser so far. Næsten. Min hud er begyndt at slå ud – er det måske en del af udrensningsprocessen? [Det kan meget vel være, at din krop renser ud, ja.]
Maden kræver en del mere forberedelse, end jeg er vant til. Men den er som regel tilsvarende bedre(!). Jeg har faktisk lidt genfundet glæden ved at eksperimentere i køkkenet. Og det er godt. Jeg glæder mig til at eksperimentere mere med ingredienser, som jeg normalt ikke bruger.
Og i aften har jeg fundet ud af, at jeg kan spise mig mæt i vegansk på min faste “jeg orker ikke lige at lave aftensmad i dag, så jeg går lige ned om hjørnet og køber noget”-sted. Det er “Det sunde køkken” på HC. Ørstedsvej, som har masser af lækre salater, og man kan sagtens vælge noget med proteiner og mæthed. Det er ret godt.
Min krop kan godt li’ indtagelse af vegansk mad indtil videre. Jeg tabte 1 kg i løbet af den første uge uden at dyrke ekstra motion, og så æder jeg endda ret meget. Min mave ser lidt mindre oppustet ud. Når jeg vågner om morgenen, er jeg mere frisk, selvom jeg sover samme antal timer, som jeg er vant til.”
Tja, det lyder jo til at de går ganske fint 😀
I er seje, venner!
Hvis du selv er med i Marts med Medfølelse, vil jeg også gerne høre om din oplevelse. Hvordan synes du, det er at spise vegansk?
Rucolapesto med cashewnødder
Brug den til ovnstegte kartofler, fortynd den lidt og brug den som salatdressing, smør den på ristet brød, brug den til pasta, smør den på en kartoffel- eller tomatmad… pesto er ganske enkelt godt til en masse forskellige formål. Pesto bringer et godt smagsboost, der hvor der er brug for det, komplimenterer andre ting godt og er perfekt rodet sammen med en skål pasta. Denne pesto er lækker og “ostet” i smagen, hvilket skyldes især gærflagerne men også cashewnøddernes runde fedme. Du kan evt. udbløde cashewnødderne i vand nogle timer, så er de lettere at purere, men du kan også sagtens lade være. Hvis du ikke vil have din pesto helt fin og cremet, men godt kan lide lidt mere tekstur, skal du ikke udbløde cashewnødderne.
50 g. rucola
50 g. cashewnødder (rå og usaltede)
3 spsk. gærflager
1 spsk. citronsaft
en generøs sjat god olivenolie
(lidt vand, hvis du vil spare på olien)
salt
peber
Blend det hele sammen, juster konsistensen med vand eller olie, og juster smagen med salt, peber og citronsaft.
Sara fra Bananmad vil gerne tilføje, at hun godt kan lide hvidløg 😉 Det kan jeg også, men jeg bruger det ikke altid i min pesto, og slet ikke, hvis jeg skal have den med på uni fx.
Marts med Medfølelse
Kære læser,
nu gør jeg det igen. Jeg vil gerne invitere dig og dine venner og din familie og alle du kender og hele Danmark og hele verden og … nej, okay, måske ikke så vildt. Lad os starte med dig. Har du ikke lyst til at udfordre dig selv lidt? -Give dig selv muligheden for at lære noget nyt, samtidig med at du får en masse inspiration og hjælp til det?
Kan du huske mit VEGtober-projekt? Dengang spiste min mor vegansk i en måned for at tabe sig, og jeg inviterede dig med på udfordringen om at spise vegansk. I marts vil jeg igen invitere dig til at spise vegansk. Om du så gør det, fordi du vil tabe dig, lære noget om vegansk mad, udfordres til at sammensætte dine måltider anderledes, provokere dig selv til at tænke mere over, hvad du spiser, eller af en helt femte grund, det er op til dig. Men der er masser af gode grunde.
Mine to veninder, Heidi og Randi, som bor sammen, har besluttet sig for at spise vegansk i hele marts, og det var det, der gav mig idéen til at starte et projekt op igen. Denne gang gør jeg det dog i endnu større skala, eftersom jeg har Mad med Medfølelse i ryggen og andre bloggere (Luna fra Månebarnet, Henriette fra Grøn, Sund & Lækker!, Sara fra Bananmad og flere) også er med om bord. Det er derfor ikke kun mit projekt, men Mad med Medfølelses projekt. Vi kalder det Marts med Medfølelse!
Her på bloggen vil du kunne finde lidt historier og erfaringer fra mine to veninder, som har været så søde at lade mig blogge lidt om dem. De andre bloggere vil blogge om andre ting, så kig også med hos dem. Den vigtigste side at holde øje med, hvis du selv vil være med på Marts med Medfølelse, er dog Mad med Medfølelses Facebook-side, hvor der hver dag vil være opdateringer med inspiration og madidéer.
Jeg håber, du vil være med, og at du vil invitere alle, du kender, til at gøre det samme!
– – – – –
Her er den officielle invitation fra MmM:
Marts med Medfølelse
Foreningen Mad med Medfølelse vil gerne opfordre alle til at udfordre sig selv! Udfordringen går ud på at spise vegansk i hele marts måned. Vi kalder derfor projektet ‘Marts med Medfølelse’. 🙂
I løbet af måneden vil Mad med Medfølelse poste masser af inspiration i form af billeder af lækker vegansk mad, veganske madopskrifter og personlige historier om livet som veganer på vores Facebook-side. F.eks. kan vi allerede nu afsløre, at Thomas (Kærlighed & Kikærter) vil blogge om to af sine altspisende veninder, der har besluttet at spise vegansk i marts måned. Vi opfordrer også dig til også at invitere dine venner med i projektet!
Hele MmM-holdet er samtidig klar til at svare på spørgsmål og give gode råd og grønne tips!
Hvordan deltager jeg?
Gå ind på Mad med Medfølelses Facebook-side og ”Synes godt om”. Så modtager du automatisk nye indlæg fra os i dit news feed og får på den måde daglig inspiration og veganske madopskrifter i hele marts måned.
Vi opfordrer dig samtidig til at spørge os om alt, hvad du måtte være i tvivl om i forbindelse med at spise vegansk, så vi kan hjælpe dig godt på vej.
Hvorfor skal jeg deltage?
At spise vegansk i en måned giver dig en enestående mulighed for at lære mere om plantebaseret kost og udforske den grønne madkultur, samtidig med at du har mulighed for at trække på erfaringer fra garvede plantespisere og modtage masser af inspiration, støtte og opbakning undervejs.
Ved at spise vegansk i en måned vil du på egen krop mærke alle de gavnlige effekter af den vitaminrige plantemad, og hvem ved – måske lærer du noget nyt om dig selv og dine spisevaner undervejs. Forhåbentlig får du også en masse nye veganske livretter. 🙂
Vi håber meget, du vil deltage i vores projekt og sprede udfordringen i dit netværk, og vi glæder os til at dele vores passion for lækker vegansk mad med dig!
Sødt & sundt bananbrød
Dette lækre bananbrød med tørrede abrikoser og figner er næsten for godt til at være sandt. Det er med groft mel, uden raffineret sukker, med kun en smule fedt og stadig superlækkert og sødt. Du kan derfor spise det med god samvittighed og stadig tilfredsstille din søde tand 🙂
Husk at bruge ordentligt modne (eller overmodne) bananer, det er vigtigt.
5 dl bananmos (ca. 6-7 bananer)
2-3 spsk. jordnøddesmør
1 tsk. vaniljepulver
2 spsk. olie
2 spsk. mørk agave eller sirup
2 spsk. æblemost eller -juice
1 spsk eddike eller frisk citronsaft
½ dl hakkede abrikoser
½ dl hakkede figner
4 dl hvedemel
3 ½ dl grahamsmel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
½ tsk salt
Varm ovnen til 200ºC. Mos bananer, bland med jordnøddesmør, vanilje, olie, sirup, æblemost og citronsaft. Hak de tørrede frugter og kom dem i. Bland i en anden skål mel, hævemidler og salt, og bland så vådt og tørt godt sammen. Kom dejen i en brødform, pensl med lidt vand på toppen og sæt den i ovnen. Skru så ned til 180ºC, og bag den i cirka 30-40 minutter. Test med en strikkepind om brødet er gennembagt, før du tager det ud.
Du kan spise det som det er eller smøre det med fx jordnøddesmør, syltetøj, vegansk smør eller chokoladesmørepålæg.
Tyk karrysuppe
Forleden fik jeg et godt tip til at skabe fylde i mine supper, som virker rigtig godt: Couscous! Couscous i den rigtige mængde i en suppe giver fylde og konsistens uden at gøre suppen til en grød. Det er perfekt, hvis man ønsker en mere bastant suppe, hvilket jeg oftest foretrækker over de mere tyndtflydende supper.
Et andet godt tip til at gøre en suppe cremet er, at tilsætte en moset kartoffel eller to. Det kan erstatte fløde, hvis du vil spare på fedtet eller ikke kan skaffe soja- eller havrefløde.
(til 4 personer)
1 spsk jordnøddesmør + lidt vand
2 grofthakkede løg (gem skallerne og kog dem med)
2 gulerødder i tern (1 cm)
750 g. kartofler i tern (2 cm)
1 squash i tern (1 cm)
1 liter grøntsagsbouillon
1 dl couscous
2 (1+1) spsk karry
1 tsk chiliflager eller -pulver (eller frisk chili)
1 tsk garam masala (eller spidskommen)
3 spsk sojasauce
saften af ½ lime
peber
persille
Varm jordnøddesmøret op i gryden med lidt vand. Tilsæt, når gryden er helt varmet op, 1 spsk karry, chili og 1 tsk garam masala samt løg og gulerødder. Sauter det nogle minutter til løgene er klare, og tilsæt så kartoflerne, bouillonen og løgskallerne. Bring det i kog, tilsæt squash, og lad det så boble, boble, boble indtil gulerødder og kartofler er møre. Hiv løgskallerne op, og tilsæt så couscous. Couscous bruger vi til at gøre suppen tyk, men det skal ikke være grød. Bliver det for tykt, så tilsæt mere vand. Couscous er tilberedt næsten med det samme, men det fortsætter med at trække væde til sig. Slut af med endnu en spsk. karry, sojasauce, limesaft, peber og persille.
Pynt med persille og en skive lime eller to. Server med groft brød til.
Øllebrød
Det er vinter. Det er morgen. Du er 7 år gammel og på feriebesøg hos din mormor. Du vågner langsomt og iagttager rummet omkring dig. Der er mørkebrune træmøbler, malerier af bondegårde i guldrammer og masser af nipsting, der alle gemmer på historier fra din mormors lange liv. Der dufter sødligt og varmt på en helt særlig måde, som der kun dufter her. Noget skramler i køkkenet, så du står op, tørrer søvnen ud af øjenkrogen og går ud for at se, hvad det er. I køkkenet står din mormor i natkjole og rører med en træske i en fint dekoreret, emaljeret gryde. Hun satte gryden der i aftes, før i gik i seng, men uden at tænde for den. Nu bobler og damper det fra gryden, og det dufter af rugbrød. I skal have øllebrød.
Øllebrød er hyggeligt og nostalgisk, men nøj, hvor er det også godt! Jeg har genopdaget øllebrød, og skriver dette indlæg for at dele min glæde med jer. En opskrift som sådan vil jeg ikke kalde det, det er nærmere lidt inspiration til din morgenmad. Det er praktisk, når du har et par skiver rugbrød, som du ikke kan nå at få spist, eller hvis de er blevet tørre eller gået i stykker. Smid rugbrødsrester i en pose i fryseren, og brug dem så til øllebrød.
Man kan lave øllebrød på tusinde måder, men jeg foretrækker at gøre det helt enkelt: Rugbrød, vand eller æblejuice og evt. lidt sødt (sukker, sirup, agave). Og så gerne med revet æble i. Når jeg er i humør til det, tilsætter jeg også lidt kanel. Man kan selvfølgelig også bruge hvidtøl, tilsætte andre krydderier, citron, appelsin, kakao, banan… og du kan servere det med havreflødeskum eller plantemælk. Og man kan si sin øllebrød, hvis man ikke er til klumper og kerner. Jeg gør som regel sådan:
(til én person)
3-4 skiver rugbrød
½ dl æblejuice
vand
(lidt agave)
revet æble
kanel på toppen
Kom rugbrød og væske i en gryde og kog det til en grød (mængden af vand varierer). Tilsæt evt. lidt sødt. Når grøden er færdig, river du et æble i og drysser med kanel.
Det smager af mormorhygge 😉
P.s. Rugbrødsresterne går til øllebrød, men hvor går øllebrødsresterne så hen? Henriette kommer med et godt bud: Øllebrødsboller!
Knasende kikærter
Du kender det godt… lysten. Trangen. Sulten efter noget, hmm, noget lækkert, bare en lille snack! Du går på opdagelse i køkkenet og finder en pose chips, som du har købt i et svagt øjeblik. Med det samme du ser den, har du lyst til at spise dig tyk i chips med dip, men du ved samtidig, at du ikke vil synes om konsekvenserne af det senere. Du tænker på, om det nu også er så vigtigt for dig at kunne passe de der bukser fra sidste sommer, den der kjole, der fremhæver dine ben, men samtidig kræver, at din mave ikke bliver større. Du kigger rundt i skabene for at se, om der mon ikke var noget andet, der kunne friste. Helst uden alle de der kalorier, der er så onde. Du ser en dåse kikærter, en masse krydderier og ellers bare en gabende tomhed i dine køkkenskabe, så derfor kaster du dig frådende over den der grimme pose chips med dip.
Men næste gang! Næste gang det sker, så tænker du på det her indlæg, og så kaster du dig i stedet frådende over dåsen med kikærter og krydderierne. Det her er nemlig en liiiidt bedre udgave af chipsposen, og så kan du helt selv bestemme, hvordan krydderiblandingen skal være. Jeg har revideret opskriften, så den er ganske oliefri, for jeg laver dem altid uden olie, og det bliver de bestemt ikke mindre gode af!
Det færdige produkt er i øvrigt ikke kun godt som snack. Det fungerer glimrende som det knasende element i en salat eller sammen med frisk grønt i fx tacos eller tortillas.
1 dåse kikærter
1 spsk sojasauce (salter og klistrer krydderierne fast på kikærterne)
2 tsk paprika
½ tsk røget paprika
½ tsk karry
1 tsk spidskommen
½ tsk chilipulver
Dræn kikærterne for vand og skyl dem. Bland så alle ingredienserne godt, og læg de krydrede kikærter i et enkelt lag på en bageplade og bag dem ved 175°C i cirka 40 minutter til de er lækkert sprøde og gyldne. Vend dem ind i mellem, så de bliver gyldne på alle sider.
Foredrag og lækker mad
Lørdag den 2. februar bliver der på KraftWerket i København afholdt et arrangement, der handler om vegansk livsstil. Der vil blive serveret lækker, vegansk mad, holdt foredrag, debatteret og efterfølgende festet. Arrangementet er ganske gratis og rettet mod folk, der ikke er vegetarer eller veganere (altså, altspisende). Så hvis du kender (eller er) nogen, der har lyst til at blive klogere på veganisme samtidig med at de bliver mætte på lækker mad, så er det nu, de skal inviteres til dette arrangement.
Jeg bidrager til arrangementet ved at komme og fortælle om mit “VEGtober”-projekt, hvor jeg hjalp min mor med at spise vegansk i en måned. Derudover vil der være oplæg om sundhed og dyrerettigheder. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål efter oplæggene. Hele arrangementet vil blive filmet, så der vil være mulighed for at høre oplæggene, selv hvis du ikke kan komme med.
Det sker her:
KraftWerket, Valgårdsvej 2, 2500 Valby.
På dette tidspunkt:
Lørdag den 2. februar 2013, fra klokken 14.00 til 20.00.
Det koster:
Ikke en øre.
Foredragsholderne er (ud over mig selv):
– Leif Varmark, der står bag Plantemad.dk.
– Morten Madsen fra bloggen VeganerMadsen.
– To drenge fra dyreretsorganisationen GoVegan.
Bestil plads til arrangementet på dette link:
http://billetto.dk/da/events/vegansklivsstil
Jeg glæder mig til at se dig, og jeg garanterer for, at menuen er suveræn 🙂
(Og mens du venter, hvorfor så ikke se dette fænomenale foredrag.)
Biksemad i tyk tomatsauce
Biksemad er jo en resteret, hvor man tager de foregående dages blandede aftensmadsgodter og gør dem til én ret. Det er enkelt og tilfredsstillende let at lave, og så er det rart at kravle under tæppet foran fjernsynet med en tallerken biksemad i hånden på de kolde dage. Har man kogte kartofler i køleren og løg på lager, kan man altid lave biksemad, og det vil altid være godt. Der skal ikke så meget til at gøre denne enkle ret lækker, og man kan jo lave den af næsten hvad som helst. Her kommer jeg nu alligevel med mit bud på en fyldig og lækker version af biksemad på vegansk. Tilberedt aubergine og squash er med til at give fylde i smagsbilledet, mens tomatpuréen bidrager med umami og sødme
Biksemad til 2 personer:
500 g. kogte, kolde kartofler
2 løg
2 gulerødder
½ aubergine
½ squash
1 dåse tomatpuré
3 spsk HP-sauce
2 spsk sennep
1 tsk timian
1 tsk paprika
½ tsk røget paprika
Peber
Salt
Olie
(Ærter)
Hvor grove stykker du skærer dine grøntsager i kommer an på, hvad du foretrækker. Jeg kan godt lide en lidt rustik biksemad med forskelligartede tern og stykker af grønt og kartoffel, men hvis du kan lide små ensartede stykker, så gør du selvfølgelig bare det. Det er dog en fordel at have gulerødderne i mindre stykker, da de skal have længere tid, før de er møre.
Start med at stege kartoffelstykkerne sprøde på en pande i lidt olie, og sæt dem så til side. Kom derefter alle de andre grøntsager på panden og sauter dem til de er (ordentligt) møre. Tilsæt så alle de øvrige ingredienser (undtagen ærter) og rør godt rundt. Smag til. Når saucen er god tilsætter du de sprøde kartofler og vender et par gange. Så er der ellers biksemad. Om sommeren kan jeg godt lide at drysse friske ærter over. Frosne kan også gå an, men det er ikke helt det samme.
Server biksemaden med rødbeder og en tyk skive groft brød (evt. rugbrød) med vegansk smør eller hummus.
Grøn Glæde – gratis kogebog
Anima giver os GRATIS denne veganske kogebog med opskrifter, madplaner, ernæringsinformation, indkøbslister, gode råd og masser af lækkerhed. Vi siger mange tak til Anima og downloader selvfølgelig kogebogen med det samme 🙂 Men gør mere end det. Send linket til dine venner, del det på Facebook og fortæl din familie om det. Bogen er en hjælp til alle, der kender en vegetar eller veganer og kan få brug for en opskrift (og til den veganer, der kommer på besøg), og så kan den jo inspirere andre til selv at leve grønnere. Grøn Glæde kommer med gode ugemadplaner, og hvis du følger dem, er du sikker på at få dækket alle dine ernæringsmæssige behov. Derudover gør den det meget overskueligt at handle, da der hører indkøbslister til madplanerne. Det bliver ikke lettere!
Mange tak, Anima.
Rødt, hot, hurtigt smørepålæg
Der skal bønner på brødet. Og det kommer der så. Røde bønner med tomat og KABOOM fra chili og citronsaft. Det sprutter på tungen af citronens syre og chiliens styrke, mens konsistensen føles rund og blød i munden og sødmen fra tomatpuréen kæler for dine smagsløg sammen med krydderierne. Eller… ja, okay, det er altså bare bønnesmørepålæg. Men det er godt 😉
1 dåse røde kidneybønner
½ dåse tomatpuré
2 fed hvidløg (evt.)
1 cm frisk chili (eller mindre… tøsedreng)
2 spsk sojasauce
2 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
1 spsk paprika
lidt røget paprika
1 spsk basilikum
1 tsk oregano
peber
vand
Kom alle ingredienserne i en foodprocessor og blend. Styr konsistensen med vand.
Den smager bedst med hvidløg, men skal jeg have den med i skole, foretrækker jeg at skrue helt ned for hvidløget eller helt udelade det 😉
Nytår 12/13
Godt nytår og velkommen til 2013!
Mit nytår blev fejret med søde venner herhjemme hos mig. Som du kan se, hvis du finder mig på Instagram og lurer med, havde vi handlet ind til den store grøntsagsmedalje. Vi havde ikke planlagt alt på forhånd, men hyggede os med at lave mad sammen ud fra de ting, vi havde købt. Det var rigtig hyggeligt at gøre det på den måde, og det endte med, at vi efter appetitvækkere og to forretter slet ikke havde plads til hovedret, så den lavede vi ikke. Jeg lavede den dog selv to dage efter, så der er billede med af den. Det blev rigtig lækkert, og jeg arbejder på en opskrift til jer ud fra resultatet 🙂
Her er aftnens menu:
Appetitvækkere: Små hapsere på knækbrød med ristede svampe, krydderurter mm. (Intet billede. Dem havde min venind, Nadja, lavet hjemmefra, og de var rigtig lækre.)
Forret 1: Rispapirruller med råt grønt og lækker, krydret peanutbutterdip.
Små, bagte svampe med fyld og vegansk ost.
Forret 2: Spinatsuppe med ingefær og kokosmælk. (Som min ven, Simon, stod for.)
Hovedret (som aldrig blev lavet): Marineret tofu i tern med masser af grønt i peanut-/kokossauce serveret med nudler.
Dessert 1: Kage med chokolademousse og frugt. (Lavet af Nadja.)
Dessert 2: Frugteksplosion.
Midnatsskål: Kransekage og bobler. (Kransekagen havde Simon lavet efter min opskrift.)
Smæskesteg
Smæske [ˈsmεsgə] verb. -r, -de, -t
I uhæmmet eller overdreven grad hengive sig til eller være optaget af noget, typisk at spise eller drikke. Ingen jul uden smæskesteg.
Dette er den oprindelige og originale opskrift på smæskesteg. Jeg har siden udgivet bogen “Vegansk julemad” med alle opskrifter til julemåltidet og julefrokosterne.
Fars:
2 finthakkede løg
4 (2+2) fed hvidløg
2 finthakkede gulerødder
100 g. vegansk chorizopølse (kan findes flere steder online og i skrivende stund også i Føtex ved de veganske specialvarer)
100 g. hasselnødder
2 dl (stærk) grøntsagsbouillon (uden mælk og mælkepulver)
200 g. revet kartoffel
½ dl rasp
salt og peber
Dej (eller køb en færdiglavet butterdej):
3 dl hvedemel
50 g. koldt vegansk smør (plantemargarine uden mælk)
1 tsk salt
lidt citronsaft
cirka ½ dl kold plantemælk eller vand
Facon til smæskesvær (tofustykker i marinade)
(Gem gerne lidt af marinaden til at pensle smæskestegen med, efter den er bagt.)
- Start med at lave facon, hvis du vil have smæskesvær. Du kan enten lave dine smæskesvær/facon helt færdig og drysse dem over din smæskesteg, når der en færdig (det er den sikreste måde, hvor du undgår at komme til at brænde dem på), eller du kan nøjes med at stege dine smæskesvær faste, men ikke sprøde, og så give dem det sidste i ovnen ovenpå smæskestegen (lidt mere besværligt, men det giver et autentisk udseende med smæskesvær, der hænger fast i stegen).
- Lav så dejen ved at køre mel, salt citronsaft og koldt vegansk smør i en foodprocessor til det netop er blandet til en grov rasp (alternativt kan du skære smørret i stykker, lægge det i melet i en skål og skære i det til det er blandet). Der må gerne være små stykker smør iblandt. Jo mindre du blander og rør i det jo bedre. Saml så dejen til en kugle med den kolde mælk. Ælt så lidt som muligt. Læg dejen i plastfolie og læg den på køl, mens du laver farsen.
- Rist hasselnødderne på en tør pande ved høj varme i et par minutter – de må ikke brænde. Læg hasselnødderne til side. Sauter løg, 2 fed hvidløg og gulerødder i lidt olie på panden ved middelhøj varme. Mens det står på varmen, kan du male de ristede hasselnødder til groft mel i en foodprocessor og hakke chorizopølsen.
- Når løgene er klare og gulerodsstykkerne er møre, lægger du blandingen til side og steger så chorizopølsen i lidt olie på panden. Tilsæt hasselnøddemelet efter et minut eller to ved middel til høj varme, og sluk så for varmen. Lad hasselnøddemelet og chorizopølsen stå på panden nogle minutter, mens den køler ned, og rør gerne rundt i det.
- Kog bouillonen (en terning i 2 dl vand er fint), riv kartoflerne, og bland så alle ingredienserne, du har forberedt til farsen i en skål (pres de to sidste fed hvidløg i). Slut af med rasp, rør godt rundt, og smag til med salt og peber. Hvis det ikke smager kraftigt nok nu, kommer det ikke til det, så hvis du synes, der mangler noget, er det nu, det skal i.
- Tag dejen ud af køleskabet og rul den ud på et stykke bagepapir med lidt mel på begge sider af dejen. Du skal gerne få en rektangulær dejplade, der næsten når kanten af bagepladen (se billede nedenfor). Form så farsen midt på dejpladen og pak farsen ind i dej. Brug lidt vand til at samle enderne af dejen over farsen. Du kan glatte dejen ud ved at stryge på ujævnheder med våde fingre.
- Læg den faste men ikke sprøde facon på toppen, tryk let ned, så det sidder fast. Alternativt kan du bage smæskestegen uden facon og servere det som tilbehør i stedet (som forklaret i trin 1). Krydr med salt og bag så din smæskesteg ved 175º C i cirka en halv time. Tag stegen ud af ovnen, pensl med facon-marinade og drys med salt. Server med traditionelt julemadstilbehør som kartofler og brun sovs – eller måske en vintersalat.
Tip: Hvis du kan lide HP-sauce, passer det rigtig godt til smæskesteg, og så er det lettere at have med som veganer til traditionel juleaften end hjemmelavet brun sauce. Smæskestegen smager i øvrigt mindst lige så godt kold. Hvis du vil lave smæskestegen i forvejen, vil jeg anbefale, at du laver enkeltdelene og først samler og bager lige inden servering.
Køb min kogebog “Vegansk julemad” via linket her.
Forslag til tilbehør:
– Rødvinssauce fra Månebarnet
– Brun sovs fra Jens Drejer
– Vintersalat med masseret grønkål
– Dampet grønt (fx broccoli og gulerødder)
– Kogte kartofler
– Bagt kartoffel
– Brunede kartofler (lavet på vegansk smør)
– Rødkål
– Rødbeder
Glædelig medfølende jul ♥
Kærlighedskugler
Det her er en sand vegansk klassiker: Dadelkugler. Hvis du kan tænde en blender/foodprocessor, kan du lave de her. Det er måske det mest kendte og elskede stykke konfekt I den veganske verden, og der er et utal af opskrifter, der ligner hinanden til forveksling. Jeg vil selvfølgelig også lege med på den opskriftsleg, og så kan det jo være, at en af jer, der læser den, ikke kendte til kuglerne i forvejen og bliver inspireret. De er den perfekte, mindre usunde (eller måske endda sunde) afløser til de traditionelle havregrynskugler, der bugner af fedt og sukker. Her er hverken tilsat raffineret sukker eller fedt, og der er ikke mistet smag af den grund. Kuglerne er mindst lige så lækre som havregrynskugler, så hvis du ikke har prøvet dem før, er de helt klart forsøget værd. Jeg lægger ud med at præsentere en meget enkel version, som er gennemprøvet, og som ikke ligger alt for langt fra de traditionelle havregrynskugler. Derefter kommer jeg med forslag til vildere udgaver.
Det kan gøre meget kort:
Nødder, dadler, kokos, kakao.
Blend, bland, rul, køl.
Men du får også lige den lange:
Til denne portion, har jeg brugt cirka:
20 dadler (uden sten)
100 g. mandler
50 g. paranødder
1-2 tsk ægte vaniljepulver (ikke sukker)
3 spsk kakaopulver
1 dl kokosrasp
2 spsk vand
+ ekstra kokos og kakao til at rulle i.
Blend først nødderne til pulver (hvis du vil have nøddestykker i, så blender du det bare lidt mindre fint). Kom så dadlerne og de øvrige ingredienser i, og blend igen til du har en fedtet trøffellignende masse. Tadaa, du har skabt!
Tilsæt evt. lidt vand, flere dadler eller måske lidt kokosolie, hvis det ikke bliver til en glat dej, men pas på det ikke bliver for tyndt. …Er massen blevet for tynd? Panikker du nu over, hvordan du mon kan redde den? Bevar roen og tilsæt lidt havregryn (evt. blendet) eller flere blendede nødder.
Stil massen på køl en lille time, så den er lettere at arbejde med. Form kuglerne i hænderne og rul dem i hhv. kakao og kokos. Stil dem i køleren.
Variationsidéer:
Abrikoser
Appelsinskal
Chili
Figner
Hasselnødder
Juice
Kaffe
Kanel
Kokosolie
Lakridsrodspulver
Pebermynteolie
Pistacienødder
Valnødder
Der er masser af muligheder for at gøre de her kugler helt dine egne. Jeg er selv stor fan af at holde det helt enkelt, men du kan selvfølgelig også vove dig ud i vilde smagskombinationer, som måske bliver til noget ekstraordinært. Det er oplagt at komme lidt kanel i her til jul, eller måske rulle kuglerne i kanel. Kaffe ligger i forlængelse af den smagsretning og holder kuglerne i det hyggelige hjørne, hvor det stadig er rundt og trygt. Lakridsrodspulver giver kuglerne et helt andet udtryk med mere kant end de ellers har. Det samme gør chili, som du i øvrigt skal passe på med ikke at komme for meget af i. Juice, appelsinskal og pebermynteolie giver et mere frisk smagsbillede som skaber god kontrast til den klistrede dadel-/nøddemasse. Prøv dig frem med smagsvarianterne, og smid gerne en kommentar nedenfor om, hvilken variant, du har afprøvet, og hvordan du bedst kan lide dine dadelkugler.
Vintersalat med masseret grønkål
Mens jeg skriver det her indlæg går det utrolige op for mig … Jeg tror faktisk, det her er min første salat! Har jeg virkelig lavet flere end 50 indlæg på min veganske blog uden at et eneste har været om salat?! Nå, jamen, det laver vi så om på nu 🙂 Den her grønkålssalat med revne rodfrugter er et dejligt skud grønt midt i det lidt tunge vinterkøkken. Den kunne sagtens være den sprøde, farverige og skarpe tilføjelse til en ellers ret blød, brun og fedtet juletallerken.
Grønkål er utroligt sundt, og så er den rigtig lækker i diverse tilberedte former. Rå kan den godt være lidt sej at komme til livs, men det er der heldigvis råd for. Først og fremmest er det en fordel at hakke den helt fint, og dernæst kan man med fordel massere sin grønkål. Ja, massere. Du skal behandle din grønkål som den vigtige og fine fødevare, den er, og give den særbehandling i den royale klasse.
Start med at fjerne bladene fra stænglerne. Smid stænglerne væk, og vaske så hver enkelt blad i perlende, frisk vand, så der ikke er spor af jord tilbage. Ryst bladene nænsomt og lad dem dryppe af. Hak så bladene helt fint med en skarp kniv. Vær opmærksom på at få det hele finthakket, så der ikke er store stykker ind i mellem. Put så den finthakkede grønkål i seng i en stor skål og drys en teskefuld sove-salt over. Nu kommer så det vigtigste: Du skal kramme grønkålen godnat! Og det skal gøres ordentligt. Brug (din meget rene) klør fem til at kramme, massere og nusse din grønkålsbaby. Når sove-salten er opløst og grønkålen er blevet lidt blødere end før, så holder vi lige en pause og lader den hvile.
4-5 blade finthakket, saltet og masseret grønkål
2 rødbeder
3-4 gulerødder
1 finthakket løg
2-3 finthakkede tomater (eller andet sødt)
3 spsk rød balsamico
3 spsk sojasauce
1 spsk (raps)olie
1-2 spsk sirup eller agave (kan udelades, hvis du bruger tomater)
et drys cayennepeber
Lav en dressing af balsamico, sojasauce, olie, cayennepeber og evt. sirup. Hak løg og tomater og tilsæt det med dressingen til den masserede grønkål. Masser så igen. Kram, klem pres og tryk grønkålen med hænderne i et minut eller to til til den ikke længere er sej. Riv rødbeder og gulerod og vend dem i grønkålen. Du kan evt. toppe salaten af med ristede pekan- eller valnødder.
Husk lidt grønt på julebordet, det er rart med lidt kontrast på tallerknen, og det vil helt sikkert gøre det brune, bløde og fedtede (som også kan være godt) lidt mere spændende 🙂
Sweety pie ♥
Hjerternes fest er over os, og det kan man ikke helt ignorere på en blog, der hedder noget med kærlighed. Derfor serverer jeg denne gang et lunt stykke ægte kærlighed i hjerteform, med søde ingredienser og varme krydderier. Lad mig præsentere: Varmt krydret, sprødbundet hjertetærte med sødkartofler serveret med en luftig klat havreflødeskum.
Fyld:
2-3 store sødkartofler (du skal bruge 3 dl mos)
1½ dl rørsukker
2 spsk. majsstivelse
1 tsk. kanel (hvis du selv river det, er der garanti for julestemning i hele hytten)
1 lille drys muskat
½ tsk. salt
2 dl plantemælk (fx rismælk)
½ dl sojayoghurt (helst uden sukker)
2 spsk friskpresset appelsinsaft
(evt. en smule revet appelsinskal)
Kornene af 1 stang vanilje (eller tilsvarende flydende vanilje eller vaniljepulver)
Start med at smide dine sødkartofler i ovnen. De skal bages cirka en time (afhængigt af størrelse) ved 200º C. (Lav bunden imens.) Når sødkartoflerne er bagt (Prik med en gaffel. Er de bløde, er de færdige.), piller du skrællen af og moser indmaden i en foodprocessor. (Du kan godt gøre det i en skål, evt. med en stavblender, men der må ikke være klumper.) Kom så de tørre ingredienser i, blend og bland. Og kom så de våde ingredienser i, blend og bland. Så er fyldet klar.
Bund:
3 dl havregryn
8 dadler (uden sten, selvfølgelig)
3 spsk plantemargarine eller smagsneutral olie
2-4 spsk vand
Blend havregrynene i en foodprocessor til de ligner groft mel (det går ret hurtigt), tilsæt så dadlerne, og blend til det er godt blandet. Tilsæt så olie og vand og blend på ‘pulse’-funktionen til det hele er blandet til en dej. And that’s it, nu har du tærtedej. Smør din form og læg dejen heri. Pres dejen med hænder og fingre i formen til den når hele vejen rundt og op ad kanten. Kom fyldet i, og bag tærten i 45-60 min. ved 180º C. Lad tærten køle helt af, før du skærer af den. Når den er kølet lidt ned, kan du evt. stille den på køl.
Server tærten med en lækker klat havreflødeskum.
Det smager lidt af vinterhygge og kærlighed.
Del og vind!
Tro det eller ej, det er blevet konkurrencetid på Kærlighed & Kikærter!
En enkelt lille konkurrence må man da have gang i som nogenlunde seriøs blogger, må man ikke? Nu er det snart årsskiftetid, og det bliver mit første årsskifte som blogger. I de måneder bloggen har eksisteret, er den kun vokset for hver uge, der er gået, og jeg er rigtig glad for, at I gider kigger med. Lige nu er der tæt ved 100 mennesker, der har sagt ja til at få en besked, hver gang jeg laver et nyt indlæg, og endnu flere besøger bloggen hver dag! Det vil jeg gerne fejre ved at dele en lille præmie ud til en af jer, der følger bloggen, og samtidig vil jeg bede jer om at reklamere lidt for Kærlighed & Kikærter ved at dele bloggen. Slå en opskrift herfra op på Facebook, send et link til dine venner eller del dette opslag med en moster eller onkel, der kunne bruge en kogebog med sunde opskrifter.
Præmien, du kan vinde, er den fine kogebog Det Helbredende Køkken, som du kan se inde på guiden. Det er en rigtig fin kogebog med sunde og lækre veganske opskrifter, som jeg har ladet mig inspirere af flere gange. Alt du skal gøre, er at være abonnent på bloggen, så er du med i konkurrencen. Hvis du til gengæld deler dette opslag ved at trykke på Facebook-knappen under indlægget og gør dit opslag offentligt, så jeg kan se det, så fordobler jeg din chance i lodtrækningen. Spred ordet og vind! 😀
Opdatering 20/12:
Tillykke til Hanne fra Valby, der vandt konkurrencen. Pakken med Det Helbredende Køkken er på vej til dig med juleposten 😀
Julefrokost

Haps, haps, haps, og noget med snaps! 😉
Jule(frokost)tiden er ikke helt let for en veganer, for det handler meget om traditionelle danske retter – og det involverer masser af animalske produkter. Ud over at det kan være en følelsesmæssigt svær tid, hvor man er omgivet af en masse ting, der vækker ubehagelige billeder i hovedet på en veganer, kan det også være lidt en praktisk udfordring. Hvordan klarer man lige julefrokosterne, skal man lave en masse mad selv, kan man tillade sig at bede andre tage hensyn, eller skal man simpelthen bare holde sig til snapsen?
Selvom jeg er fan af den sidste mulighed (ud over, at det gerne måtte være en lidt mere appetitlig drik end snaps), så er det nok ikke den optimale løsning, hvis man skal være mæt. Og det skal man vel, selvom det for mange ikke kun er det, julefrokost handler om. Så man må i gang med at kokkerere selv og eventuelt få en god ven/veninde/kollega/kusine til at være med på veganervognen, så der er lidt mere at vælge imellem. Heldigvis er mange søde til at gøre deres retter veganske, når det kun er få ting, der skal ændres, så hvis man lader folk vide, at man er veganer, skal der nok være en enkelt venlig sjæl eller to, der undlader æggene, skifter smørret ud med plante-smør (uden mælk) eller finder en vegansk opskrift frem.
I fredags var jeg til julefrokost med tre gode venner, hvor jeg havde stået for at lave det meste af maden. Jeg havde lavet risdeller, pastinakfilet med remoulade, nødde/linsepostej, kikærtesalat (a la tunsalat (som vi dog aldrig fik på bordet)) og risalamande. Som I kan se, ligner det meget traditionel julefrokostmad (frikadeller, fiskefilet, leverpostej og risalamande), så det ville være meget let at smugle disse ting ind på et traditionelt julefrokostbord, uden at nogen ville se skævt til “den mærkelige veganer”. Til vores lille julefrokost i fredags havde vi også kartofler, brunede kartofler, rødkål og sovs, hvilket alt sammen let kan indgå på det veganske julefrokostbord – de brunede kartofler og sovsen laves på vegansk ved at skifte ko-smør ud med plante-smør og bruge vegetabilsk bouillon.
Opskrifterne skal I selvfølgelig ikke snydes for, så de kommer her. Jeg har ikke lavet mine egne opskrifter 100%, men jeg har ladet mig inspirere af andre bloggeres opskrifter. Selvom jeg ikke har fulgt opskrifterne helt, vil jeg ikke skrive dem ind som mine egne, men i stedet bare linke til de originale opskrifter, som I så selv kan lege med 🙂 Jeg har dog et par råd til hver opskrift, som jeg gerne vil dele.

Risdellerne her er inspireret af Vegisterkaker fra bloggen Veganmisjonen. De ligner medisterfrikadeller, som nordmændene traditionelt spiser til jul. Jeg lavede dellerne uden blomkål og kom i stedet revet gulerod i, men jeg vil gerne prøve den originale opskrift af, for det ser virkelig godt ud. Min anbefaling her er, at du rammer konsistensen rigtig. Er de for våde, splatter de lidt ud, men er de ikke våde nok, så bliver de også tørre at spise. Lav en testdelle eller to og smag, før du steger alle dellerne.

Pastinakfilet og halleluja! De er lækre. Især, når de lige er lavet. Ligesom så meget andet, der er paneret, er de bedst friske. Men du kan nu godt lave dem i forvejen og varme dem i ovnen, det bliver også helt godt. De her er lavet lidt på fri fantasi, men jeg går nok ud fra Lunas opskrift, for det er den jeg lærte pastinakfileterne at kende fra. Hun kalder det fredsfisk, og det er et glimrende nyt navn til det, der egentlig hedder krigsfisk, fordi det blev opfundet som erstatning for fiskefilet under krigen. Mit råd her er at gøre som Luna, stege dem, ikke koge dem. Det bliver rigtig lækkert. Og så laver jeg min dej lidt anderledes. Jeg bruger almindeligt hvedemel i stedet for kikærtemel (eller måske en blanding) og vand i stedet for mælk, og så smager jeg dejen til med sennep og lidt sojasauce. Sennep (bare en spsk eller to) synes jeg er vigtigt i dejen, det understreger nogle smagsnuancer i pastinakken og passer bare godt til panering, synes jeg.

Tjuhej og “løvpostej” 😀 Den her er nok egentlig mest min egen improvisation over så mange gode linsepostej-opskrifter. Du kan gøre det på et utal af måder, men her er hvad jeg gjorde.
200 gram røde linser
1 løg
100 gram hasselnødder
sojasauce (cirka 4 spsk – smag til)
1 tsk timian
½ tsk rosmarin
(½ tsk merian)
lidt muskat
peber
4 spsk majsmel (evt. andet mel)
(lidt bouillonpulver – eller evt. karry)
Kog linserne møre. Mens de koger, blender du først hasselnødderne i en foodprocessor, og derefter også løget. Når linserne er kogt færdig, dræner du vandet fra, og smider dem med i foodprocessoren og blender det lidt. Rør derefter resten af ingredienserne i, smag ordentligt til og bag postejen i en rugbrødsform ved 200ºC i 20-30 min.

Og så er der selvfølgelig risalamanden med kokosflødeskum, som jeg har linket til før. Her er den serveret med fortyndet, og varmet, jordbærgrød, fordi det var det letteste, som ikke var kirsebærsauce. Og jeg er altså ikke stor fan af kirsebærsauce. Mit råd her er, at tilsætte kornene fra vaniljestangen, når du blander den kolde grød med kokosflødeskummen. På den måde synes jeg, man får mere vaniljesmag med i risalamanden.
God julefrokost-sæson 😀
Økonomiyaki med avokado og salsa
Okonomi-yaki er en japansk madpandekage, der har mange forskellige udtryk.
Økonomi-yaki er en vegansk madpandekage, der er særligt god til fattige studerende.
Nu holder du lige godt fast, for det her bliver en fusionstur, der rejser forbi mindst tre forskellige lande: USA, Japan og Mexico. Lad os starte med det Amerikanske element. Hele grunden til, at jeg denne gang byder på (avanceret) pandekage, er nemlig, at jeg har fået lov til at lege med det nye, veganske æggeblommeprodukt, The Vegg! Producenten tilbød på deres hjemmeside bloggere fra hele verden at afprøve produktet gratis, så det takkede jeg ja til. Jeg modtog en fin pakke fra USA med en pose The Vegg-pulver, nogle visitkort og et par råd til anvendelsen.
The Vegg er et ganske glimrende produkt, som bliver til en klistret æggeblommeblanding, når den blandes op med vand. Det virker på samme måde som æggeblomme i både mayo, hollandaise, pandekager, french toast mm. Og det smager faktisk som æggeblomme. Hovedingrediensen er gærflager og smagen kommer fra sort salt – du kan finde begge dele inde på guiden. Jeg glæder mig til at lege lidt mere med produktet, og måske får I lov til at se nogle af resultaterne.
Så det japanske: Okonomiyaki er sammensat af de to ord okonomi, der betyder “hvad du har lyst til/kan lide”, og yaki, der betyder “tilberedt”. Dermed er idéen med okonomiyaki også afsløret, for det handler om at lave en lækker madpandekage med lige præcis det, du gerne vil have i. Okonomiyaki laves typisk med kål og gerne en løgvariant som fx forårsløg, porrer eller, ja, løg.
Det mexicanske element er salsaen, som jeg vil servere til min kålpandekage (det lyder altså ikke så sexet, jeg holder mig til økonomiyaki). Helt mexicansk efter forskrifterne er den nok ikke, og der er da også et italiensk præg, eftersom jeg kommer balsamico i, men den er i hvert fald inspireret af den mexicanske salsa, som vi vist alle kender godt efterhånden.
(Du kan sagtens lave økonomiyaki uden The Vegg, hvis du ikke lige har eller kan skaffe noget. Du kan evt. tilsætte hørfrøslim i stedet, men det er heller ikke strengt nødvendigt.)
Opskrift til 2 personer – 4 mediumstore pandekager
Økonomiyaki:
2 dl hvedemel
2 spsk majsmel
1 tsk bagepulver
1½ dl vand
4 spsk færdigblandet The Vegg
2 dl finthakket kinakål
½ gul peberfrugt i tern
1 finthakket løg
2 spsk meget finthakkede soltørrede tomater
1 tsk gurkemeje
knivspids røget paprika
2 tsk sorte sesamfrø
salt
peber
olie til stegning
Start med at lave økonomiyaki-/pandekagedejen, og kom så resten af ingredienserne i. Varm en non-stick-pande med olie og steg en fjerdedel af dejen ad gangen (så der bliver 4 økonomiyakier) til det er flot gyldent, og steg videre til de er gennembagte.
Salsa:
2 finthakkede tomater
2 fed hvidløg – pressede eller finthakkede
1 spsk rød balsamico-eddike
1 spsk ketchup
salt
peber
Bland alle ingredienser og smag til. Du kan evt. gå et niveau op med en omgang krydderurter.
Server en økonomiyaki med en halv avokado i skiver og en god klat salsa.
God appetit! 😀
Uh, og så har bloggen netop rundet 25.000 besøgende, så mange tak fordi I kigger med! Uden jer ville der ikke være nogen blog. Mod 50.000, hep!
I sidste weekend var jeg til Dansk Vegetarforening og Vegetarkontaks årlige julefrokost i København, hvor der var fest, glade mennesker og lækker mad. Perlen blandt de mange lækre retter synes jeg var denne risalamande med kokosflødeskum, som Nina fra bloggen Mad på Mad havde lavet. Den skal helt sikkert med på mit julebord i år! Og jeg vælger også jordbærsaucen 🙂 Tag et kig.
Til den tidligere nævnte veganske julefrokost havde jeg udover brunkagerne en ris à la mande med, og Thomas fra Kærlighed & Kikærter syntes bestemt, jeg skulle blogge opskriften. Den veganske ris à la mande minder meget om en helt almindelig ris à la mande, jeg har bare skiftet komælken ud med sojarismælk, og fløden med en dåse kokosmælk. Hvis man lader kokosmælken, som skal være den fede, ikke en lightudgave, stå på køl natten over, bliver kokosfedtet så fast, at man kan piske det luftigt til en kokosflødeskum, som overraskende nok ikke bidrager med en særlig udtalt kokossmag. Læs eventuelt mere om kokosflødeskum her. Økologisk sojarismælk kan købes i Aldi for ti kroner, og jeg synes, den har en dejlig smag. Hvis man ikke bryder sig om sojarismælk, kan man bruge en anden vegetabilsk mælk. Jeg lavede ris à la manden uden mandler, og serverede i stedet ristede, hakkede…
View original post 383 more words










































Nye kommentarer på bloggen